Ellemann-Jensen satser på ro i Venstre efter tumult

Venstres politiske ordfører mener, at rollerne i partiet er klart defineret, og at man kan se fremad.

Miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen holder pressemøde om Erdkehlgraven 'Fredens Havn' i København, fredag den 8. februar 2019. Miljø- og Fødevareministeriet og Københavns Kommune har indgået en aftale, der skal sikre, at der bliver ryddet op i de ulovlige anlæg og fartøjer i Erdkhelgraven. Ejere af anlæggene i Erdkehlgraven har fået et varsel om påbud om at fjerne deres både inden 4 uger. I alt drejer det sig om cirka 90 fartøjer, vrag og anlæg, der skal fjernes.. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen

Torsdagens melding fra Venstre-nestor Claus Hjort Frederiksen om, at han ikke længere vil have næstformand Kristian Jensen til at forlade sin post, skal være med til at skabe ro i partiet.

Det siger Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

»Status er, at den lidt tumult, der har været de seneste ti dage, er vi nu kommet igennem.«

»Den har vi overstået, og rollerne er klart defineret endnu en gang, for at ingen kan være i tvivl. Og så er det op på hesten igen og fremad,« siger han.

Claus Hjort Frederiksen ville i sidste uge have Kristian Jensen fjernet fra posten, fordi han i den tidligere finans- og forsvarsministers øjne havde underløbet Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen.

I et interview med Berlingske i sidste uge sagde Kristian Jensen, at Venstre ved næste valg ikke igen skal gå efter at være med i en SV-regering.

Det var stik imod den politiske kurs, som Lars Løkke Rasmussen lagde i valgkampen i maj og juni.

Her lagde han først tanker frem om en bred regering hen over midten, og dagen før folketingsvalget 5. juni gjorde Løkke en SV-regering til sin førsteprioritet.

Politiske iagttagere så Kristian Jensens udmelding i Berlingske som en udfordring af Løkke, som Jensen håber at afløse som formand.

Venstre holder i november landsmøde, hvor der skal vælges formand og næstformand.

Næstformanden blev fredag i sidste uge imidlertid sat på plads på Venstres sommergruppemøde og måtte erkende, at formanden lægger den politiske linje i Venstre.

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen lavede i 2014 ellers en aftale om et delt formandskab. men sommergruppemødet tydeliggjorde altså, at det er formanden, der lægger linjen.

Det budskab har Claus Hjort Frederiksen torsdag gentaget i et Facebook-opslag.

»Venstres forretningsudvalg havde onsdag aften en lang og grundig drøftelse af opgavefordelingen og ledelsesforholdene i Venstre.«

»Det blev klart slået fast, at formanden har ansvaret for det organisatoriske og politiske. Næstformandens opgaver aftales med formanden.«

»I det lys ser jeg intet behov for ændringer i Venstres ledelse. Vi kan nu se fremad og kaste os ud i opgaven som opposition,« skriver han.

Jakob Ellemann-Jensen, regner med, at der efter den seneste tids tumult kommer ro på i partiet i de kommende måneder.

»Det satser jeg stærkt på. Jeg kan ikke se nogen grund til, at det skulle være anderledes,« siger han.

/ritzau/