Stærkt, men sårbart stortalent

FKA Twigs debuterer med en dragende og sensuel R&B-plade, der synes at transmittere direkte fra fremtiden.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

FKA Twigs er ikke helt som de andre. Den 26-årige brite med det borgerlige navn Tahliah Barnett har både spanske og jamaicanske rødder og har indtil for nylig mest gjort sig som danser i musikvideoer for navne som Kylie Minogue og Jessie J. Men den tid er nu uigenkaldeligt slut. For med debutalbummet »LP1« markerer hun i første hug, at hun er meget mere end blot en krop og en pynte­genstand.

I FKA Twigs’ langsomt slæbende univers krydser tidens dunkle R&B klinger med reminiscenser af både triphop og 90er-chanteusen Aaliyahs sensuelle futurisme. Men referencerne er egentlig ligegyldige. For de er filtreret gennem Bartnetts særegne sensibilitet, der ikke rigtig minder om noget andet lige nu.

Selv om hun arbejder i en popkontekst, er lyden omkring hendes på én gang stærke og skrøbelige stemme kompleks: Fuld af mørke skygger, røgslør, klaprende rytmer og slæbende perkussion, der accelererer og synkoperer om ørerne på lytteren. Det gør det til en mere klaustrofobisk end decideret medrivende lytteoplevelse. Hvilket dog bestemt har sin berettigelse med et par gode høretelefoner.Udover det innovative lyddesign er der gods at hente i modsætningen mellem Barnetts selvsikre måde at præsentere sig selv visuelt og musikalsk på og så hendes tekster, der er forsiret af usikkerhed og tvivl. Både i forhold til hende selv og i forhold til kærligheden. »Was I just a number to you?« lyder det et sted. Og det er lige præcis denne sårbarhed, der gør hende til noget særligt i en tid, hvor mange kvindelige popstjerner udstråler en nærmest pornografisk seksualitet.

Halvt menneske, halvt dukke

Hos Twigs er seksualiteten ofte langt mere intim og baseret på gensidig tillid. »When I trust you we can do it with the lights on«, lyder det hviskende på »Lights On«, mens fjerne sirener, flikkende perkussion og en kontrabas danser æggende under hende.

Andre steder er hun mere stærk, eksplicit. Som på albummets bedste skæring, »Two Weeks«, hvor hun selv pludselig udtrykker et aggressivt begær i linjer som »You know I’d put you first, I can fuck you better than her«.Denne dobbelttydighed går også igen på coveret, hvor hun fremstilles som en uhyggelig pyntegenstand. Halvt menneske, halvt dukke. En stor rød plamage breder sig ud over hendes plastiske ansigt. Er det sminke? En rødmen? En læsion? Det er ikke til at sige. Men det er umuligt ikke at blive draget af det.

Og det samme kan man for så vidt sige om hele denne egensindige albumoplevelse. Der med sin gennemførte æstetik øjeblikkeligt skriver FKA Twigs ind blandt tidens fremmeste kvindelige kunstnere som Grimes, Lana del Rey og Janelle Monáe, der alle nyder stor succes i grænselandet mellem pop og det mere alternative.

Eneste anke – og det er ikke en uvæsentlig en – er, at enkelte melodier ikke altid rammer samme høje niveau som lyden, stemmen og teksterne. Så selv om der er rigtig meget at bifalde her, savner jeg efter endt lytning stadig de helt afgørende melodiske svirp med rottehalerne. Men får hun det aspekt med, kan hun nå skræmmende højder i fremtiden.

Hvem: FKA Twigs. Hvad: »LP1«, Young Turks/Playground.