Allerede inden Kidd i 2011 lavede damer i stedet for penge, kunne man opleve ham portrætteret i alt fra etablerede livsstilsmagasiner til urbane undergrundsblade. Sjældent har en debuterende kunstner fået så meget foromtale. Kidd var noget anderledes. En ny stemme, som man ikke havde hørt den før, og ikke mindst del af et setup med Cheff Records, der gjorde op med datidens stadigt lettere dogmatiske tilgang til musikmarkedet og kastede musikken ud i flæng på Youtube og Soundcloud.
Kidd havde et flow, der med lige dele småskinger stemmeføring og rend-mig-attitude skilte vandene.
Jeg må indrømme, at jeg var hardcore tilhænger af hans delvis anarkistiske stil og attitude, og derfor har jeg da også med stor interesse set frem til det nye album med den fuldstændig hjælpeløse titel »Kiddæssancen«. Og lad mig sige det på den her måde: Ja, damer har der sikkert været nok af, men nogle penge må Kidd altså have lavet, for produktionen er mærkbart bedre end tidligere. En lang række forskellige producere fra Rasmus Hedegaard til TopGunn har været inde over, og det løfter lyden til nye højder. Til gengæld synes noget af den umiddelbare vildskab og det anarkistiske snit, der prægede debuten, at være gået tabt. Måske er Kidd blevet ældre og mere målrettet, måske er det hele bare blevet mere professionelt, men det er gået ud over noget af nerven.
Fræk kærlighedserklæring
Man hører det mest, når tempoet sættes ned, som på »Brunt Øje«, hvor Kidd kælent crooner sig gennem en frækkert af en kærlighedserklæring, men den rolle som casanova falder helt til jorden, trods det at mange af rimene stadig sidder lige i skabet. Det er bare ikke som førsteelsker, at Kidd har sin styrke. Det samme gælder mere poppede numre som »Gud er Kærlighed« og førstesinglen, »Ryst ’Pagne«, hvor selvransagelsen trænger sig som perlende bobler mod overfladen, men desværre ender som studentikose selvfølgeligheder. Måske naturligt for Kidds sted i livet, men alligevel noget trættende, når vi andre skal høre filosofien.
Der, hvor Kidd – stadig – er bedst, er på hjemmebane – når festen kører i højeste gear i klubben. Som på »Kongerne af 2011« og åbneren, »Blæst igen«, hvor stemningen gejles op med et tungt beat og en nasal vokal, der rapper om livet på kanten af dansegulvet med »trusser op i luften« og »stop med at snakke, jeg er fucking stiv«. Her fornemmer man ingen træghed i Kidds evige rastløse søgen efter den næste fest, og måske er det der, hans stil har sin største berettigelse. Musikken fra Kidd er ikke til søndag formiddag, men til fredag nat.
Hvem: Kidd. Hvad: »Kiddæssancen«, ArtPeople.
