Perspektiv: Den hellige lighed

Peter Kurrild-Klitgaard: Det giver ikke mening, når politikere, medier og visse eksperter hyppigt taler om levestandard og fravær af ulighed, som om det var det samme. Ikke bare er de forskellige, men der er ikke engang tendens til, at de går hånd i hånd.

A har måske ønsket forbrug nu og her: fladskærm, nyt køkken og lange ferier, mens B måske har sparet op til sin pension, investeret langsigtet og taget ekstraarbejde i stedet for ferier. Så selv med et lige udgangspunkt, vil der ikke gå lang tid, inden nok så lige en udgangsposition er erstattet med ulige forhold. Er det uretfærdigt? Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix

Næst efter klimaforandringer og finanskrise er stigende ulighed formodentlig det mest tabu-belæggende, næsten religiøst klingende dogme, der i dansk politik kan trækkes frem af posen og lægges på bordet som en trumf. Kan det godtgøres, at noget leder til større ulighed, slår det, i hvert fald retorisk og moralsk, stort set ethvert andet hensyn. Desværre.

Skulle man være i tvivl, behøver man kun at huske få år tilbage – til dengang da daværende socialminister Eva Kjer Hansen i et interview henkastet sagde, at der kunne være situationer, hvor vi måske skulle acceptere større ulighed mellem danskerne, hvis det var til fordel for de svageste i samfundet – og det kunne der være tale om, hvis man kunne gøre op med stive systemer, der forhindrede mennesker i at engagere sig i produktiv adfærd.

Udtalelserne, som ret beset var både ukontroversielle og snusfornuftige, igangsatte en veritabel ildstorm, hvor ministerens udtalelser blev karikeret til ukendelighed, og hvor debatniveauet illustreres af, at f.eks. dagbladet Politiken satte lighedstegn mellem ministerens synspunkt og et samfund, der mindede om fattige amerikaneres liv under orkanen Katrina.

At dét var – og er – det generelle niveau for debatten om lighed versus ulighed er næppe sundt.

For det første baserer det sig på en vedvarende forveksling af ulighed og fattigdom. Men hvor det sidste handler om menneskers levestandard, handler det første om forskellene i levestandard, og de to ting er åbenlyst ikke nødvendigvis det samme. Hvis der er to personer, A og B, som begge har 100 kr., men hvor As formue stiger med 100 kr., og Bs med kun 50 kr., så er uligheden imellem dem steget – men nok så vigtigt er de samtidig begge blevet rigere.

Hvis eksemplet virker konstrueret, kan man såmænd i stedet sammenligne to af de mest forskellige lande i verden: USA og Rwanda, som målt med den såkaldte Gini-koefficient har stort set samme indkomstulighed: 45 i USA og 46,8 i Rwanda (2005). Til gengæld har amerikanerne samtidig (2008) en af verdens højeste levestandarder (gennemsnitligt 46.900 dollar, når der justeres for købekraftsforskelle), mens Rwanda med knap 1/50 heraf lå nr. 213 i verden (gennemsnitligt knap 1.000 købekraftsjusterede dollar). Brutalt sagt er det bedre at være fattig i USA end rig i Rwanda.

At lille ulighed heller ikke automatisk går hånd i hånd med høj levestandard kan ses ved at sammenligne f.eks. Danmark og Albanien, der har stort set samme beskedne ulighed (Gini-koefficienter på henholdsvis 24 og knap 27), men med gennemsnitlige indkomster på henholdsvis 37.100 og ca. 6.000 købekraftsjusterede dollar.

Så stik imod de danskere, der hævder, at Danmark har fundet en trylleformular, hvor høj lighed fører til høj levestandard, har de mange samfundsforskere, der systematisk har studeret de eventuelle sammenhænge mellem høj/lav levestandard og lighed/ulighed, fundet, i bedste fald meget usikre sammenhænge – ikke mindst når man kontrollerer for andre faktorer. Ser man på forholdet mellem fordeling af indkomster og vækst i samme periode i verdens lande over en længere årrække, er det væsentligste resultat, at der slet ikke synes at være nogen sikker sammenhæng. Et af de mere sikre forskningsresultater er, at meget tyder på, at højere økonomisk vækst – og dermed højere levestandard – på kort sigt medfører større ulighed (men muligvis større lighed på sigt), mens økonomiske tilbageslag på kort sagt betyder større lighed – fordi destruktion af investeringer og muligheder procentuelt primært rammer de mere velhavende.

Med andre ord giver det ikke mening, når politikere, medier og visse eksperter hyppigt taler som om levestandard og fravær af ulighed, som om de var det samme. Ikke bare er de forskellige, men der er ikke engang tendens til, at de går hånd i hånd.

Det andet punkt, hvor uligheds-debatten bliver forvrænget og til tider næsten skinger, er, når det handler om etik, og hvor det ofte antages implicit eller eksplicit, at en ulige fordeling af samfundets goder i sig selv og nødvendigvis er uacceptabelt ud fra et retfærdighedshensyn.

Er det tilfældet? I så fald vil det eneste acceptable jo være en helt lige fordeling – altså ikke bare socialisme, men rendyrket kommunisme. Men ethvert samfund, hvor man ønsker at hæve sig op over det barbari og den ekstreme fattigdom, der kendetegnede urtidens jæger-samler samfund, vil mennesker uundgåeligt ende med at være ulige. De har forskellige anlæg, interesser og ønsker, og de træffer derfor også forskellige valg. Vi kan bare forestille os to moderne danskere, A og B: Selv med ensartede begavelser, indkomster og formuer i et slags udgangspunkt, vil der ikke gå længe, inden de har disponeret forskelligt. A har måske ønsket forbrug nu og her: fladskærm, nyt køkken, og lange ferier, mens B måske har sparet op til sin pension, investeret langsigtet, og taget ekstraarbejde i stedet for ferier. Så selv med et lige udgangspunkt, vil der ikke gå lang tid, inden nok så lige en udgangsposition er erstattet med ulige forhold. Er det uretfærdigt? Ville det ikke snarere være uretfærdigt at straffe den mere forsigtige B med højere indkomstskatter, formueskatter, arveafgifter og måske til med en ny millionærskat?

Social ulighed mellem mennesker er uomgængeligt, så længe der findes to mennesker i verden, og jo mere civiliseret og højtudviklet et samfund er, desto mere kontrol og tyranni vil det forudsætte, hvis politikerne skal gennemtvinge social lighed.

Det er ikke ensbetydende med, at stor ulighed i sig selv er godt, eller at stor lighed i sig selv er dårligt. Men det betyder, at hvis dét, man virkelig er interesseret i, er, hvor godt et liv mennesker har, er der grund til at interessere sig for andet end, hvordan man flytter penge fra nogle lommer til andre. Så er udfordringen snarere at finde ud af, hvilke politikker og hvilke institutioner, der over tid bedst kan stimulere flest, rige som fattige, til skabe et bedre liv for dem selv og deres nærmeste.