Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Hvis less virkelig er more, så var vi ude i noget gigantisk, da den norske sanger Erlend Øye og hans berlinske band The Whitest Boy Alive forvandlede Roskildes Odeon-telt til én stor, fintpulserende love-in.
Ud fra stort set ingenting fremtryllede den ranglede, rundryggede brilleabe med sovefrisuren og hans vidunderlige orkester en smågenert og hulbrystet discopop, der sneg sig dybt ind i et henrykt publikums hjerter.
The Whitest Boy Alive er et band, der ikke ville kunne gøre en flue fortræd, men som med garanti kunne få den til at danse. Bassist Marcin Öz er en blid maskine, der pumper den ene ladning boblende minimalistiske kærtegn af sted efter den anden.
Trommeslager Sebastian Maschat er placeret helt forrest på scenen, hvor han sidder med siden til publikum og nærmest aer sine trommeskind. Pianist Daniel Nentwig ser rar ud og gør hvad han skal, og Erlend Øye behandler sin guitar som om de var på deres første date sammen.
Tilsammen swinger The Whitest Boy Alive, så englene synger, eller i hvert fald hvisker. Og kvartettens univers rummer uden problemer såvel flimrende analog house som en forførende rar udgave Paul Simons »You Can Call Me Al«. Måske inspireret af Krautrock-pionerer som Neu! økonomiserer bandet så knaldhårdt med deres virkemidler, at selv de mindste forskydninger i sangenes grooves fremkaldte euforiske scener i det dybt taknemmelige telt.
Den kærlighed greb Erlend Øye, som den kun kan gribes på Roskilde Festival, og sendte den retur i koncentreret form med en musik, der føltes som en sværm af fingerkys.
Redaktionen kan forkorte i indlæg. Din mening kan blive bragt både i avisen og på www.berlingske.dk.
Med venlig hilsen
Berlingske Tidendes Netredaktion
