The War On Drugs
»A Deeper Understanding«
★★★★★☆
Warner Music
»I’ve heard the big music / and I’ll never be the same,« sang Mike Scott i front for The Waterboys tilbage i 1984. Omgivet af en kæmpe produktion, der omgående fik én til at forstå, hvad han mente.
Der er blevet snakket rigtig meget om, at The War On Drugs-bagmand, Adam Granduciel, står på skuldrene af folk som Bob Dylan, Bruce Springsteen, Neu! og Brian Eno. Og de er helt klart alle sammen at finde i The War On Drugs’ episke rocklyd. Men mere end nogen anden er det nok Mike Scott og hans idé om big music, som Granduciel bygger videre med The War On Drugs.
Det er på alle måder en stor og bredspektret rockmusik, der omslutter og siden transporterer sin lytter. Sådan var det på »Slave Ambient« (2011) og gennembruddet »Lost In The Dream« (2014), og sådan er det fortsat på det nye album, »A Deeper Understanding«.
Hvor »Lost In The Dream« lød som en kulmination, så fremstår »A Deeper Understanding« som en stensikker konsolidering af Granduciels musikalske vision. Der er kort og godt tale om en mesterlig sangskriver, guitarist og producer på toppen af sit game.
Numrene lyder stinkende godt. Der er en helt utrolig bredde og dybde i produktionerne - som om Granduciel arbejder i endnu højere opløsning end vanligt. Der er medrivende, maskinel fremdrift i trommesporene, mens synthesizerne maler uendelige technicolor-horisonter, hvor Granduciels Neil Young’ske guitarsoloer rejser sig som knudrede bjergrygge og elektriske storme. Resultatet er en følelse af at svæve som en fjer med hundrede kilometer i timen gennem evighedernes dramatiske landskab.
De kvaliteter havde sangene på »Lost In The Dream« også. Men Granduciel justerer og forfiner nok til, at det på lang størstedelen af numrene ikke føles som en gentagelse med en viderebygning. På »Up All Night« programmerer han f.eks. sit hidtil mest groovy trommespor, mens han på sange som »Pain« og »Strangest Thing« - en af årets bedste sange - synes at finde helt nye teksturer i sin utrolige guitarlyd.
Og så er Granduciel ikke mindst vokset som sanger. Han ligger højere i mixet og synger med mere følelse og autoritet i sin stemme. Om hvem han er som mand og menneske, hvor han hører til, hvad han er lavet af. Om at overvinde smerte og nederlag og ultimativt finde sig selv ved at give sig hen til en anden: »Pull me closer / let me hold you in / give me a deeper understanding of who I am,« som det lyder et sted.
Det er store sager. Iscenesat som stor musik. Jeg tror, vi har fundet årets rockplade.
