Cheføkonomer er normalt typer, der kan pakke historiske epokeskift ind i et sprog tørrere end en knitrende rudekuvert. Men i denne uge faldt en analytiker fra Nordea lidt ud af papirnusserstilen:
»Recessionen spreder sig. Det hele ser mørkere ud end i foråret. Vi står foran en betydelig afdæmpning i verdensøkonomien,« sagde han til Berlingske.
Det ser mørkere ud. Og vi står foran en afdæmpning. Også når det gælder det, vi iklæder os og spankulerer op og ned ad Strøget med. For skal man tro de internationale mode- og trendspecialister, er intet lige nu mere hipt end det mørke, det gravalvorlige, det depressive. Verdens økonomiske tilstand lader sig ikke bare aflæse i boligpriser i frit fald, himmelfarende madpriser og den dødlagte vækst; de herskende modeluner er næsten lige så sikre tegn på lav- eller højvande på vores bankkonti og bekymringsbarometer. Gennem historien har designere været næsten lige så gode spåmænd om mentalitetens flagrende bevægelser som de prægtigste økonomer. Vores kjolelængder og skulderpuder er faret op og ned og ind og ud afhængig af, om vi befandt os i en økonomisk gunstig eller fodslæbende periode.
Nu, hvor det er den sidstnævnte af slagsen, taler fashionistas og trendguruer om »recession chic«. Lidt ironisk og lidt selvmodsigende. For det er naturligvis lidt af en tåbelighed at rende rundt og tænke på at se godt ud, når hele verden derouter ganske uelegant på bagdelen. Men en trend er det.
Da den amerikanske præsidentkandidat Barack Obamas hustru, Michelle, forleden holdt sin første store tale på Demokraternes partikonvent, blev hun i New York Times ikke blot rost for talens husmor-appel, men også for sine »økonomisk krise-chikke« outfits. Fru Obama, der er et begyndende stilikon, har, i takt med at præsidentkampagnen og dens debatemner er blevet alvorligere, nedtonet sine dyre og pyntelige kjoler til fordel for jeans, en »støt vores tropper«-T-shirt og – som under konventtalen – en afdæmpet strikkjole uden andre dikkedarer end en lille broche. Rationalet: Når de amerikanske husstande vånder sig under kreditkrisen, kan den aspirerende førstedame ikke stå og glitre med diamanter og design-bling-bling.
Underordnet er det så, at Michelle Obamas grønne sweaterkjole formentlig har kostet en formue. Det handler om, hvad man signalerer. For stil og mode forsvinder ikke – heller ikke denne gang – selvom vi er på røven. Men den bliver alvorligere, mere politisk og udstråler desillusion.
De dyreste mærker på de fornemste catwalks har for længst fornemmet krisestemningen og den globale, mentale usikkerhed. I hvert fald har de seneste kollektioner fra flere store modehuse – kollektioner, det tager op til et år at forberede – vist sig at være præget af dystre farver, lige, stramme linjer eller nærmest gotisk look. Og basisdesigns, der kan holde flere sæsoner.
»Dels er det en modreaktion på, at vi har haft så mange farver og former i de seneste glade år. Dels er det klart, at i dårligere tider skal produkterne være mere brugbare og holdbare. Den almindelige forbruger vil da hellere købe et jakkesæt i dæmpede farver end en vild silkekjole,« siger Malene Malling, der er grundlægger af magasinet Cover og har skrevet kandidatspeciale om mode som mentalitetshistorie.
Allerede under New Yorks modeuge i begyndelsen af året noterede kommentatorer, at der var meget mindre luksus og mindre tilbehør end normalt. Designeren Marc Jacobs, der ses som de inspireredes über-inspirator, sendte allerede sidste år triste farver og store, beskyttende silhuetter på podiet. Christian Lacroix fyldte dette års efterår-vinter-show udelukkende med sortklædte modeller; Balanciaga og Narciso Rodriguez, der nok plejer at kunne vride en blomstret kjole ud af ærmet, fulgte trop med sorte cocktailkjoler og seriøse dragter, og Yves Saint Laurents designere gav modellerne sort læbestift og simple dragter på. Læg dertil, at tidens mest populære film er sorte, mystiske og skræmmende – som Batman-filmen »The Dark Knight«.
»Sort er som en maske,« har Christian Lacroix – der kalder sin krisetilpassede stil ’ny minimalisme’ – sagt til magasinet Time. »Den nye renhed af linjer [...] er måske tegn på en beskyttelse, som er forbundet med recession, præcis som i slutningen af 1980erne.« Sort og rene, stringente linjer er altså panseret eller suttekluden man griber til, når tiderne er trange og utrygge. Taske-giganten Louis Vuitton har set dét lys ved at udsende sit 100 år gamle signaturdesign Damier – skaktern i lysebrun og brun – i en sort/grå udgave. En seriøs taske til en alvorlig tid.
