DF advarer regeringen mod skatteplan

Hvis regeringen lægger en skatteplan frem allerede nu, så kan den blive tvunget til at trække den tilbage senere, lyder advarslen fra Dansk Folkeparti.

Regeringen risikerer at love danskerne skattelettelser, som den ikke kan levere, hvis den lægger en skatteplan frem allerede inden for de kommende uger.

Sådan lyder advarslen fra Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, efter at statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i weekenden lagde op til, at der kommer en plan for skattelettelser, når regeringen om få uger fremlægger en økonomisk 2015-plan.

- Ved at komme ud tidligere med en skattelettelsesplan risikerer regeringen, at den har trukket nogle penge ind til skattelettelser, som andre partier vil bruge til offentlig velfærd, og så risikerer regeringen, at den må give køb på den plan, den selv har lagt frem, siger Kristian Thulesen Dahl.

Støttepartiet vil tidligst til november gøre op med sig selv, om der er penge til skattelettelser.

/ritzau/