Danske Bank vil stramme – opsvinget er for stærkt til regeringens finanspolitik

Danske Bank opfordrer regeringen til at træde på bremsen i finanspolitiken. Dansk Erhverv er enig og henviser til, at arbejdsmarkedet er presset.

Foto: Kasper Palsnov

Et opsving for den danske økonomi venter lige om hjørnet, og det er på tide, at regeringen griber ind og strammer finanspolitiken. Vi er gået fra krisefrygt til fare for overophedning. Derfor er det nu, regeringen skal træde lidt på bremsen.

Sådan lyder det fra Danske Bank, som med opfordringen er på linje med blandt andet Danmarks Nationalbank. Budskabet kommer, netop som Danske Bank har offentliggjort sin seneste prognose for den danske økonomi.

Heri kan man se, at Danske Bank regner med en vækst i år på 1,5 pct. stigende til 1,8 pct. næste år. Ikke nogen prangende vækst, men alligevel nok til betegnelsen et moderat opsving. Men banken mener, der er en mulighed for, at det kan gå endnu bedre.

Momentum

»Den danske økonomi kan pludselig få et kraftigt momentum. Det er set før. Der er plads til, at virksomhederne kan øge deres investeringer, og til et større privatforbrug. Det gør, at en vækst på 2,8 pct. ligger inden for rammerne af, hvad der er muligt,« siger cheføkonom i Danske Bank Las Olsen, der understreger, at det ikke er bankens hovedscenarie.

Han mener, at tiden under alle omstændigheder er kommet til, at regeringen får dæmpet aktiviteten i økonomien.

»Det er bedre at få vinterdækkene på, før det bliver glat. Vi kører lige nu med en finanspolitik, der giver et underskud på den strukturelle saldo på 0,5 pct. af BNP. Det er det størst tilladelige underskud i henhold til budgetloven,« siger Las Olsen.

Han fremhæver, at med en opstramning af finanspolitiken på nuværende tidspunkt vil regeringen have noget ammunition tilbage, når der igen kommer en krise i den danske økonomi.

(Artiklen fortsætter under grafikken)

En balancegang

Hos Dansk Erhverv ser cheføkonom Steen Bocian også meget gerne, at regeringen bremser lidt op.

»Selv om det ikke er noget særligt stærkt opsving i økonomien, er der et presset arbejdsmarked. Og så skal man stramme finanspolitikken,« siger Sten Bocian.

Han understreger, at det altid er en balancegang, hvor meget man skal stramme.

»Det er ikke en voldsom opstramning, der skal til. Man kan sige, at med en vækst på 1,5 pct. er det et lidt blodfattigt opsving. Det er ikke som den slags, vi havde i de gode gamle dage fra før finanskrisen. Men så længe man politisk ikke kan blive enig om reformer, er det den vækst, som man har at gøre godt med,« siger Steen Bocian.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AE, har tidligere argumenteret imod, at regeringen strammer op – blandt andet fordi AE mener, at udviklingen i privatforbruget ikke er stærk nok.