Lars Seiers hotelsatsning får millioner fra Singapore og ændrer konceptet

Her er de vigtigste ting, du skal vide, før du starter din dag. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være helt opdateret.

Foto: Nils Meilvang.
Læs mere
Fold sammen

Godmorgen,

Her har du morgenoverblikket på en dag, som viser sig at være Kåre Schultz' sidste arbejdsdag i Lundbeck.

Lars Seiers hotelsats får millioner fra Singapore

Den danske hotelplatform Nustay, der er ejet af en række danske rigmænd såsom Lars Seier Christensen og den Dubai-baserede investor Magnus Kjøller, får nu en større millionindsprøjtning fra en investor fra Singapore.

RB Investments kommer med en investering på »et større millionbeløb,« skriver Børsen.

»Det er en validering af Nustays koncept, at en investor fra et helt andet land, som har erfaring fra rejsebranchen og har investeret sammen med nogle af de tungeste venturefonde i verden, går ind,« lyder det fra den 28-årige stifter og direktør, Mathias Lundø Nielsen.

Nustay er en digital hotelplatfom, som kan sammenlignes med Hotels.com eller Booking.com. Den danske portal gik i luften i foråret 2016 og indledte samtidig en større reklameoffensiv med Casper Christensen i hovedrollen.

De lovede at, det aldrig ville være muligt at finde en lavere pris på et af Nustays hoteller hos konkurrenterne. Men det løfte kunne Børsen dengang punktere.

De seneste måneder har Nustay arbejdet på en ændring af konceptet. Hvor det tidligere kun var muligt at booke udvalgte fire- og femstjernede hoteller på platformen, har Nustay nu åbnet for flere mere end én million nye hoteller. Det betyder, at man gør plads til hoteller ned til nul stjerner.

Coop gør klar til fremtidens butik: Holder åbent uden personale

Kan man købe sine dagligvarer i en butik uden medarbejdere?

Hvis man spørger Coops administrerende direktør, Peter Høgsted, bliver det en mulighed inden længe. Gennem et par år har Coop testet den såkaldte »bip og betal-løsning,« der vil lade kunderne scanne varerne i butikken på deres mobiltelefon, lægge dem i kurven og forlade butikken uden at stå i kø.

Og hvis man selv kan scanne sine varer og betale på mobiltelefonen, hvorfor så ikke også lade kunderne lukke sig selv ind i butikkerne? I Brugsen i Sengeløse bliver det snart muligt.

»Vi arbejder med en test, hvor man med sin medlemsapp lukker sig ind i en personaleløs butik. Man bipper døren op, bipper sine varer, betaler sine varer på appen og bipper døren i igen. Det kan måske gøre, at vi kan spare nogle omkostninger og gøre den sidste butik i den lille by levedygtig,« siger Peter Høgsted.

Læs mere om ambitionerne i Berlingske Business (Kræver abonnement)

Business anbefaler

Kåre Schultz har sidste arbejdsdag

I går aftes meddelte Lundbeck, at direktøren gennem mere end to år, Kåre Schultz, stopper med omgående virkning. Han sagde i september ja til at blive ny direktør i den store israelske medicinalvirksomhed Teva.

Lundbecks finansdirektør, Anders Götzsche, bliver konstitueret administrerende direktør i Lundbeck, indtil der er fundet en ny til at overtage jobbet fra Kåre Schultz.

Samtidig satte medicinalselskabets bestyrelsesformand, Lars Rasmussen, et par ord på, hvordan Lundbeck ønsker, at Kåre Schultz' permanente afløser skal se ud:

»Vi går efter en ekstern kandidat med erfaring fra life science-industrien,« siger Lars Rasmussen, som forventer at den rigtige kandidat vil blive fundet i løbet af de kommende seks måneder.

Danish Crown vil bygge fabrikker ved Kinas storbyer

Lidt uden for Shanghai vil Danish Crown inden længe tage første spadestik til en stor fabrik, der skal producere kødprodukter til de kinesiske forbrugere. Og hvis alt går vel, vil Danish Crown i de kommende år også fabrikker nær storbyer som Beijing og Guangzhou. Det skriver Finans.

Planen er, at kød fra danske svin skal fryses ned og sejles ud til de kinesiske fabrikker. Her tøs det op og forarbejdes til koteletter, salami, pølser og bacon.

»Vi går målrettet efter toppen af markedet: de købedygtige forbrugere i storbyerne. Alene i Shanghai bor der 25. mio mennesker. De efterspørger i stigende grad sunde, sikre fødevarer, og det er vi specialister i at levere,« siger Danish Crowns koncernchef, Jais Valeur.

Det skal investorerne holde øje med

Nordeas seniorstrateg, Andreas Østerheden, har her udpeget de ting, som investorerne bør holde øje med i dag.

  • Her i de tidligere morgentimer har investorerne fået lidt godter i form af både kinesiske erhvervstillidstal, møde i den japanske centralbank (BoJ) og den kvartalsvise økonomiske rapport fra BoJ. Her kan investorerne bl.a. læse om de økonomiske udsigter i Japan, og vi kan konstatere, at det går bedre, end det har gjort i mange år i den japanske økonomi. Det er bl.a. også derfor, vi anbefaler, at man har japanske aktier i porteføljen, hvor både de økonomiske og indtjeningsmæssige tendenser giver et godt potentiale for japanske aktier.

  • Ud på formiddagen vil der både komme inflations- og BNP data for 3. kvartal fra Eurozonen. Mens inflationsdata formentlig kan lande på den lave side efter den tyske inflation skuffede i går, peger stemningsindikatorerne fra Eurozonen i retning af stærk aktivitet fremadrettet.

  • Sidst men ikke mindst vil investorerne have udsigt til en travl dag med regnskaber. Der er efterhånden kommet fart på de europæiske regnskaber og i dag får vi bl.a. regnskaber for energiselskabet BP og storbanken BNP Paribas.

Det sker på markederne

De asiatiske aktiemarkeder har blandede fortegn tirsdag, men de fleste indeks falder, efter at kinesiske tal for PMI-fremstilling ramte skævt i forhold til det ventede, og de amerikanske aktier vendte pilen ned mandag.

Det skete, i takt med at skattereformen trækker ud, og at det kom frem, at Donald Trumps tidligere kampagnechef Paul Manafort og Manaforts tidligere partner Rick Gates er blevet officielt anklaget for blandt andet konspiration mod USA.

  • Nikkei 225 i Japan: -0,1 pct.
  • Hong Kongs Hang Seng: -0,2 pct.
  • Sydkoreas Kospi: 0,8 pct.
  • Indiens BSE: -0,1 pct.