Socialdemokraterne har fundet deres projekt

»Jeg tror på konkurrencestaten«. Det budskab rejser finansminister Bjarne Corydon (S) rundt med i disse dage som svar på det spørgsmål, som mange i og uden for Socialdemokratiet har stillet siden valgsejren i 2011: Hvad er det socialdemokratiske projekt? Men er det godt nok til at genvinde tidligere tiders storhed? Berlingske har tale med manden bag begrebet om konkurrencestaten, professor Ove Kaj Pedersen.

I første uge i august blev der afholdt sommerhøjskole på Grundtvigs Højskole i Hillerød med deltagelse af kulturminister Marianne Jelved , økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, K-formand Lars Barfoed og Ove Kaj Pedersen samt finansminister Bjarne Corydon. »Det kan også være her – jeg ved det ikke – at Corydon har læst sig ind på min bog »Konkurrencestaten« eller hørt om diskussionen. Jelved har været orienteret om den her diskussion længe, og med hende har jeg været til mange offentlige møder, hvor vi har diskuteret det her. Jeg har også været til diskussioner i Venstre om det – det har været en meget bred debat, bare ikke i offentligheden. Indtil nu,« siger Ove Kaj Pedersen. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

50 opkald fra 32 journalister på én nat og den efterfølgende dag. Alt sammen på grund af noget, som finansminister Bjarne Corydon (S) havde sagt. Men han lod dem stå ubesvarede hen. Medierne ville kåre ham til ny social- demokratisk chefideolog og have en forklaring. Men Ove Kaj Pedersen, professor ved CBS, ser ikke sig selv som chefideolog – også selv om han har en forklaring.

Og hvad havde Corydon så sagt, der den 24. august gjorde telefonlinjen rødglødende? Fire ord: »Jeg tror på konkurrencestaten« Hvor en socialdemokrat ellers ville bekende sig til velfærds-staten. Og når journalisterne håbede på at få en chefideolog i den anden ende af røret ved at ringe til Ove Kaj Pedersen, er det fordi, begrebet om konkurrencestaten er hans. Til dels i hvert fald.

»Faktisk var Bill Clinton den første politiker, der anvendte begrebet i 1993, og det har været på dagsordenen i international forskning de sidste 15-20 år. Men nu er det blevet en del af den offentlige debat i Danmark. Min første reaktion på Corydons udtalelse var, »det var på tide«. For det er på tide, at vi får en politisk debat om de nye betingelser for velfærdsstaten,« siger Ove Kaj Pedersen.

I 2011 udgav han bogen netop med titlen »Konkurrencestaten«, og nok er han stolt over at høre egne ord og analyser resonere i centrum af den politiske debat, men han vil ikke gøres til dommer over, hvad der sker med begrebet fra nu.

»Jeg har ingen fløjte med, og jeg kender heller ikke spillereglerne,« siger han.

Derfor har han også afvist at tale med pressen om det.

»Den klassiske velfærdsstat, som blev opbygget efter Anden Verdenskrig, baserede sig på, at nationalstaten med toldbarrierer, afgifter og mulighed for devaluering af kronen kunne beskytte sine borgere og sit arbejdsmarked mod svingninger i den internationale økonomi og på en moral om, at krigen og dens uhyrligheder aldrig måtte gentage sig. I dag kan staterne ikke længere beskytte borgerne, fordi den internationale økonomi er åben, og nationerne må konkurrere mod hinanden om, hvem der kan gøre sig attraktiv. Og frygten for krigen er ebbet ud. Når du og jeg med et smil på læben skal gå hen og betale de her høje marginalskatter, skal det i dag retfærdiggøres med noget andet end det, vi blev overbevist om tidligere. Velfærdsstaten har både en fiskal krise – hvordan skal den finansieres? – og en legitimitetskrise – hvorfor skal vi blive ved med at fastholde den? De to spørgsmål er centrum for den politiske kamp i dag.«

Ove Kaj Pedersen ser Corydons udtalelse som ét svar på to kriser – centrum-venstres vælgerproblemer og velfærdsstaten legitimitetskrise. I efterkrigstiden blev Socialdemokraterne Danmarks klart største parti, også fordi man kunne lave den store fortælling om velfærdsstaten – fra skat til folkeskole, fra fordelingspolitik til værdipolitik. Og Corydon prøver nu med sin tale om konkurrencestaten at række ud efter en lignende position.

»Det er et forsøg på at finde en begrundelse for det, der sker og er sket i de sidste par tiår i den måde, velfærdsstaten har reageret på nye internationale vilkår på, nemlig ved at blive en konkurrencestat. Og det at få et begreb på virkeligheden giver jo også adgang til at skabe et politisk program. Altså selve begrebet om velfærdsstaten blev brugt for første gang i Danmark i en bog, som Jens Otte Kragh redigerede. Det viser, at et nyt begreb giver nogle store politiske muligheder for at samle folk,« siger Ove Kaj Pedersen og fortsætter:

»Men jeg er heller ikke i tvivl om, at Corydon prøver at trække nye skel i det politiske landskab. Mellem dem, der kæmper for at bevare velfærdsstaten på de nye præmisser, og dem, der både på venstrefløjen og højrefløjen kæmper for at beholde den gamle velfærdstat. Hans pointe er, at hvis man ikke accepterer konkurrencestaten, kan ens arbejde for velfærdsstaten blive reaktionært og selvdestruktivt for dansk velfærd.«Det er løftebrudsdiskussionen, vi har her. Mener du, at Corydon prøver at komme med et svar på, hvorfor man brød løfterne til vælgerne?­

