Hvad havde man ventet af Alfred Brendels besøg i Operaen fredag aften?
Måske ikke så meget. Den østrigske klavervirtuos har sjældent været den helt rigtige til nogen slags musik så hellere Daniel Barenboim til koncerter af Mozart, András Schiff til sonater af Beethoven, Gerald Moore til lieder af Schubert og så videre.
Men efter få minutters symfonikoncert med Det Kongelige Kapel og 76-årige Brendel ved klaveret var man rigtig glad for billetten. Så meget klaverspil havde han endnu i de gamle fingre. Så stor indlevelse i Mozarts dramatik. Så overraskende evner for hudløst nærvær.
Han minder i hvert fald ikke om nogen andre. Og han mimrer ikke som nogen andre. Fra nu af kan man kun høre klaverkoncerten nr. 24 med den stemme i ørerne.: »Hm.. Hmmm«. Alt imens hans hænder glider uhjælpeligt smukt over Mozarts rørte vande. Om han så kun havde haft fem brugbare fingre, ville det være smukt. Ikke mindst den dystre midtersats får han helt ud til kanten dér hvor Mozart sprænger flere rammer end Beethoven på et helt liv. Og kommer man i tvivl, afleverer han lige verdens mest fingernemme finale.
At velspillet Mozart er det bedste, man kan høre dét ved alle. Men tænk at det også kan være med aldrende Alfred Brendel. Han spillede, som ville han trække den absolut sidste nydelse ud af sit livs elskede: musikken.
Og alligevel lå det allersmukkeste måske i hans samarbejde med operaorkestrets chefdirigent, Michael Schønwandt. Hvert andet øjeblik var bevægende i den retning: De to mænd minder lidt om hinanden kunstnerisk. Farver deres musik med samme, bløde melankoli.
Hvilket danskeren foldede helt ud i Gustav Mahlers første symfoni med »Mester Jakob« i mol... I hans blide hænder får musik gerne et nationalromantisk anstrøg. Selv den progressive Mahler? Ork ja. Her var der ingen port mod det 20. århundrede, snarere et storslået ekko af århundredet før.
Sådan kan man nemlig også.
