Da erhvervslivets yndlingstalent snublede

Perspektiv: Siden regeringsskiftet i 2011 har finansminister Bjarne Corydon været erhvervslivets yndling, men kæden er knækket for den magtfulde politiker.

Bjarne Corydon er endt med at være mere populær i erhvervslivet end blandt vælgerne. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er en blodig ironi, at Bjarne Corydon er endt som en af SR-regeringens store tabere.

For netop finansministeren har i de seneste år været erhvervslivets yndling på Slotsholmen, hvor han sammen med økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager har været chefarkitekten bag flere strukturreformer og bannerfører for en økonomisk politik, der har høstet ­anerkendelse.

Bjarne Corydon er imidlertid et godt eksempel på, hvor lang afstanden kan være mellem at få succes i erhvervslivet og overleve i den politiske jungle.

Det siger sig selv, at enhver moderne erhvervsleder skal arbejde ihærdigt på at opsætte klare pejlemærker og kommunikere tydelige mål for både medarbejdere og omverden. Stadigt flere bliver endog meget dygtige til disse discipliner.

Men i forhold til erhvervsledere slås ministre med helt anderledes skrappe krav til at kommunikere i de moderne massemedier og agere i forhold til et besværligt og uforudsigeligt bagland, som både består af en folketingsgruppe, en partiorganisation og en masse vælgere.

Netop fejllæsningen af baglandet har mere end noget andet udløst så massive problemer for Bjarne Corydon.

Skal man gøre hans stilling op i dag, repræsenterer han en sælsom kombination af succes og fiasko.

Succes, fordi han i så høj grad har gennemført de nødvendige tiltag, som han er blevet rådet til af sine embedsmænd, vismændene og flere erhvervsorganisationer. Set med mange erhvervslederes øjne har Bjarne Corydon været en entydig succes, fordi han med stor effektivitet og fremdrift har fået planer og initiativer gennemført i et højt tempo.

Når det gælder evnen til at eksekvere, er de parate til at give ham topkarakter. Mange siger det også direkte til Bjarne Corydon, når de møder ham rundt omkring til lukkede seminarer og konferencer. Og når det sker, lyder svaret fra finansministeren:

»Tusind tak, men sig det helst ikke offentligt!«.

Deri ligger fiaskoen for Bjarne Corydon, for når han så nødigt vil have rosen fra erhvervslivet udtalt i fuld offentlighed, skyldes det naturligvis, at han i dag har måttet erkende, at han aldrig i tilstrækkelig grad har formået at få sine egne vælgere til at stille sig bag regeringens reformer og økonomiske politik.

I moderne politik er det kort sagt ikke nok at kunne gøre det rigtige og eksekvere effektivt. For evner man ikke at bygge sine initiativer ind i en fortælling og kommunikation, som når ud til vælgerne, vil man måske nok blive anset for at være et unikt politisk talent hos en lille elite, men man risikerer på samme tid at miste den afgørende folkelige opbakning.

Netop den skæbne kan blive Bjarne Cory­dons, hvis historie i øvrigt synes at blive forlenet med endnu et paradoks:

I rollen som oppositionspolitiker var han således med til at udforme planen »Arbejd 12 minutter mere om dagen«, som appellerede til mange vælgere, men som ikke kunne tåle mødet med virkeligheden.

Som finansminister har han lavet politik, som var perfekt afstemt til de økonomiske realiteter, men som til gengæld ikke kunne tåle mødet med vælgerne.