»Ja, sådan kan jeg godt fortolke det. Der er et enormt mental-politisk projekt forude, der handler om at ændre danskernes opfattelse af, hvad velfærd er og skal være.«Tror du, at der er det, der skal til for, at S kan genvinde tidligere tiders storhed?­»Jeg ved det ikke. Det kan også være, at Venstre løber med den. I dag er partierne afhængige af, at de kan udvikle et program, der kan håndtere det faktum, at de ikke længere har kernevælgere, men skal slås med hinanden om middelklassens stemmer.«

Staterne konkurrerer

Konkurrencestaten er på den ene side betegnelsen for et internationalt vilkår, hvor staterne konkurrerer om at være mest tiltrækkende over for global kapital. På den anden side er konkurrencestaten navnet på den ny måde, som velfærdsstaten fungerer på, hvor målet er en kompetence-optimeret befolkning.

»I efterkrigstiden skulle velfærdsstaten kompensere dem, der blev ramt af arbejdsløshed og sygdom. I dag forsøger man i stedet at forebygge. Det gør man gennem en uddannelsespolitik, der kan gøre befolkningen bedre til at omstille sig, og man gør det gennem en sundhedspolitik, der siger, at du ikke må blive syg, for så bliver du en omkostning, så du skal ikke ryge eller drikke for meget. Og dernæst går vi i stigende grad fra en fordelingspolitik, der tager fra højere indkomster og giver til lavere, til en incitamentspolitik med gebyrer, afgifter og brugerbetaling. Budskabet er, at hvis du har et specielt behov, sygdom eller arbejdsløshed, skal du i højere grad selv finansiere det, og samtidig giver vi dig incitamenter til at undgå at få specielle behov, vi motiverer dig til at arbejde, vi giver dig en uddannelse, så du kan få et arbejde, vi giver dig et åbent arbejdsmarked. Men du har selv ansvaret for det. Alt sammen for at vi kan gøre os i den internationale konkurrence,« siger han. Pointen er, at forholdet mellem vækst og velfærd er forandret:

»I 50erne og 60erne var væksten betingelse for velfærden. I dag er velfærden et middel til at få vækst, som så kan give velfærd igen.«

Altså det borgerlige modargument er, at det er kun markedet, der kan servicere markedet, ikke staten – historisk betragtet er det vel en ikke helt urimelig pointe?

»Det, der er karakteristisk for Danmark, er, at vi tager udgangspunkt i, at såvel stat som marked har sine fejl, hvor vi prøver at finde en model, der minimerer konsekvenserne af de to fejl – det har vi en meget lang tradition for. I USA mener man, at kun staten har fejl, og derfor skal statens magt netop minimeres. De, der bruger det argument i en dansk kontekst, er oppe imod en flere hundredår gammel tradition i Danmark. Og imod den klare majoritet i befolkningen. Det har de borgerlige partier, måske bortset fra dele af LA, også accepteret.«Et klassisk venstreorienteret synspunkt vil sige, at man med konkurrencestaten lukker nogle tankegange ind, hvor f.eks. syge og uarbejdsdygtige bliver en klods om benet, og derfor bliver det sværere at forsvare at tage os af dem. Har de ikke ret i det?»Jo, den fare ligger der. Min pointe er, at man på tværs af dansk politik har fastholdt, at vi har en forpligtelse til at tage os af dem, som ikke har de mentale og fysiske muligheder for at arbejde. Men dermed sætter man også en sondring ind mellem de, som har muligheder, og de som ikke har. Og den sondring er blevet helt central i den politiske debat. Altså den gamle velfærdsstat var jo en fiasko på det punkt, at den ikke kunne gøre noget ved, at 15-20 procent af en ungdomsårgang ikke fik en uddannelse og derfor ikke fik fast grund under fødderne på arbejdsmarkedet. Og vi ved jo godt, at det ikke er 15-20 procent, som ikke har de fysiske og mentale evner til at tage et arbejde. Det tal er tættere på fem procent. Det er det, der ligger bag diskussionen om dovne-Robert og fattig-Carina. Den diskussion er skarpere i dag end før.«

Er vi så gået fra at være borgere i nationalstaten til at blive medarbejdere i Danmark A/S?

»Vi er alle sammen blevet ansvarlige for videreførelsen af velfærdsstaten. Det er også i den sammenhæng, at vi er begyndt at stille de her urimelige spørgsmål: Hvad er indvandrerens nettobidrag, hvad er kvindens etc. Og det mener jeg er umenneskeligt, fordi de individualiserer det, der er en kollektiv udfordring. De humanistiske værdier i den velfærdsstat, vi har i dag, ligger i, at vi er et fællesskab, og der er et ansvar for dem, der ikke selv kan.«

Nu kom du alligevel til at lyde lidt politisk her til sidst?»Ja, men den måde, jeg definerer konkurrencestaten på, er dybt præget af, at jeg er dansk og derfor har nogle forestillinger, der er præget af min egen opdragelse og skolegang. Ingen samfundsbeskrivelse er værdineutral.«­