Analyse: Fogh bliver populær i EU - men hvad siger vælgerne

Danskerne får ikke lov til at stemme om den mest vidtgående ændring af EU-traktaten siden Maastricht-traktaten fra 1991. Spørgsmålet er så, om det er positivt for dansk Europa-politik på længere sigt.

Når statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i næste uge flyver til Lissabon for at underskrive EUs nye reformtraktat, kan han forvente en hjertelig velkomst.

For det vil i Lissabon stå endeligt klart, at Danmark ikke vil sende den nye EU-traktat ud til en vanskelig folkeafstemning, og dermed er en af de sidste svære sten på vejen for vedtagelse af traktaten ryddet til side.

Den officielle beslutning om at afblæse folkeafstemningen vil ganske vist først blive truffet af regeringen på et møde næste tirsdag. Men med den juridiske redegørelse i går har regeringen fået den endelige ammunition til at lukke munden på de politikere i ja-partierne, der har talt for det ønskelige i en folkeafstemning om den nye traktat.

Blandt de øvrige EU-lande er der betydelig lettelse over, at Danmark ikke vil holde en folkeafstemning. Det fjerner en del af presset på først og fremmest den britiske premierminister Gordon Brown, der er under belejring fra den konservative opposition og den overvejende EU-skeptiske britiske presse for at udskrive en folkeafstemning om reformtraktaten. Alt tyder nu på, at det kun bliver Irland blandt de 27 medlemslande, som vil sende traktaten ud til folkets dom.

Irerne har ganske vist før stemt nej til en EU-traktat – Nice-traktaten i 2001. Men det var mere et »teknisk uheld« på grund af meget lav valgdeltagelse og manglende engagement fra de etablerede politiske partier i valgkampen. Det er næppe en fejl, som Irlands erfarne og populære premierminister Bertie Ahern vil gentage, når han sender reformtraktaten til folkeafstemning i april eller maj næste år.

Så fra et europæisk synspunkt ser det meget godt ud med den danske afgørelse, der baner vej for gennemførslen af reformtraktaten med dens nye og mere effektive beslutningssystem fra 2009 som planlagt.

Men for dansk Europa-politik er afgørelsen i går mere tvetydig.

Ved ikke at tage chancen med en folkeafstemning går regeringen uden om risikoen for at få et nej, der kunne bringe Danmarks i forvejen skrantende medlemskab af det europæiske samarbejde i fare. Samtidig har statsministeren lovet, at der i denne valgperiode – det vil sige inden for de næste fire år – skal ske et opgør med et eller flere af de danske EU-forbehold ved en folkeafstemning.

Dermed har han imødekommet presset fra det, som i Statsministeriet bliver omtalt som de »de blå sokkers klub«: Nemlig de borgerlige kredse, der ikke har glemt Uffe Ellemann-Jensens (V) europæiske engagement og hele tiden har skubbet på for at få bevægelse i dansk Europa-politik og Danmark placeret som fuld deltager i det europæiske samarbejde lige som før 1992.

På den anden side risikerer statsministeren også, at vælgerne vil føle sig snydt og ført bag lyset.

Et pænt stykke tid før forhandlingerne om EUs forfatningstraktat var afsluttet i 2004, lovede Fogh en folkeafstemning om den kommende traktat. Løftet dengang om en folkeafstemning byggede på en ren politisk beslutning, fordi traktaten var en afgørende politisk ændring af EU-systemet. Ikke på noget juridisk mumbo-jumbo om, hvorvidt den kolliderede med Grundlovens paragraf 20.

Som regeringens egen repræsentant i det konvent, som forberedte forfatningstraktaten, Henning Christophersen, vurderede – så var der jo tale om den mest vidtgående ændring af EU-systemet siden overgangen til unions-samarbejdet med Maastricht-traktaten i 1991.

Desuden havde Fogh på det tidspunkt indgået en aftale med Socialistisk Folkeparti, der skulle bringe partiet ind i ja-fløjens fold.

Men nu er statsministeren trådt tilbage fra SFs krav dengang om, at der skulle være en folkeafstemning om traktatændringen. Regeringen skal derfor næppe regne med SFs støtte, hvis den skal have en ophævelse af EU-forbeholdene godkendt af vælgerne.

En rundspørge gennemført af Ritzaus Bureau for nylig hos SFs folketingsmedlemmer om holdningen til ophævelsen af forbeholdene viste, at der var så mange forskellige meninger, at de kunne spredes ud over 20 tønder land. Nogle ville have det ene forbehold ophævet. Nogle et andet. Nogle ville slet ingenting.

Uden SFs opbakning kan det blive svært at sikre et flertal for en ophævelse af forbeholdene, når vi kommer til folkeafstemningen om forbeholdene. Det ved statsministeren godt, så han kommer til at bruge et stykke tid på at få de nuværende oprørte vande til at lægge sig, før tiden er klar til et opgør med forbeholdene.