Topchefer kommer og går – Pandora består

Der var stolebytning i Pandora-butikken i denne uge. Igen kunne man sige. Og så er der igen fokus på pensionshusenes bestyrelser. Pensionspengenes jagt på afkast, kræver risikovillighed. Men hovsa, har bestyrelserne kompetencerne til at håndtere øget risikovillighed?

Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis man endnu ikke har fået gnedet sommerferiesøvnen ud af øjnene, er det på høje tid. Business-Danmark er i fart. Det buldrer og brager, og man skal ikke vende hovedet bort for længe, hvis man vil undgå at blive hægtet af.

I denne uge var der drama flere steder i hjørnekontorerne og i bestyrelseslokalerne. Det var også i denne uge, at finansminister Bjarne Corydon fremlagde statens budget for 2015. Der skal pilles lidt hist og her, men det interesser næppe i større målestok erhvervslivet, om end det bliver sjovt at følge det politiske spilfægteri.

Som bekendt er erhvervslivet ikke voldsomt optaget af, om blå blok eller rød blok styrer, blot de styrer i den rigtige retning. Det altafgørende tema, på de indre danske linjer, er væksttemaet. Den vækst, som alle håber på, og som politikerne taler meget om, men som i realiteten bestemmes af udviklingen i udlandet, og især udviklingen i Europa. Lige pt. ser det ikke så forfærdeligt lyst ud. I et valgår er det surt, at væksten ikke helt vil, som regeringen ønsker.

Men selvfølgelig kommer opsvinget, enten før eller efter det næste folketingsvalg. Og skulle du være interesseret i væksttemaet, så er der kalorier at hente på en konference onsdag den 3. september kl. 11.30-16.00 med overskriften: Er du klar til opsvinget? Konferencen finder sted hos DFDS på Østerbro i København med Berlingske Business som samarbejdspartner og interessante oplægsholdere fra både det etablerede erhvervsliv og fra de nye vækstvirksomheder.

Men tilbage til ugens mahognidramaer.

Smykkekoncernen Pandora bragte sig endnu engang i centrum. En hel håndfuld business-kendisser var i spil. Pandoras topchef siden blot 2013, Allan Leighton, træder tilbage i 2015, men fortsætter som næstformand. Pandoras formand, også siden 2013, Marcello Bottoli, glider helt ud (det var signaleret allerede i foråret). Men som bekendt, »for de gamle som faldt er der nye overalt«. De nye hoveder, og nu skal man spidse ørene, er tobaksmanden Anders Colding Friis fra Scandinavian Tobacco og Arla-topchefen Peder Tuborgh. Godt set af Pandora-universets kapelmester, Axcel-chefen Christian Frigast.

Egentlig skulle man tro, at også Frigast ville være på vej ud af Pandora i takt med, at Axcel frasælger sine Pandora-aktier. Men netop Pandora og Frigast hører uløseligt sammen, og derfor er det nok et godt gæt, at Frigast ikke kan gå lige nu, hvor der er så voldsomme udskiftninger, og derfor føler sig forpligtet til at stå for kontinuiteten i Pandora.

Den store udskiftning i Pandora blev tolket og fortolket. Aktiemarkedet tog ikke entydigt positivt imod den store ledelsesrokade i Pandora. Næppe på grund af de to nye, som fremover skal styre Pandora, mere fordi ustabilitet i toppen risikerer at skabe usikkerhed længere nedad i virksomheden og ud til aktiemarkedet. Hvad vil det nye topteam Colding Friis/Tuborgh med Pandora? Bliver det business-as-usual eller ...? Vi får se.

I modsætning til Pandora, hvor dramaet trods alt sker i en økonomisk gunstig periode for Pandora, så er der ikke meget gunstigt overhovedet at se i den Genan-skandale, som forlængst har bredt sig længere ud i systemet, og i den grad hærger hos ejeren, pensionskassen PKA. Det store spørgsmål er, hvor ansvaret for Genan-skandalen skal placeres i PKA-huset, om det overhovedet skal placeres, og hvem der i givet fald skal træde i karakter og uddele de røde kort. Genan-nedturen har igen-igen sat spørgsmål ved, om pensionskasserne har den bestyrelse, som pensionskasserne fortjener.

Formandskabet i PKA udgøres af regionsrådsformand Bent Hansen (han er formand i PKA) og sygeplejerskernes formand, Grete Christensen, som er næstformand i PKA-regi. Altså et formandskab, som ikke sidder der på grund af særlige bestyrelseskompetencer med kendskab til aktie, investeringer, risikoafdækning, ydelsesgarantier med videre, men fordi de altså er valgt til tillidsposter i regionen og hos sygeplejerskerne. Ingen tvivl om, at både Bent Hansen og Grethe Christensen er hårdtarbejdende, troværdige og gode organisationsfolk, spørgsmålet er blot, om de også er de rigtige til at regne den ud, når det handler om pensionen for de flere hundredetusinder PKA-medlemmer.

Det skal med, at bestyrelseshonorarerne i pensionskasseverdenen næppe får mange til at løfte øjenbrynene. Formand og næstformand i PKA modtager et honorar på 81.544,13 kr. Set med medlemmernes øjne er det selvfølgelig godt at holde omkostningerne og dermed bestyrelseshonorarerne i bunden, men når man tænker på, at PKA i værste fald står til at miste i omegnen af en mia. kr. i den betændte Genan-sag, ja så kan disse lave honorarer være for dyrekøbte.

De senere år er der i stigende grad sat fokus på bestyrelsesarbejdet og bestyrelseskompetencerne i pensionsopsparingsverdenen, som håndterer samlede værdier for 3.100 mia. kroner, altså næsten dobbelt så meget som Danmarks BNP. Det er dog noget at holde styr på, og derfor vil der fremover komme endnu mere spotlys på bestyrelserne i pensionsverdenen.

Det tredje store tema i denne uge var den ganske voldsomme kritik Finanstilsynet sendte af sted mod SØIK, bagmandspolitiet. En kritik, der kan koges ned til, at tilsynet ganske enkelt synes, at SØIK ikke har de tilstrækkelige kvaliteter og de rigtige prioriteringer til at gå efter de store principielle sager, eksempelvis i finansen. Den tygger de så lidt på hos anklagemyndigheden og givetvis også hos politikerne på Christiansborg. Et tema, der balancerer mellem den kolde jura og forargelsen i samfundet om, at bankbosserne fra de krakkede banker går fri af videre tiltale.

Intet tyder på, at september bliver kedeligere end august, så hold øjnene åbne. Og skulle du se et glimt at opsvinget, så sig endelig til. Så rykker vi ud.