Sam Smith er en uovertruffen sanger. Ingen tvivl om det. Og når stemmen bliver brugt rigtigt - som på hans gæstevisit på Disclosures ekstatisk nyklassiker, »Latch« - kan den udrette små mirakler. Og hvor ville jeg dog ønske, at Sam Smith og hans bagland havde trukket noget af den optur og energi med ind i hans solokarriere.
Men næ nej, i stedet valgte man på hans debutalbum »In The Lonely Hour« fra 2014 at iscenesætte ham som en mandlig udgave af Adele. Hvilket vil sige som en helt klassisk balladesanger med knust hjerte og kronisk tåre i øjenkrogen; En tryg og pladdersentimental musikalsk konservatisme med Smiths åbne homoseksualitet som det progressive figenblad.
Men Sam Smith blev altså en kæmpe succes på begge sider af Atlanten og vandt både Grammy- og Oscar-priser. Og ja, han var svær ikke at heppe på med sine rødmossede, tykke kinder og generte blå øjne. Ligesom Adele var han en klassisk underdog, og dem elsker de fleste af os som bekendt.
Her tre år senere har Sam Smith tabt sig så meget, at han nu ligner en decideret førsteelsker et eller andet sted mellem George Michael og Jude Law. Godt for ham. Det samme kan man desværre ikke sige om hans musik, der på det nye album »The Thrill Of It All« lyder svært oppustet i al sin højtbelagte banale følsomhed.
Det handler om noget så originalt som ulykkelig kærlighed. Naturligvis udtrykt i så tilpas universelle termer, at alle kan være med. Det hele er stort set hængt op på Sam Smith, der med skælvende falset hulke-synger sig igennem den ene sparsomt instrumenterede ballade efter den anden. For ligesom at understrege, at han er Palle Alene i Verden. Kun afbrudt af nogle massive gospelkor, der lige pludselig dukker op for ligesom at give det hele noget letkøbt himmelsk gravitas.
Men når teksterne samtidig er stoppet med så banale linjer som »baby, we don't stand a chance, it's sad but it's true« og »you are on my mind / and I think about you all the time«, ja så er vi altså tættere på Pixi-bog end kunst. Og det står slet ikke mål med den svulmende patos, som Sam Smith lægger for dagen.
Blandt de positive undtagelser er »HIM«, hvor Sam Smith henvendt til Gud gør op med kristendommens idé om, at homoseksualitet skulle være en synd. Her får han de simple fraser til at arbejde for sig fremfor mod sig: »I love him« er på papiret en banal kærlighedserklæring, men det er for så vidt hele pointen. Fordi linjen er sunget af en mand - og fordi vi aldrig tidligere har hørt en stor popstjerne synge om det så direkte og åbenlyst - får det en anden vægt.
Desværre lider musikken på »HIM« stadig af den samme sentimentale gospel light-lyd som alt andet her. Og det bekræfter kun indtrykket af en søvndyssende og følelsesmæssigt enstrenget omgang store våde hundeøjne.
Sam Smith
»The Thrill Of It All«
★★☆☆☆☆
Universal
