S genvinder terræn og holder på vælgerne

Socialdemokraternes tilslutning ser nu ud til at have stabiliseret sig efter et turbulent forår, viser Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af meningsmålinger.

Foto: Bax Lindhardt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Halal, tolke og nye ministre. Socialdemokraternes opbakning ser efter forårets rutsjetur - med de dårligste meningsmålinger i partiets historie - ud til at have stabiliseret sig. Ifølge Berlingske Barometer, der er et vægtet gennemsnit af meningsmålinger de seneste 31 dage, står partiet i dag til en opbakning på 18,9 pct.

Året startede lovende for det gamle arbejderparti, der i januar lå til ca. 20 pct. En forsigtig optimisme blev hurtigt vendt, og Berlingske Research kunne i april påvise, at partiet, hvis der var valg, stod til det dårligste resultat i 115 år. Men endnu værre stod det til måneden efter. Det absolutte nulpunkt nåede partiet i maj med en opbakning på blot 16 pct., og de blev dermed mindre end Dansk Folkeparti.

Ved folketingsårets udgang i juni og frem til i dag ser Socialdemokraternes opbakning dog ud til at have stabiliseret sig. De seneste to måneder har den svinget mellem 18,5 og 18,9 pct. med en enkelt undtagelse. Ærkerivalen i kampen om regeringsmagten, Venstre, er i samme periode støt gået tilbage fra 31 til 29,4 pct.

 

Regeringens sommeroffensiv blev indledt af en mindre ministerrokade. Den nyudnævnte fødevareminister, Karen Hækkerup, var hurtig til at markere sig. Og med opbakning fra Statsminister Helle Thorning Schmidt tjekkede hun ind i værdidebatten. Skytset var ladet med frikadeller og en opfordring til mere svinekød i børnehaverne og mærkning af halalkød. Men begge initiativer blev skudt ned af Forældrenes Landsforening og fødevareindustrien.

Mere succes havde den nye forsvarsminister, Nicolai Wammen. Han satte med egne ord turbo på tolkesagen og landede en aftale om øget hjælp til de afghanske tolke. Flere eksperter peger ligeledes på Wammen som manden, der kan samle tropperne i forsvaret efter den noget upopulære Nick Hækkerup.

Når Folketingets aldersformand, Bertel Haarder, om lidt over tre uger slår dørene op og erklærer Folketinget for åbent, kan han kigge tilbage på en sommer, hvor blokkene ikke har rykket sig meget. Blå blok står stadig til et markant flertal og er kun gået 0,1 pct. tilbage siden målinger ved folketingsårets udgang. Omsat til mandater står de til 98 mod rød bloks 77.