Og seriøse – det vil vi være nu. Catwalkene vrimler med »suits« til både mænd og kvinder. Salgstal fra England viser, at slipset har fået et gevaldigt comeback… her havde man ellers forudsagt slipsets død efter dot.com-bølgen i begyndelsen af årtiet, hvor IT-entreprenører gjorde det smart at gå på kontoret i hængerøvsbukser og klip-klappere.
»Der er en stærk tendens i retning af, at man skal se seriøs ud. Det går mod noget mere uniformeret, maskulint og stramt, mange jakker, blazere og bukser, også til kvinderne. Det minder om fattig-80erne, hvor skulderpuderne vandt frem, kvinderne skulle se maskuline ud i en tid, hvor der var kamp om jobbene,« siger Malene Malling.
Også de billigere mærker som H&M og Gap er med på nedturs-moden. Til efteråret skal vi ifølge dem iføre os avisdrenge-looket m/k fra 1930ernes store depression; med tweed i grå eller brun, tern og nålestribede veste. Eller vi skal tage grunge-looket fra 1990erne med store støvler og S-togsæde-materialer til os igen; dog i en raffineret udgave, hvor man ikke ser ud, som om man lige er kravlet op af vasketøjskurven.
Mens tweed, uld og andre grove materialer vinder frem, bliver det buskede look også et hit i ansigtet. Væk er øjenbryn så tynde som blyantsstreger eller det velplukkede look; det naturlige »Brooke Shields i 1980erne«-udseende med et par ordentlige larver over øjenskyggen bliver in. Som Prada for nyligt har vist det ved sit efterårs-vinter-show. Rationalet? At man i disse krisetider naturligvis har for travlt med seriøse problemer til forfængeligt at ræse på klinik og få rettet øjenbryn. Tankegangen gælder dog kun for hår nord for næsen.
Før man anlægger sig tommetykke øjenbryn, er det dog værd at holde sig for øje, at trends jo skifter. Og skifter hurtigere end nogensinde før; bl.a. takket være føromtalte H&Ms hurtige kopidesign og designernes trang til at være enten afspejlning eller antitese til tidsånden.
For de eksklusive og smarte vil ikke være som alle andre. De vil i længden ikke være triste, når alle andre er triste. Eller ubekymrede, når ubekymrethed bliver folkeeje. Det har historien givet rigelige eksempler på. Tag 1920ernes mode med korte, glade charleston-kjoler. De opstod som en afspejling af det nye århundredes optimisme og Første Verdenskrigs afslutning. Da 1930erne og Den Store Depression oversvømmede verden, faldt kjolesømmen igen ned til anklerne. Efter Anden Verdenskrig, da der var mangel på alting, inklusive tekstiler, introducerede Dior, som en antitese til tristessen, sit »New Look« – med ekstremt vide kjoler, der krævede uanstændigt meget stof. Først flåede vrede parisere – helt bogstaveligt – tøjet af de første kvinder, der vovet iførte sig skrudet midt i det fattige Paris. Senere blev »New Look« old news i de parisiske gader.
I 1960erne signalerede de korte Twiggy-skørter ungdomsfrigørelse og økonomisk optur. Da 1970ernes oliekrise kom, reagerede moden ved at introducere mere jordbundne designs og materialer, og den anti-materialistiske hippiebølge blev dermed ikke bare en mental bevægelse blandt de mest flippede, men en mode for folket. I fattigfirserne, hvor arbejdsløsheden var høj, reagerede moden ved at introducere ekstremt skarpe uniforms-silhouetter eller gik i »Dollars«-gear med højt hår, marengslignende skrud og vanvittige farver. Hvorefter de pænt velhavende 1990eres mest iøjnefaldende mode var den rendestensinspirerede grunge.
Når verden således er kommet sig over chokket over at befinde sig i recession, er det derfor ikke utænkeligt, at moden hurtigt svinger tilbage, at vi inden længe går i blomstrende pangfarver og korte kjoler igen. Eller måske er det langtfra så simpelt. Måske afhænger det bare af den, der tager bukserne på, siger Maria Mackinney-Valentin, der forsker i trends og mode ved Danmarks Designskole:
»Engang var det nemmere at diagnosticere trends. I dag er tilgangen til og mængden af trends så helt enorm, bl.a. pga. butikker som H&M. Men vi har stadig brug for fortællingen i vores beklædning, og vi gør brug af moden til at give verden mening. Om det er sandt, at der er en reel sammenhæng mellem verdens økonomiske tilstand og modens svingninger; det ved jeg ikke. Men fortolkningen er meget belejliget for moderedaktører og sælgere. De laver en god forretning ud af at sælge en fortolkning, der giver mening.«
Nedturs-chik
Det gik så godt med økonomien i Danmark, at mændene begyndte at gå i pink, og kvinderne fandt neonfarverne frem igen. Nu er økonomien på vej i sort – og det samme er moden. Det grå, det sorte tøj, det seriøse og langtidsholdbare design buldrer frem. Sammen med buskede øjenbryn. »Recession chik« er kodeordet. For selvom vi skulle ryge på røven, kan vi stadig gøre det med STIL.
LÆS MERE
Fik du læst?
