Brødrene fra Blågårds Plads

Som drenge stjal de cykler og smadrede ruder i kvarteret. Et årti senere handler de med hash i kilovis, begår vold og står tiltalt for at have bestilt et fem-dobbelt lejemord. Læs her et portræt af Hells Angels’ modstandere fra Blågårds Plads og deres præg på en hel bydel i København.

Foto: Christian Als
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Indre Nørrebro var som blæst for mennesker den nat. Kun på spillestedet Stengade 30 festede unge i gymnasiealderen videre i deres kroniske uskyld, ellers var der ikke et øje at se. Ukendte gerningsmænd havde først på aftenen likvideret en 25-årig mand med indvandrerbaggrund, da han ventede i sin bil i Mjølnerparken. Endnu et offer i den københavnske bandekrig, som har bragt tilrejsende reportere fra hele verden til hovedstaden for at få svar på ét spørgsmål:

Hvorfor render ca. 1.000 unge mennesker rundt i et trygt, rigt og veluddannet eventyrland og mejer hinanden ned med pistoler og automatvåben?

Berlingske Tidende ledte samme nat efter svaret på Blågårds Plads – på samme tid et moderne cafésted i hovedstaden og et mytisk sted i den københavnske underverden. Et sted, hvor grupper af indvandrerdrenge har kæmpet med og mod hinanden, vokset sig større og stærkere, og som i dag er samlingssted for en af de mest frygtede kriminelle indvandrergrupperinger i Danmark.

Ingen nærmer sig i dag pladsen uset efter mørkets frembrud, Blågårds Plads-gruppen har sine egne vagter, og »Ulvene« fik færten af Berlingske Tidendes journalist i netop Stengade.

Langs en række træer på den ene side og en mur på den anden sneg de sig op imod den tynde hvide mand, iført dynejakke, hættetrøje og store støvler som i et commando-raid. De standsede ca. 20 meter væk, knap synlige i skyggerne, hvor de overvejede deres næste træk. Han gik ifølge dem klædt som fjenden fra Hells Angels aktionsstyrke AK81 – i en stor dynejakke. Det kunne være en fælde. En ung mand først i tyverne, med sort hår og relativt lys i huden, tog chancen. Hans øjne var vidt opspilede, og han kunne slet ikke stå stille.

»Hey, hvem er du? Hvem er du? Er du AK81? Er du Hells Angels?«

»Rolig nu, jeg er journalist.«

»Ulvene« bevogtede »pladsen«, som indtil for nylig var en uindtagelig fæstning. Men en række drabsforsøg på Nørrebro har forandret alt: Paranoiaen er ved at tage vagterne. »Ulvene« selv er pludselig blevet de jagede. En fra koblet stak sin hånd ned i bukselinningen og fiskede en stor pistol op. Men efter at have set et pressekort stod pistolmanden og vidste ikke helt, hvad han skulle gøre.
»Du skal passe på, forstår du. Ved du ikke, hvad der er sket i aften? De har skudt én i Mjølnerparken. Folk er helt oppe at køre. Lad være med at komme her i sådan noget tøj, lad være med at kigge dig sådan over skulderen. Du risikerer at blive skudt.«

Han stak pistolen tilbage i bukserne. Det hele tog ikke mere end tre-fire minutter, men de havde allerede stået stille for længe nu. Hvis ikke de selv skulle risikere at blive et mål, måtte de videre.

»Lad nu være med at sige noget til politiet.«

»Ulvene« forsvandt, som de kom. Halvt i løb og med døden i hælene.

Mens andre drenge voksede op, voksede drengene på Blågårds Plads ned. I stedet for at passe deres skole blev de ét med gaden og gadens lov. Mens de gjorde det, forvandlede de et fredeligt indvandrerkvarter, engang befolket af danske arbejdere, bistandsklienter og BZere, til et symbol på mislykket integration og lovløshed. Drengene tatoverede de gamle københavnerejendomme med bande-tags for at afgrænse territoriet. »BGP« for Blågårds Plads, »ACAB« for »All Cops Are Bastards« og »187« for død over en civil betjent. De lærte at holde kæft over for politiet, de lærte at passe på sig selv og hinanden.

