En tur i bluestumbleren

Mike Andersen kan sit blueshåndværk, men udfordrer traditionerne alt for lidt på sit nye album, »Home«.

»Home« af Mike Andersen Fold sammen
Læs mere

Aarhusianske Mike Andersen er efterhånden et etableret navn i de blueskredse, hvor man ikke skal rode for meget rundt i genrebegreberne og helst skal have mindst ét nummer på repertoiret, der handler om en at sidde på en bar et eller andet sted i verdens udkant.

Og det har Mike Andersen da også på sit nye album, »Home«, skabt i samarbejde en flok musikere som pianisten Kristian Fogh, Kristian Kold på bas, Jens Kristian Dam bag trommerne og guitarist og sanger Johannes Nørrelykke. En yderst solid konstellation, der kan deres rundgange og giver de ti numre på »Home« en solid ballast. Titlen har i øvrigt intet med en vis ejendomsmæglerkæde at gøre, men refererer til tilblivelsen i Mike Andersens eget hjem.

Men der er nu alligevel noget friværdi og fast ejendom over denne udgivelse. Eller det er lidt som at træde ind på en bilauktion og lade edn frække Ford Mustang cabriolet og den potente 4x4 Jeep Wrangler stå for i stedet af vælge en god, slidstærk og pålidelig Toyota Avensis. Vel at mærke dieselmodellen, komplet med jydekrog og god plads i bagagerummet.

Det bliver aldrig rigtig farligt og bluestraditionerne bliver ikke for alvor udfordret. Ikke fordi det nødvendigvis altid er dårligt, men det er ikke altid nok at have håndværket på plads, hvis man vil andet end give det, den faste fanskare forventer.

Og når Mike Andersen så i dén grad bliver ved med at træde rundt i beddet, hvor alle genrens klichéer er blevet udvandet til ukendelighed, så bliver man en kende træt. Den der historie om at være på landevejen og savne det derhjemme bliver gentaget en del gange, mens det eviggyldige kærlighedstema på godt og ondt også får endnu en gang i bluestumbleren. På den måde er netop det nummer, der handler om at sidde alene på baren, faktisk dette albums suverænt bedste. »Mr. Drifter« slipper ikke ud af traditionernes favntag, men har alligevel sin egen dvælende tone. Man føler faktisk lidt, at man sidder der i dunkel belysning med en bourbon på disken sammen med Mike Andersen. Ikke noget dårligt selskab, men skal vi ikke snart snakke om noget andet end kærlighed og afsavn?

Hvem: Mike Andersen. Hvad: »Home«. Nordic Music Society.