Billedet af Rafael Frühbeck de Burgos gik verden rundt:
DR SymfoniOrkestrets chefdirigent var på besøg i USA og blev dårlig – men gennemførte sin koncert siddende på podiet.
Han er ikke helt kommet sig endnu og måtte derfor droppe sin medvirken i koncerthuset i denne uge og næste.
Så ind med landsmanden Juanjo Mena som afløser. To værker blev spillet som lovet. Et tredje måtte byttes ud. Godt at man holdt fast ved den store suite over Richard Strauss’ musik fra »Rosenkavaleren«!
Den er som altid et utrolig dejligt stykke musik i egen ret. Næsten en symfonisk digtning med valsen midtvejs og de store steder til sidst.
I torsdags rigtignok ikke helt uden slør i strygerne med flere. Men det gør af en eller anden grund ikke noget den aften. Både fordi lyden som helhed står så fantatisk – og fordi dirigenten trods alt først har sagt ja til opgaven for nylig.
Solisten i samme Strauss’ salige »Vier letzte Lieder« må til gengæld have sunget dem til bevidstløshed. Angela Denoke er en af tyskernes halvstore stjerner i mellemste generation. En sopran med utrolig stor stemme og spændvidde. Næsten en skabsalt.
Hendes klang minder ret meget om instrumentet theremin – kendt fra titelmusikken til »Barnaby« og diverse gyserfilm.
Thereminen er så samtidig sentimental i det langsomme vibrato og sjældent helt ren. Og hvor de fire sange ellers er vidt forskellige, så lyder de lidt for ens i Angela Denokes mund.
Stærkt til gengæld med koncertmesteren Håkan Rudners indsats! Han former tredje sangs store violinsolo uendelig loyalt efter sopransolistens lyd. Strauss’ fire svanesange bliver til musik i de minutter.
Et okay bytte
Efter pausen? Dvoráks symfoni nummer otte var den planlagte. I øvrigt et mindst lige så glimrende værk som den mere berømte nummer ni.
Men aftnens afløser på dirigentpodiet kunne ikke nummer otte og insisterede på nummer syv i stedet for.
Som udgangspunkt et knap så stærkt værk. Men samtidig den første musik, Juanjo Mena virkelig kender. Han får ualmindeligt fine ting frem i både symfonien og orkestret.
I symfonien det skønneste skær af nationalromantik med dens dansende alfer og bryggende mosekoner.
I orkestret en klang, man ikke har hørt mage til længe. Strygerne lyder af en eller anden grund helt fantastisk. Både her og gennem aftnen som helhed.
Prisen er stadig mangel på præcision sine steder. Men man betaler den gerne. For sikke de mennesker kan engagere sig!
Juanjo Mena var her også forrige år. Berlingske kaldte ham »aftnens uhøjtidelige dirigent, en mand nede på jorden, en underholder af himlens nåde« dengang.
Og han er det stadig. Måske bortset fra det med benene på jorden: Han danser, rejehopper, vælter nær omkuld sine steder af bar’ begejstring over det danske orkester.
Spanieren sprang ind for sin mere berømte landsmand og reddede et par koncerter. Ikke alle værker endte vel lige fantastiske. Men spurgt helt forsigtigt:
Ligner han ikke Rafaels oplagte efterfølger? Ligner han ikke et bud på DR SymfoniOrkestrets kommende chefdirigent?
Hvem: DR SymfoniOrkestret med dirigenten Juanjo Mena og sopranen Angela Denoke. Hvad: Musik af R. Strauss og Dvorák. Hvor: DR Koncerthuset, torsdag. Blev også spillet fredag. Genudsendes søndag kl. 12.15 på P2.
