Håret er punk. Læderjakken er funk. Mellem benene hænger en ubestemmelig dims.
Der findes klassiske superstjerner – og der findes Nigel Kennedy. På den ene side hører briten til verdens højest betalte violinister. På den anden ligner han en af Storm Ps tiggere.
Manden har slået sig op på noget mellem kunst og klovn, mellem finkultur og fællesnævner, mellem det smalle og det brede. Han gjorde det allerede ved sit sidste danmarksbesøg for snart ti år siden. Og han gjorde det igen i Tivoli torsdag aften.
Hvorfor egentlig? Vel nok fordi der stadig findes mennesker med frygt for den store musik. Klassisk er farligt og ikke noget for os.
Altså med mindre Nigel Kennedy står på scenen. For han er jo lidt som dig og mig. Også han kan vælte rundt som en hund i et spil kegler – og selv han kan i sidste ende afsløres som fake. Kennedy rimer på kommunikation i klodeklasse.
Men helt ærligt: Klassisk er ikke spor farligt. Og manden ligner en parodi på sig selv efterhånden.
Som når den 52-årige løber ind med violinen i den ene hånd og kaster håndtegn med den anden. Den ene halvdel af salen hylder ham som en helt, den anden halvdel griner overbærende. I svage øjeblikke kan man næsten få ondt af ham. Kom ud i mørket, få en krammer og lad os så høre dig spille violin med ro sindet.
Alligevel får den kendte fodboldtosse sin bold i mål. Kennedy scorer på kontakt, på charme, på point. Og selvfølgelig på sin gode vilje.
For han sprang jo ind for sygemeldte Martha Argerich i sidste øjeblik, reddede koncerten med Royal Philharmonic Orchestra lige på stregen, anede intet om arrangementet bare få timer før.
Så derfor lå hans kostbare Stradivarius stadig på den anden side af kloden. Og derfor havde han slet ikke spillet klassisk i ugevis. Nigel Kennedys liv står på jazz for tiden.
Manglende violin, manglende forberedelse, manglende rutine… Forklaringerne er bedre end en syg moster. Burde han i virkeligheden have sagt nej? Selvfølgelig ikke.
For vel bliver begyndelsen af Beethovens violinkoncert direkte pinlig. Manden ville knap nok bestå konservatoriets eksamen. Hans stil er urolig, dramatisk, overdrevet anderledes. Altså lidt i retning af finske Pekka Kuusisto – bortset fra at Pekka aldrig spiller så falsk.
Men han får det bedste ud af situationen. Især når musikken bliver enklere. Den smukke sats nummer to ånder for eksempel på en helt ny måde.
Og yes, yes, yes… I finalen får man omsider ekkoer af den gamle provo, den virtuose provo. Komplet med råb, tramp i gulvet og klange af Jimi Hendrix i kadencen.
Orkestret kunne der skrives en roman om? Aldrig har man hørt mage. Vel var det ungarske slagnummer en lidt sær åbning. Men hjemlandets vemodige Elgar hænger stadig i ørerne. Den musik kunne man dø til. Hvilke stjerner…
»I hope you had a good time«, smiler Nigel Kennedy til sidst. Svaret er åbenbart ja. Folk må op hele fire gange. Så gid de kommer tilbage og hører den ægte vare af og til.De bedste værker i klassisk er som englesang. Eller kan i hvert fald være det.
