Man sætter en CD i afspilleren.

Begyndelsen må være verdens mest populære violinmelodi overhovedet: De første takter af »De Fire Årstider«.

Så man forventer violinsolist og fuldt orkester og det hele. Vivaldis allermest optimistiske begyndelse! Åbningen af »Foråret«!

Men intet virker helt som før. Vivaldis vidunderlige klang af grøde og fuglekvidder står ligesom i stampe. Og da ti sekunder er gået, føler man sig helt sikker:

Albummet ligger meget langt fra det kendte værk.

En anden komponist har blandet sig i Vivaldis violinkoncert. Italienerens selvbevidste barokstil anno 1723 er åbenlyst byttet ud med en slags afspændingsmusik anno nu.

Max Richter er briten med det tyskklingende navn. Født en vinterdag i januar 1966 på tysk jord. Uddannet i Edinburgh og på det legendariske Royal Academy of Music i London.

Og efter sigende Deutsche Grammophons næstmest sælgende kunstner for tiden. Kun overgået af guitaristen Miloš Karadaglić - men altså foran selv de største legender i klassisk musik.

Det uforudsigelige

Han har ret præcist udgivet et album hvert andet år siden sit gennembrud:

»Memoryhouse« fra 2002 var i familie med amerikansk minimalisme og blev flittigt benyttet som filmmusik af særligt BBC.

»The Blue Notebooks« fra 2004 gik over i det mere mediterende. Langsomme og bløde klaverklange bølger næsten forskelsløst om ens ører. Eneste brud er uddrag af Kafkas bøger, læst op af filmstjernen Tilda Swinton - kendt som den hvide heks i filmene om Narnia.

Næste album overraskede til gengæld alle. »24 Postcards in Full Colour« fra 2006 lød rigtig meget anderledes. Briten gik i den modsatte grøft og skabte et sæt på 24 ringetoner - komplet med elektronik og lyde som en støjsender fra krigens tid.

At han også kunne komponere avantgarde, vidste de færreste. Enkelte var ligefrem lettede.

Det er også blevet til balletmusik og lydspor til flere film de senere år. Skabt af en komponist, der åbenlyst vil det hele og kan det meste. Alle med samme stilblanding og uforudsigelighed i udtrykket.

Hans seneste opus udkommer på mandag og skulle så fortsætte ad de uventede veje. Albummet hedder »Recomposed by Max Richter« som hovedtitel og fortsætter med »Vivaldi: De fire årstider« i mindre bogstaver. Dets foreløbige succes skyldes i høj grad violinsolisten Daniel Hopes indsats - en anden brite med sans for det alternative.

Hvad skal vi bruge en forvrænget Vivaldi til?

Max Richter er en herre med lang uddannelse og styr på harmonierne. Briten kunne sagtens skrive symfonier af klassisk tilsnit. Hvis han altså ville.

Og hvis han husker én plade fra sine forældres reoler, så er det Vivaldis violinkoncerter.

Misbrugt musik

»Vi valgte »De Fire Årstider«, fordi jeg kendte dem så godt,« siger Max Richter til Berlingske.

»Jeg kendte dem på en måde for godt efterhånden. For de misbruges jo konstant i reklamer og alt muligt. Så jeg hørte dem knap nok som fire værker fra barokken længere.«

Du valgte dem, fordi de var ødelagt i forvejen?

»Man kan sige, jeg ville reclaime dem. Jeg ville ligesom erobre dem tilbage og gøre dem til musik igen.«

Fænomenet har mange navne: Man kalder det postmoderne musik. Eller musik på musik. Eller metamusik.

Nogle sætter dets fødsel til de tidligste tider. Historiens anden komponist af navn hed Pérotin og arbejdede i Paris omkring år 1200 - og skrev sin musik direkte ind i forgængeren Léonins nodebog!

Komponisten og forfatteren Karl Aage Rasmussen har endda sagt det lige ud: At postmoderne musik i virkeligheden kom før moderne musik.

