Danskernes formue på skrump

Sidste års kursfald på aktierne var dyrt for danskerne. Hver dansker mistede i gennemsnit 101.000 kr. på grund af krisen på aktiemarkederne, viser nye tal fra Danmarks Statistik. Danske Bank mener, at tallet er for stort.

Foto: Brian Bergmann.
Læs mere
Fold sammen
De voldsomme kursdyk på aktiemarkederne sidste år var hård kost for danskerne. Som følge af de faldende aktiekurser mistede hver dansker i gennemsnit 101.000 kr. i løbet af 2008.

Det fremgår af en opgørelse fra Danmarks Statistik. Heri kan man læse, at de danske husholdningers finansielle nettoformue sidste år faldt med 546 mia. kr. Det svarer til et dyk på 35 procent.

Dermed var vores finansielle nettoformue ved udgangen af 2008 samlet på 1.007 mia. kr.

Danske Bank er dog ikke enig i beregningerne fra Danmarks Statistik. Danske Bank mener kun, at danske familier har tabt et beløb, der nogen lunde svarer til det halve.

Danmarks Statistik skriver, at faldet i den finansielle nettoformue i høj grad skyldes, at de danske husholdningers aktier sidste år faldt med 375 mia. kr. Det svarer til et kurstab på 54 pct.

I slutningen af 2008 var værdien af de danske husholdningers aktier mv. 783 mia. kr., konstaterer statistikkerne.

Slemt nok
Privatøkonom i Danske Bank Las Olsen skriver I en kommentar til Danmarks Statistik tal, at selve tabet på grund af udviklingen på finansmarkederne kun var på 456 mia. kr.

”Derudover forøgede danskerne deres lån med 178 milliarder kroner, men det kan man jo ikke kalde et tab. Til gengæld investerede og opsparede de også 124 milliarder kroner, som på samme måde heller ikke kan kaldes en gevinst,” siger Las Olsen.

”Oven i det skal man huske, at skatten betaler en stor del af tabet. Vi skønner, at det reelle tab i husholdningerne er 52.000 pr. voksen dansker efter skat. Men det er selvfølgelig også slemt nok,” siger Las Olsen.

Boligtab kommer oveni
Han understreger, at tallene fra Danmarks Statistik kun dækker over den finansielle formue.

Hvis boligformuen regnes med, må danskerne indkassere et større minus i deres pengetanke. De faldende boligpriser har gjort, at boligformuen dykkede med 347 mia. kr. i 2008. Det svarer til et tab på 80.800 kr. pr. voksen dansker.

”Tabt boligformue er dog ikke helt sammenligneligt med finansielle tab, for det behøver sådan set ikke påvirke forbruget, at huset er faldet i værdi - med mindre man er i gang med at spise af murstene,” skriver Las Olsen.

”Der er dog ingen tvivl om, at i praksis spiller tab i boligformue en meget stor rolle for, hvor rige, vi føler os,” skriver han videre.