I 1980erne var Danmarks første indvandrerbande »Warriors« opstået omkring pladsen, og i begyndelsen af 1990erne voksede bekymringen på Nørrebro blandt det store flertal af velfungerende indvandrerfamilier, lærere, grønthandlere, SSPere og politifolk. Det var begyndt med stjålne cykler og smadrede ruder, men udviklede sig til alvorligere kriminalitet, uden at nogen formåede at bremse det. I 1996 ramte 24 skud fra en maskinpistol nærpolitistationen i Blågårdsgade. Politiet mistænkte rødderne fra Blågårds Plads for at stå bag. Men ikke kun politiet bemærkede, at noget var ved at ske på Nørrebro.

Den Store Nordiske Rockerkrig blev på den tid afsluttet med en fredsaftale, hvori Hells Angels og Bandidos delte Danmark mellem sig. I mange af de store byer, hvor Hells Angels fik deres territorium, voksede gadebanderne stille og roligt fra drengestregerne ind i tungere kriminalitet. Pludselig stod der »Fuck Hells Angels« på Assistens Kirkegårds mure, og rockerne kom ud fra deres caféer og fandt deres motorcykler væltet.

Det er egentlig misvisende at kalde Blågårds Plads-gruppen for en indvandrerbande. For det første er der ikke tale om én bande, men snarere fire-fem kriminelle slæng. For det andet er medlemmerne ikke indvandrere, men efterkommere. Gruppen består hovedsageligt af personer, der ganske vist har udenlandske rødder, men er født og opvokset i Danmark. Kernen tæller, ifølge politiet, blot et dusin, men de kan via et stort netværk af familie og venner trække på en hel bydel, når rockerne eller politiet truer deres position. Mobiliseringen foregår via kæder af SMSer.

»Pladsen kan og vil altid kunne noget, som ingen andre grupperinger kan i kraft af sin historie. Hvor de andre indvandrergrupperinger i København vil kunne trække på enkelte allierede fra de øvrige grupper, kommer alle, når pladsen kalder,« siger én af gruppens medlemmer,

I sensommeren spidsede konflikten mellem Hells Angels og indvandrergrupperinger i København, Odense og Århus til, og pladsen besluttede at vise sin magt. Omkring 100 unge indvandrere gik gennem den Hells Angels-kontrollerede Jægersborggade og smadrede biler og ruder. Siden er tingene eskaleret. Blågårds Plads-gruppen er nu hovedudfordrer til Hells Angels’ position på gaden i en strid, der har budt på tre drab og 30 skudepisoder i København. At gå op mod rockerne, som har haft årtier til at opbygge sin organisation og sin formue, kræver ikke kun mod og brutalitet, men også et overskud af penge, våben og villige hænder. Og så kræver det en stærk ledelse.

Pladsens vagter er små fisk på bunden af et ocean, hvor hajerne styrer. Ingen er større end »AB«, hvis navn er beskyttet af forbud mod omtale af retten lige nu. »AB« er én af dem, hvis kriminalitet kan opskræmme en hel befolkning, holde en bydel i et jerngreb og få et folketing til at vedtage hele lovpakker med fordobling af de kendte straffe for at komme folk som ham til livs. »Store AB« kaldes han. Som 35-årig er han én af de ældste, mest snu og mest brutale kriminelle fra pladsen. Han bærer briller, har pjusket hår, og med sin lave højde og sin let korpulente fremtoning ligner han ikke umiddelbart en gangster, hvilket før har fået modstandere til at undervurdere ham. Det skal man ikke. Det viser en sag, han netop er blevet tiltalt i.

Til april skal »Store AB« for retten, fordi han ifølge anklagen hyrede en lejemorder fra Polen til at likvidere fem af sine rivaler. At planlægge den slags kræver seriøse kontakter i den kriminelle verden, penge og en rigtig stor portion despekt for menneskeliv. Den kræver med andre ord en mand som »Store AB«. Lejemorderen nåede ifølge anklagen helt til København, inden politiet fik bremset planen.
»Store AB« er søn af marokkanske forældre og opvokset i beboelsen omkring Blågårds Plads. Som helt ung var han del af det slæng af unge 2.G-drenge, som begyndte balladen og kriminaliteten i det små.

