Politiske talenter tænker i magt og PR

Perspektiv: Der er masser af politiske talenter på Christiansborg. Men de tænker i medier, iscenesættelse og PR som aldrig før, og arbejdsmetoderne er ens fra parti til parti.

SFs landsmøde 2012: Fra venstre Ida Auken (nu R), Astrid Krag og Thor Möger Pedersen (begge nu S), Pia Olsen Dyhr (nu SF-formand) og Ole Sohn (nu S). Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det kan være farligt at udtale sig skråsikkert om politisk talent.

For kort tid siden blev SFs børnebande af mange iagttagere fremhævet som værende i en liga for sig, og mens Villy Søvndal endnu tordnede frem i målingerne, fremhævede han igen og igen, at SF var blevet de unges parti, og han sørgede bevidst for, at hans udvalgte unge – Thor Möger Pedersen, Astrid Krag og Jesper Petersen – fik tildelt centrale poster.

Efter dannelsen af SRSF-regeringen i efteråret 2011 gjorde han reelt Möger til partiets indenrigspolitiske tovholder, mens han selv ville tage sig af udviklingen i verden fra sit nye kontor på sjette sal i Udenrigsministeriet. Fra sit sæde i Skatteministeriet skulle den meget unge Thor Möger stå for at koordinere SFs politik, ligesom han skulle sidde med i alle forhandlinger om regeringens økonomiske politik.

I dag er Søvndal fortid, SF er røget ud af regeringen, partiet har været tæt på decideret opløsning, og tilbage i partiforeningerne sidder aldrende og kriseramte tillidsfolk, mens børnebanden er over alle bjerge. De har for længst forladt SF for at fortsætte karrieren hos Socialdemokraterne.

De talenter, som SF ifølge Villy Søvndal skulle bygge sin fremtid på, tromlede sig frem, viste ingen lydhørhed over for stemningen i SFs bekymrede bagland og endte med at bære et endog meget stort ansvar for SFs splittelse og monumentale nedtur.

Når der er grund til hæfte sig ved børnebanden, skyldes det, at historien om SFs talenter rummer træk og strømninger, som er med til at definere, hvordan politisk talent formes og udvikler sig på Christiansborg i disse år.

For det første var medlemmerne af SFs børnebande omkring de uddannelser i statskundskab, som synes godt på vej til at blive fast grundskole og udklækningsanstalt for unge med ambitioner om at komme ind i politik. Derudover blev bandens medlemmer skolet i en politisk ungdomsorganisation, ligesom de alle fra en tidlig alder fik meget stor interesse for politisk kommunikation og lærte at arbejde tæt sammen med spindoktorer – hvilket ikke mindst i SF tidligere var forbudt.

Endelig har de med deres senere skift til nye partier udvist en form for udpræget manøvredygtighed, som alt efter temperament kan kaldes beundringsværdig eller opportunistisk. De har fra starten tillagt sig arbejdsmetoder og haft et fokus, som har været anderledes end de idealer, som har præget det typiske organiserede SF-medlem, som ofte har kunnet bruge uendelig tid på at endevende interne ideologiske brudflader på venstrefløjen og fifle med ordvalget i alenlange resolutioner, som ingen i omverdenen nogen sinde fik noget at vide om.

De unge SFere ville magten, de ville have SF i regering, og på deres vej frem tog de ofte udgangspunkt i sager, der kunne sælges til medierne og bringe SF i kontakt med nye vælgere. De stemmemaksimerede ud fra læsning af meningsmålinger, og de designede budskaber i tæt samspil med ferme PR-eksperter – mens de til gengæld ikke syntes at være specielt ideologisk rodfæstede.

Deres arbejdsmetoder – og hurtige opstigen – går igen hos andre unge politikere på vej frem.

Ser man sig omkring i det politiske landskab, vil man hurtigt kunne konstatere, at flere af dagens partiledere også har indrettet sig efter at kunne begå sig i medierne og er stærkt optaget af at kunne kommunikere så præcist til vælgerne som overhovedet muligt, ligesom de har relativt nemt ved at skifte politisk position.

