Jobrotation sprænger budgettet

Merforbrug på 754 mio. kroner for job- rotationsordningen. Venstre vil have Rigsrevisionen til at kulegrave hele beskæftigelsesindsatsen.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) tager kritik af kontrollen med jobrotations-ordningen med ro: »Rigsrevisionen skal være velkommen til at gå ordningen efter,« lyder det fra ministeren. Arkivfoto: Nils Meilvang Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med en overskridelse af budgettet på hele 88 procent har den såkaldte jobrotationsordning kostet skatteborgerne dyrt i 2014.

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) budgetterede med 859,9 mio kroner til, at virksomheder kunne ansætte vikarer, mens deres medarbejdere opkvalificerede sig, men brugte 754,5 mio. kroner mere end budgetteret.

Det er langtfra første gang, at jobrotationsordningen sprænger alle økonomiske rammer i Beskæftigelsesministeriet. I 2013 var der også en stor budgetoverskridelse, da jobrotationsordningen løb løbsk, og virksomheder begyndte at lade medarbejdere vikariere for egne lærlinge og dermed scorede offentlige midler.

Daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) lukkede hullet i 2013. Allerede på forhånd havde Dansk Arbejdsgiverforening i et høringssvar advaret mod udviklingen, men Beskæftigelsesministeriet valgte at følge STAR, som ikke delte DAs bekymring.

Selv om hullet er lukket, kommer regningerne stadig fra de aftaler, der allerede var indgået. Men nu viser det sig ikke bare, at ordningen er voksede sig større og dyrere, end regeringen ønskede sig: Københavns Kommune kan ifølge TV 2-programmet Operation X være blevet snydt for 35 mio. kroner i ét enkelt jobrotationsprojekt. Manden bag er nu meldt til politiet.

Dansk Arbejdsgiverforening advarede tidligt ministeren om, at det ikke kunne være meningen, at man tog en elev, og så kunne den pågældende generere en mulighed for at tage erstatningsarbejdskraft, siger chefkonsulent Jørgen Bang-Petersen:

»Styringsmæssigt løb det løbsk på grund af politisk ambition, den kreativtet, det udløste i virksomhederne, og så det forhold at kommunerne fik 100 procent refusion. Den ordning, vi har fået fra årsskiftet, er, håber jeg, udtryk for en sundere tænkning og et målrettet redskab. Det her er en læresteg,« siger Jørgen Bang-Petersen.

Rigsrevisionen bør kigge på udgifterne

Underdirektør Stine Pilegaard Jespersen, Dansk Erhverv, siger, at jobrotation er »godt tænkt«, når den fremmer opkvalificeringen af medarbejdere i virksomhederne:

»Men det er en dyr ordning, og derfor bør vi forvente, at myndighederne holder bedre hus med midlerne – ikke mindst fordi man tidligere overså et hul i ordningen. Den aktive arbejdsmarkedspolitik er i forvejen verdens dyreste, og massive budgetoverskridelser i det offentlige er uacceptabelt.«

Spørgsmålet er ifølge Dansk Erhverv, om ikke ordningen simpelt hen er for dyr.

»Hvis formålet er at skabe beskæftigelse, kan pengene bruges bedre.«

Venstre ønsker et møde i forligskredsen, siger beskæftigelsesordfører Hans Andersen:

»Tidligere beskæftigelsesminiser Mette Frederiksen har én gang måttet stoppe et hul. Nu er der så noget, der tyder på, at der igen ikke er styr på, hvordan man bruger jobrotationsordningen,« siger Hans Andersen.

»Min anbefaling er, at ministeren meget snart får indkaldt partierne bag beskæftigelsesreformen til et møde. Hvordan går det med ordningen, er der ting i økonomien, der er løbet løbsk, og er der decideret misbrug,« spørger V-ordføreren.

»Jeg synes også, jobrotationsordningen kunne give anledning til, at Rigsrevisionen skulle kigge på hele beskæftigelsesområdet for at se, om vi har tilstrækkeligt tilsyn og kontrol med de op imod 12 mia. kroner årligt til hele beskæftigelsesindsatsen,« tilføjer han.

Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S) tager det helt roligt.

»Vi skal værne om en god og stærk ordning i vores beskæftigelsespolitik. Hvis forligskredsen mener, at noget kan gøres bedre, lytter jeg gerne til det, og Rigsrevisionen skal være velkommen til at gå ordningen efter.«

Den samlede regning for jobrotationsordningen i 2014 lander på 1,6 milliarder kroner.

Hele tallet skal dog ikke bogføres som en ren udgift. Netto, altså når man tager højde for de dagpenge og den kontanthjælp, man har sparet, er udgiften ca. 360 mio. kroner.