Han fik sin første længere fængselsdom i marts 1999 i en sag, hvor han stod tiltalt for bl.a. fem tilfælde af grov vold og farligt røveri. Sammen med to andre havde han truet og banket flere narkomaner samt snittet dem i ansigtet. Sagen var usædvanlig, fordi politiet selv kontaktede voldsofrene og bad dem vidne for at få dømt den gruppe, som mentes at stå bag vold og uroligheder på Nørrebro. Straffen lød på tre år og fire måneders fængsel til »Store AB«.

Han røg ind, men blev løsladt på prøve fra fængslet i oktober 2000. Blot syv måneder efter sad han der igen – mistænkt i en ny stor sag om kriminalitet. »Store AB« blev igen sammen med to andre tiltalt for at have aftaget i alt 188 kg hash. Hashen fik de overdraget via mellemmænd, som bl.a. udvekslede store tasker proppet med hash foran den populære café Kaffesalonen ved søerne. Politiet overvågede leveringerne og fik optrevlet den kriminelle liga. Da »Store AB« blev anholdt, fandt politiet udover 200 gram hash tre knive, et falsk pas og godt 175.000 kr. i kontanter hos ham. Han var på det tidspunkt på bistandshjælp. »Store AB« blev idømt yderligere to års fængsel i marts 2002.

Blågårds Plads-gruppen begyndte i de år at manifestere sig på det københavnske hashmarked. Det var dengang reguleret fra Christiania, og gruppen krævede flere gange en bid af kagen, bl.a. ved at troppe bevæbnet op i Pusherstreet. Da politiet ryddede gaden i 2004, blev et marked til en anslået værdi på én milliard kroner årligt reelt kastet ud i fri licitation i Københavns gader, og Blågårds Plads-gruppen greb chancen. De fik kontrol over en stribe hashklubber på Nørrebro og blev ad den vej en af de vægtigste aktører på det københavnske hashmarked. En position de, ifølge politiet, stadig fastholder.

Bandemedlemmerne tjente styrtende med penge og var ikke bange for at vise dem frem. Hvor rockerne holdt til i deres luksuriøst indrettede klubhuse, holdt »Store AB« og resten af gruppen hof på caféer og værtshuse omkring Blågårds Plads. Caféen Escobar – opkaldt efter den legendariske colombianske narkobaron – var længe et favoritsted. Blandt mødre på barsel og studerende med bærbare computere holdt »Store AB« møder på caféerne i dagtimerne og planlagde den kriminalitet, som satte sit præg på Nørrebro efter mørkets frembrud. Han ankom som regel til pladsen i store, dyre øser, men morede sig også med at dukke op på cykel. Han gjorde, hvad der passede ham. Når han sad inde, kørte hans bror »Lille AB«, dømt for indbrud, tyveri og bedrageri, forretningerne videre.

Siden 2004 har gademedarbejdere advaret kraftigt opad i systemet om, at den hårde kerne fra Blågårds Plads-gruppen har en stærkt negativ indflydelse på de unge. Én ting er, at dens medlemmer gang på gang begår hård kriminalitet og er uden for pædagogisk rækkevidde. Langt alvorligere er, at kriminaliteten og dens mange penge giver bandemedlemmerne høj status og fungerer som en magnet på flere af de unge indvandrere på Nørrebro. Banderne tilbyder de unge et tilsyneladende nemt alternativ til de krav, som skolen, forældre, lærepladsen eller jobbet stiller. Hvorfor gå i lære og knokle til slaveløn, når man kan tjene gode penge på at sælge hash eller stå vagt på gaden? Først for sent indser de unge, at gaden æder dem med hud og hår. De kommer til at leve et liv, hvor de hele tiden skal kigge sig over skulderen.