En forklaring, som ofte overses, er, at dagens politikere ikke i samme grad som tidligere kan basere sig på en direkte adgang til en bestemt samfundsklasse. I gamle dage var det hele mere enkelt: Venstre var for bønderne, Socialdemokraterne for arbejderne, de Radikale for husmændene og så videre. Men i dag er skellene mellem klasserne blevet mindre, og partierne kæmper benhårdt om at kunne appellere til en stor gruppe midtervælgere, som konstant er i bevægelse. Præcis som moderne virksomhedsledere skal de politiske ledere hver dag arbejde målrettet på at have de rette varer på hylderne og markedsføre produkterne så effektivt som muligt over for kunderne derude.

Opløsningen af de klare klasseskel har betydet, at afstandene mellem partierne er svundet ind. Og når alle kæmper intenst om at vinde midten, svækkes den enkelte politikers rodnet umærkeligt. I hvert fald er det tankevækkende, at vi i de senere år har set så mange partiskift blandt unge fremstormende og utålmodige talenter, som er klar til at skippe forbindelsen til deres gamle parti for til gengæld at stifte et helt nyt parti – eller at fortsætte karrieren i et af de andre partier på Christiansborg. Ud over hele SFs børnebande er der Matthias Tesfaye, som i lyntempo har arbejdet sig gennem de fleste grupperinger på venstrefløjen og derpå forlod posten som næstformand i SF for at melde sig ind i Socialdemokratiet, hvor han nu er folketingskandidat.

Men der er mange andre. Tænk blot på navne som Naser Khader, Anders Samuelsen, Simon Emil Ammitzbøll, Pernille Rosenkrantz-Theil eller Gitte Seeberg. Dertil kommer en endnu længere række af lokalpolitikere, som i de seneste år er flakset rundt mellem partierne i landets kommunalbestyrelser.

På samme vis har SFs børnebande heller ikke været ene om at orientere sig mod medierne. Faktum er, at massemedierne har fået langt større indflydelse på politik end tidligere. Dækningen af politik er eksploderet i takt med, at antallet af medieplatforme er steget dramatisk, og mediernes evne til at virke som en accelerator, der forstærker partiernes op- og nedture, har aldrig været større. Den lavineagtige spredning af nyheder via mediernes hjemmesider – kombineret med den rå debat på de sociale medier – kan på ingen tid udløse uro og kriser i de politiske partier og kræver konstant overvågning.

Nye talenter, som søger en politisk karriere, bliver af samme grund lynhurtigt sporet ind på at bruge en stor del af deres tid på at tænke i iscenesættelse, PR og kommunikation.

Dermed er der kommet en slående forskel i forhold til fortidens politikere, som brugte mere energi på at tænke i holdninger, ideologi og substans, og som i højere grad havde tiden til det, eftersom kravet om hurtige beslutninger og tackling af løbske sager i medierne var langt mindre.

Tankeeksperiment

Der er naturligvis mange undtagelser, og de største talenter kender udmærket deres ideologiske pejlemærker, når de bedriver politik med moderne midler. Men som et tankeeksperiment er det interessant at overveje, hvor langt dygtige økonomer som Poul Nyrup Rasmussen og Mogens Lykketoft ville være kommet, hvis de skulle søsætte deres karriere i dansk politik anno 2014?

Eller hvor langt værdipolitiske idémagere og tænkere som Per Stig Møller eller Bertel Haarder ville være kommet, hvis de skulle begyndte som politikere i dag?

Pointen er selvsagt ikke, at alting var bedre i gamle dage, men derimod at dagens talenter er underlagt nogle rammer, som i høj grad er med til at definere deres udfoldelse. Det er i øvrigt ikke kun i Danmark, at vi ser den udvikling og kan konstatere, at der er skyggesider ved designerpolitik og medievælde.

I Washington D.C. lyder en klassisk vittighed, at Abraham Lincoln aldrig ville være blevet valgt til et politisk embede, hvis han skulle leve op til dagens krav i amerikansk politik. Med sit udseende og sin diktion ville han ikke have haft en chance på TV.