Et fængende syretrip

På amerikanske Black Keys’ nye album lykkes det at kombinere fængende sangskrivning med udsyrede ekspeditioner tilbage til 70ernes psykedeliske musik.

Black Keys. PR-foto Fold sammen
Læs mere

The Black Keys har vist sig som eksperter udi kunsten at skære svært fængende rockmusik med respekt for traditionerne. Simple sager, der sidder fast ved første lyt. Skulle man være i tvivl, er det bare at lytte til duoens to seneste plader, »Brothers« (2010) og »El Camino« (2011), der har gjort dem til et kæmpe navn. Hvilket egentlig gør dem til lidt af en anormalitet her i det nye årtusindes andet årti. For rockens tag i det store mainstreampublikum er bestemt ikke, hvad det har været.

Men forsanger og guitarist Dan Auerbach og trommeslager Pat Carney ved altså, hvad der skal til. Og det gør de stadig på deres ottende album, »Turn Blue«, hvor duoen - der i studiet reelt set fungerer som en trio med producer Brian »Danger Mouse« Burton som tredje medlem – langt hen ad vejen fortsætter ud ad samme succesfulde spor som på »El Camino«. Forstået på den måde, at duoens sans for catchy melodier, fængende temaer og medrivende grooves er intakt, omend de denne gang tripper mere ud på den 70er-psykedeliske måde.

Vel undt succes

Det knap syv minutter lange, herligt sumpede åbningsnummer, »Weight of Love«, kunne godt få en til at tro, at The Black Keys var gået i en ny mere krævende retning. Men efter at den udsyrede guitarsolo – et ellers sjældent element på gruppens senere plader – toner ud til slut, er vi i overvejende grad tilbage i det korte og fængende format, som gruppen har gjort til sit varemærke.

Og det er altså lang hen ad vejen en god ting, når de stadig formår at skrive sange som det frækt stødende titelnummer, den svært medrivende »Fever« og den muskuløst pumpende sci-fi-pscyhedelia »Year In Review«. Her som på resten af numrene godt hjulpet på vej af Danger Mouses mange fine og varmt klingende produktionsdetaljer.

Det er ikke helt nemme ting, der foregår her. Det er poleret uden at være sterilt. Udsyret uden at miste sin popappel. Heftigt refererende uden at virke plagierende. Tilbageskuende men samtidig moderne. The Black Keys’ største force er, at de får det til at lyde så ubesværet. Succesen er dem vel undt.

Hvem: The Black Keys

Hvad: »Turn Blue«, Warner