Antikkens adrætte sendebud

Den klassiske filolog Otto Steen Due, der omsatte bl.a. Homer, Vergil og Ovid til et nutidigt og spændstigt dansk, er død, 69 år.

Otto Steen Dues indsats fratog os endnu en undskyldning for historieløsheden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Oversætteren og videnskabsmanden Otto Steen Due er død efter en operation, 69 år gammel. Det kan være svært at forstå, når man nu ofte ved festlige og litterære lejligheder så den lærde mand i munter samtale med rødvinsglas i hånd. Otto Steen Due udstrålede både med sin krop og sin ånd en særlig adræthed og livsappetit. Man tænkte uvilkårligt, at der var mange gode arbejdsår i ham endnu, og godt for det, for hvad kunne han så ikke endnu nå at berige os med af levende og mundrette oversættelser af oldtidens mesterværker.

På den anden side skyldte han ikke noget, når man ser den monumentale liste af oversættelser, han har præsteret gennem årene. f.eks. Homers »Illiaden« og »Odysseen«, Ovids »Forvandlinger« og »Elskovskunst. Håndbog i hor«, Vergils »Aeneide« m.fl.

Otto Steen Due blev professor i klassisk filologi i Århus 1973 og tog doktorgraden året efter med en afhandling om Ovids »Forvandlinger«. Men allerede i 40-års alderen kastede han sig over det, han selv kalder sit »halvkunstneriske« virke: Gendigtningen af det bedste af oldtidens folkelige litteratur, så støvet lettede fra siderne og menigmand igen kunne være med. I årene 1989-95 var han endvidere direktør for Det Danske Institut i Rom. En fornem karriere, der ikke bliver mindre imponerende af, at Otto Steen Due var ordblind som barn og efter eget udsagn forblev så totalt talblind, at han ikke var i stand til at memorere et telefonnummer, inden han tastede det ind.

Stillet over for disse kendsgerninger gav Otto Steen Due dog ikke op. Formentlig har netop kampen for at overvinde denne hårde modstand givet ham et afsæt, der kunne føre til højder, som måske ikke var nået med et mere bekvemt udgangspunkt. Han lærte at færdes hjemmevant i sit eget fags forlængst uddøde sprog, ligesom han beherskede både engelsk, tysk, fransk og italiensk. Han kunne også, hvis det endelig skulle være, klare sig på nygræsk.

Otto Steen Due nød det privilegium, at den traditionelle sondring mellem arbejde og hobby aldrig rigtig gav mening i hans tilfælde. Det gav en rig tilværelse og det er formentlig på den baggrund, han pålagde sine venner at mene, at han »havde levet et langt liv og døde mæt af dage«, som det er fremgået af tegneren Ivar Gjørups mindeord i Politiken.

I vore dages frejdige forventninger om et meget langt liv lyder sådan et udsagn helt naturstridigt. Men Otto Steen Dues fantastiske fornyelse og formidling af antikkens store litteratur til dansk er i sig selv et vidnesbyrd om de store verdener og kulturværdier, der ligger uden om »vore dage« og nutidens alt for korte horisont.

Med hans indsats har vi en undskyldning mindre for historieløsheden. Klassikerne er hos os. Lige til at gå til.