Elektronisk wunderkind finder nye veje ind i musikken

På album nummer to bekræfter Nicolas Jaar, at han er en af sin generations mest spændende lydskulptører.

pressebillede Fold sammen
Læs mere

Det er ikke for ingenting, at den chilensk-amerikanske Nicolas Jaar er blevet kaldt et elektronisk wunderkind.

Debutalbummet »Space Is Only Noise« (2011) blandede på unik vis minimalistiske beats, sælsomme vokaler og manipulerede reallyde, mens »Psychic« - en plade lavet med sideprojektet Darkside i 2013 - slap afsted med at lyde, som hvis Pink Floyd havde spillet house med Mark Knopfler på guitar. Viljen til at blande kortene på nye måder er i den grad også til stede på den nu 26-årige musikers anden soloplade »Sirens«.

På »The Governor« ramler en rock-a-billy blues-rundgang sammen med et hektisk manipuleret big-beat, et Eric Satie-agtigt klaver-sample og en nærmest free-jazzet saxofon. Vildt udflippet og totalt i orden. På »No« tager Jaar på elektronisk ekskursion til Latinamerika, mens »History Lesson« lyder som doo-wop sunget med computer-sjæl.

Enkelte passager bliver lige vel stillestående, men der er gaver i vente til de åbne og vedholdende.

Hvem: Nicolas Jaar
Hvad: »Sirens« (Other People)