Men i flere tilfælde har Københavns Kommune selv belønnet bandemedlemmer, som endnu ikke var fri af det kriminelle miljø. Medlemmer fra pladsen er i et forsøg på at trække dem ud af kriminalitet blevet tilbudt job såsom opsynsmand i en idrætshal eller et kulturhus. Det giver ro i kvarteret – og ro på deres vagt, har håbet været. Men arrangementet øger deres status som dem, der kontrollerer gaden og bydelen, samtidig med at de får en legal og hvid indtægt ved siden af den sorte firkants helt egen økonomi.

Rigspolitiet gør sig ingen illusioner om, at Blågårds Plads-gruppen er på vej ud. I den seneste rapport om de danske bander hedder det, at gruppen »også fremover vil benytte en aggressiv fremfærd over for konkurrerende grupperinger og fortsat vil forsøge at manifestere sig på landsplan«.

Da justitsminister Brian Mikkelsen (K) i onsdags fremlagde regeringens nye, store bandepakke, blev pladsen igen særligt fremhævet. Der skal nu kunne gives tilhold til de bandevagter, der ikke holder sig væk fra Blågårds Plads, hedder det i regeringens store bandepakke.

»Mange borgere er utrygge ved de unge mennesker, der – iført skudsikre veste – render rundt på Nørrebro og holder vagt for banderne og visiterer og generer folk. Der laver vi simpelthen et straks-forbud mod at opholde sig i et område af en radius på 500 meter. Så er det væk fra Blågårds Plads – eller hvor det nu er – og overtræder man det forbud, så er det i fængsel. Første gang. Det skal nok få dem væk,« sagde Brian Mikkelsen.

Pladsens unge vagter er nu for alvor presset, når de sendes på gaden for at passe på »Store AB«s territorium.

Hvis deres kriminelle modstandere har held til at overrumple dem, risikerer de livet.
Hvis de overtræder et tilhold, risikerer de fængsel.
Hvis de tages med et våben på sig, risikerer de endnu mere fængsel.

Truslen mod deres liv har ikke holdt dem væk. Men ministeren er tilsyneladende fast i sin overbevisning.
»Det skal nok få dem væk.«

Efter en hurtig kebab på Nørrebrogade krydsede vi pladsen. Tre dage efter mødet med pladsens vagter var vi tilbage på Nørrebro. Der var sket lidt i bandekrigen i mellemtiden. Lørdag blev en 32-årig færing, som troede han skulle til en koncert i Stengade 32 tæt ved pladsen, skudt i ryggen af tre unge på cykel. Søndag stod to unge med indvandrerbaggrund bag en mindre massakre på Café Våren på Amager, ikke langt fra Hells Angels klubhus. De sårede tre og dræbte én. Værtshusgæsterne blev spurgt, om de var AK81. Pistolmændene ventede ikke på svar, før de trykkede af.

Vi havde lige krydset pladsen og forsvandt ind i en baggård, da råbet lød:

»Hey, det er dig fra Berlingske Tidende, er det ikke?«

Det var en af dem, som holdt os op med en pistol tre dage tidligere. Han havde kun lige fået sko og strømper på efter at være blevet visiteret af politiet. Igen. Det var femte gang den aften.

Journalisten skulle have et kram og et dunk i ryggen.

»Det var okay, ikke. Hvad skal vi ellers gøre? Politiet kan ikke passe på os, vi bliver nødt til at have noget beskyttelse, ellers bliver vi selv skudt. Og vi klarede det jo af, jeg kunne se i dine øjne, at du var god nok.«

En af hans venner kom over og hilste på.

»Han fik hele turen,« sagde han til vennen:

»… med »gun« og det hele.«

Vi skiltes og tog en sidste tur rundt på pladsen, hvor vi atter blev standset af en helt ung vagt i dynevest og hættetrøje.

»Er I politi eller hvad?«

»Journalist. Berlingske Tidende.«

En patruljevogn gled forbi, og vagten fortsatte sin rundering, idet han ved synet af den hvide vogn med blink på taget hvislede ud mellem tænderne:

»Små svin.«

Der er nedlagt navneforbud i sagen om det femdobbelte lejemord, og derfor hedder den tiltalte fra Blågårds Plads-gruppen her »Store AB«. Han og »Lille AB«s rigtige navne er kendt af redaktionen.