At have en stor stemme er én ting, hvordan man vælger at bruge den en anden. Tænk bare på Celine Dion som alt for ofte har for travlt med at demonstrere sin tonale rækkevidde. Mariah Carey og Christina Aguilera er andre eksempler på, hvordan vokal fleksibilitet ender i det rene skrigeskinkeri.
Til den kategori hører også amerikanske Anastacia, der har nydt kommerciel succes siden debuten »Not That Kind« fra 2000. Nu er hun seks album inde i karrieren, der dog har budt på en ufrivillig pause på grund af Crohns sygdom og brystkræft. To slag, som Anastacia lykkeligvis har vundet, og hendes nye album har derfor kunnet få den optimistiske titel »Resurrection«.
Nogen genopstandelse eller genfødsel er det nu ikke i kunstnerisk forstand. I stedet en skridsikker, men lidt farveløs blanding af generisk poprock og ballader med godt med piano med strygerfløde. »I Don’t Want To Be The One« er et eksempel på det sidste, mens rockerierne tegner »Stupid Little Things«.
Dét, der løfter albummet, er imidlertid Anastacias stemme. Når den altså er afspændt og går efter lavmælte, eftertænksomme stemninger. Men stemmen er også problemet. Og begge dele, forcerne og svaghederne, høres i »Dark White Girl«, hvor hun sine steder rammer en fin og følsom tone, mens hun i andre passager absolut skal synge igennem på en ret ulidelig, læderbukseagtig facon.
Det er lidt ærgerligt. Men mon ikke Anastacia-fans ser anderledes på det. Og helt indiskutabelt lykkeligt er det, at hun er rask igen. »I’m not ready to go just yet«, synger hun et sted. Dét er godt at høre.
Hvem: Anastacia. Hvad: »Resurrection«, BMG.