Man stiller sig solidt på sine kollegers skuldre og skaber så sit eget på den grund. Eller med et konservativt slogan: Man forandrer for at bevare.

Andre anser tredje sats af den legendariske »Sinfonia« fra 1968 for genrens begyndelse. Et mesterværk af den nu afdøde Luciano Berio.

Den italienske komponist var i sommerhus kort før det store studenteroprør brød ud. Han lånte samtlige noder hjem fra det lokale bibliotek - tømte simpelthen hylden med partiturer.

Og han satte så udvalgte passager af de gamle mestre sammen til et helt nyt værk.

Et halvt hundrede citater popper op som i en kaotisk drøm. Tyvekoster fra historiens store skatkammer må kæmpe om vores opmærksomhed: Man får nogle sekunder af Bach hér, nogle sekunder af Beethoven dér, et øjeblik af Berlioz og Brahms og alle de andre.

Det hele spillet af kæmpestort orkester og sunget af otte solister i mikrofon. Og med romantikeren Gustav Mahlers frygteligste vals som rød tråd: En vals ind i sindssygen.

Men slutningen af tresserne var nu engang kaotisk. Luciano Berios værk ramte tidsånden lige i hjertet og gjorde komponisten til en berømthed.

Det skelsættende værk er indspillet mange gange gennem tiden. Første gang af ham selv på plademærket Sony. Siden af fine navne som Semyon Bychkov på Philips og Riccardo Chailly på Decca. Bedste indspilning på markedet har i mange år været den med Pierre Boulez på Erato.

Værket satte gang i en hel bølge. Musik på musik blev in de næste årtier. Selv de hårdeste modernister kunne ikke komponere et minut uden lån fra store ånder.

Altså lige indtil man ikke orkede mere. Komponisterne blev trætte af citater for et par årtier siden. Metamusik har været lidt af en sjældenhed siden 1990ernes midte.

En genres genkomst

Dét er den så ikke længere! Genren slumrede bare, viser det sig. Og den har i mellemtiden fostret fænomener som klassiske dj’s - de sørger for gammel musik til passende lejligheder og blander hjertens gerne middelalder med modernisme.

Max Richters seneste værk ligner en krone på metamusikkens overraskende genkomst.

At netop han skulle gå ind og møblere om på Vivaldis værksted, er ikke så sært igen. Han har ikke sin flair for gammel musik fra fremmede. Max Richter var en af de sidste studerende hos - Luciano Berio.

Du er simpelthen elev af manden bag Sinfonia. Hvad lærte du mest af ham?

»At man aldrig må smide noget væk,« siger Max Richter.

»Berio forkastede aldrig noget i vores historie. Vores fortid er hos os og vil sige os noget. Du kan sagtens kalde os postmodernister - men vi er først og fremmest bare mennesker, der elsker den gamle musik.«

Din egen musik lyder alligevel anderledes end hans...

»Sikkert. Jeg har heller ikke været så optaget af Vivaldis oprindelige arkitektur.

Min egen udgave af De Fire Årstider er mere brutalistisk. Hvis jeg ikke kan bruge en af Vivaldis ideer, klipper jeg den bare væk. Eller jeg gentager en melodi meget oftere end han selv gjorde,« siger han.

Det brutalistiske går ikke på lyden. »Recomposed by Max Richter« er ikke musik, der støder nogen væk. Albummet lægger sig tværtimod tæt op ad det fordringsløse - næsten som feel good.

Lyttere med stort kendskab til »De Fire Årstider« må også savne mange af ørehængerne: Max Richter har kun brugt omkring en fjerdedel af Vivaldis toner, fortæller han. Resten af musikken er gentagelser og mere eller mindre fri fantasi over de sprøde stemninger.

Men noget må være i gære. De første skæringer af albummet blev forsøgsvist sendt ud allerede sidste år og er gået som varmt brød.