Zealand-kaos forstærker bioteks finansieringskrise

Zealand Pharmas problematiske børsnotering sætter en tyk streg under den finansieringskrise, dansk biotek befinder sig i, og sætter samtidig spørgsmålstegn ved venture-finansiering som model.

- Zealand Pharma var desværre ikke det vendepunkt, mange havde håbet på, mener Florian Schönharting, der er partner i Nordic Biotech. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Børsnoteringen af Zealand Pharma, der er den første danske bioteknotering siden 2007, blev ikke det vendepunkt, som biotekbranchen havde håbet.

Efter en turbulent tirsdag morgen endte udbudskursen på det lavest mulige niveau, og kun knap halvdelen af de oprindeligt udbudte aktier blev solgt. Samtidig endte de oprindelige aktionærer med venturefonden Sunstone Capital i spidsen overraskende med at købe aktier i selskabet, fordi manglen på investorer tvang dem til at gå med i tegningen i sidste øjeblik. Og som for at hælde yderligere salt i såret faldt aktiekursen fra kurs 86 til kurs 82 på første børsdag.

Florian Schönharting, der er partner i Nordic Biotech, og derudover som personlig medstifter var med til at skaffe den første finansiering til Zealand Pharma, kalder Zealand Pharmas børsnotering for et »velkommen til virkeligheden anno 2010«.

»Zealand Pharma var desværre ikke det vendepunkt, mange havde håbet på. Men det er ikke overraskende, hvis man ser på, hvordan kurserne på børsnoterede danske biotekselskaber har udviklet sig. Der er ikke som sådan noget i vejen med Zealand Pharma. Selskabet var det bedste bud på en børsnotering. Men kapitalmarkedet herhjemme er meget snævert,« siger Florian Schönharting.

Hos Nordic Biotech har Schönharting og hans partnere taget konsekvensen og ser ikke børsnoteringer som en realistisk exitstrategi langt ud i fremtiden.

»Biotekselskaber er nødt til at indstille sig på en periode, hvor de skal have en alternativ forretningsplan. Med vores investeringer har vi valgt at planlægge en exitrute fra start, hvor selskabet enten bliver overtaget af et andet på et tidspunkt, eller hvor vi klarer udviklingen helt til den kommercielle fase,« siger Florian Schönharting.

Han mener, at spillereglerne på kapitalmarkedet i dag reelt er uforenelige med at være venturefinansieret i traditionel forstand.

»Der er allerede investeret alt for mange penge i biotekselskaberne, og venturefondene har meget svært ved at komme ud. Samtidig bliver der stort set ikke startet nye venturefonde. Der er lagt op til en helt ny model,« siger Florian Schönharting.

Ny holdning til risiko

Adm. direktør i brancheorganisationen DVCA, Jannick Nytoft, er enig i, at Zealand Pharmas kvaler for alvor viser udfordringen for de venturefinansierede virksomheder. Han er til gengæld ikke enig i, at venturefinansieret biotek hører fortiden tid.

»Der er ingen tvivl om, at forløbet omkring Zealand Pharmas børsnotering vil få alle i biotek- og venturebranchen til at tænke sig om. Vi må erkende, at der i dag er en helt anden holdning til risiko, end der var før finanskrisen. Investorerne satser på det sikre og bruger de fleste af deres penge på opfølgende investeringer. Det er et stort problem for lovende virksomheder inden for biotek og clean tech-området, men også inden for IT,« siger Jannick Nytoft, der derfor efterlyser bedre rammevilkår for ventureinvesteringer i vækstvirksomheder.

»Vi har rigtig mange interessante virksomheder med stort potentiale i Danmark. Hvis vi kan skaffe risikovillig kapital til at finansiere deres udvikling, vil det give stort samfundsmæssigt afkast,« mener Jannick Nytoft.

Alligevel afskrækker børsnoteringen ikke Sunstone Capital, der har flere mulige børskandidater i porteføljen.

»Vi er ikke skræmt af forløbet. Vi har respekt for, at det er et marked, som på mange måder er vanskeligt. Der er makrofaktorer, som er problematiske, og det er også et spørgsmål om, hvad appetitten er på forskellige slags virksomheder. Vi kommer fra en periode, hvor der i lang tid ikke har været børsnoteringer, men jeg tror, at hvis man skal børsnotere en biotekvirksomhed, så skal den netop have det potentiale, som Zealand Pharma har,« siger Peter Benson, managing partner i Sunstone og næstformand i Zealand Pharma.