Enhedslisten raser over EU-dom

En svensk sag ved EUs domstol i Luxembourg får store konsekvenser for Danmark, mener Enhedslisten, der vil have beskæftigelsesministeren i samråd om sagen.

Hverken forskere eller jurister vil endnu vurdere betydningen for Danmark af tirsdagens dom fra EU's domstol i Luxembourg, men Enhedslisten vil allerede nu have beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) i samråd om sagen. Domstolen har taget stilling til en svensk sag, hvor fagforeningerne strejkede mod et lettisk firma og blandt andet krævede højere lønstigninger end mindstelønnen. Den går ikke, sagde domstolen.

Nu sidder forskere, jurister samt LO og DA og nærlæser dommen for at vurdere, om det har betydning i Danmark, men Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører Line Barfod kræver handling nu.

- Med dommen blander EU sig i aftalesystemet ved at afgøre, hvornår en blokade er rimelig i forhold til det indre marked. Dermed ændres betingelserne for dansk EU-medlemskab grundlæggende, og det må føre til en udmeldelse af EU, som det også er foreslået af svensk LO, siger Line Barfod.

Hun vil derfor have beskæftigelsesministeren i samråd om sagen.

/ritzau/