En selvbiografi. En filosofisk samling essays om livets tilskikkelser. En roman med mere eller mindre spirituelle overtoner.
Hélène Grimaud har allerede forfattet tre bøger. Den franske økolog kæmper også for ulvenes vel og vel og har købt et større landområde i USA til formålet.
Men det er som pianist, hun har gjort sig berømt. Hun optrådte i DR Koncerthuset kort efter åbningen i 2009 – som en af de første på klaver. Og hun vendte i den grad tilbage i denne uge. Nu med Beethovens bedste klaverkoncert på programmet. Nu endnu mere hengivet og endnu mindre af denne verden.
Men! Hvis hovedretten skal smage, så må forretten være i orden!
Gruppearbejde
DR SymfoniOrkestret optræder som regel i samlet flok. Ugens arrangementer skulle være en undtagelse: Man har ladet orkestrets blæsere og strygere arbejde lidt hver for sig – og levere resultatet som eksklusiv kammermusik midt i det hele.
Først en meget tidlig serenade fra Richard Strauss’ hånd. Et stykke for blæserne alene og dygtigt udført. Højst lidt begivenhedsløst.
Så den store sekstet fra »Capriccio« af samme Strauss oversat til fuldt strygerkorps af dirigenten Hans Graf.
Det er stadig musik til den forglemmelige side. Men man føler sig altid godt underholdt i Strauss selskab. Hans musik ejer en særlig tæthed i teksturen, en ekstra melodi oven i de andre. Uanset hvad.
Og cresendoet fortsætter. Aftenen bliver bare bedre og bedre. Folk hoster stadig mindre og snakker stadig mindre.
Mozarts allersidste serenade for blæsere er i mol det meste af tiden. En mageløs, abstrakt, underligt dødsmærket musik. Tilhørerne sidder åndeløst under de traurige toner. Ikke mange værker i denne verden kan komme efter Mozarts bedste.
Glem yderlighederne
Det kan Beethovens fjerde koncert for klaver og orkester så!
Hélène Grimaud viser sig på scenen. I kridhvide klæder som et spøgelse. Efterhånden tynd til det betænkelige. Kun hårbøjlen med rækken af glimtende sten gør hende virkelig og menneskelig.
Den næste halvtime vil stå som en stjernestund i koncerthusets historie.
At man overhovedet kan lægge hende til sidst! Solister er som regel på før pausen – fordi en stor symfoni trods alt siger mere.
Men lige præcis Hélène Grimaud er højdepunktet i ethvert arrangement.
Hun går sjældent til yderligheder i nogen forstand. Farten og lydstyrken holdes meget moderat. Af hensyn til helheden:
De tre satser finder en fuldendt balance mellem perfektion og det magiske nu og her.
Og ja. Hun sukker selv højlydt i den tyste midtersats. Men det skyldes aldrig manér eller spil for galleriet, kun det inderligste engagement – som var det første gang.
Hvilken aften. Man savnede vel kun lidt ny musik på sådan et program. Lejligheden havde jo været den rigtige.
På den anden side: De bedste ting kunne være skabt i går.
Hvem: DR SymfoniOrkestret med Hélène Grimaud og Hans Graf. Hvad: Musik af R. Strauss, Mozart og Beethoven. Hvor: DR Koncerthuset, fredag.
