The Minds Of 99 viser igen klassen på nyt profetisk udspil

Det danske band fortsætter den gode stime på »Solkongen (Del 1)«.

Foto: Daniel Hjort. Danske The Minds Of 99 er blevet et medlem fattigere på deres nye miniudgivelse, »Solkongen (Del 1)«.
Læs mere
Fold sammen

Det er vildt, hvordan sange somme tider kan tage farve af virkeligheden. Ændre sig. Få en anden vægt eller klang end intenderet, fordi der sker noget, der får rammen til at forskyde sig.

Lyt bare til sangen »Ubåd« fra The Minds Of 99s nye mini-udgivelse, »Solkongen (Del 1)«. Her synger forsanger Niels Brandt:

I min ubåd lægger jeg nu planer
flere end du aner, former resultater
I min ubåd elsker dig for evigt
kender virkelig ingen, som der kender mig

Sangen om manden i ubåden lander midt i en af de mest omtalte kriminalsager i nyere dansk tid og lyder som om, at den er sunget fra en vis drabssigtet ubådsbyggers perspektiv. Men Brandt var dog forleden ude og understrege, at sangen faktisk blev skrevet for over et år siden.

Bizart sammentræf må man sige. Men ikke desto mindre giver det et fascinerende ekstra lag til et i forvejen fremragende nummer, der sammen med resten af »Solkongen (Del 1)« igen understreger The Minds Of 99s høje klasse i disse år.

Isoleret set kan teksten til »Ubåd« ses som et metafor for et mere alment behov for at skjule eller isolere sig som menneske. Måske for at få plads til at tænke. Måske fordi man ikke kan deale med virkeligheden. Og det er lige netop den slags overraskende - sine steder abstrakt poetiske - sproglige billeder og metaforer, som Niels Brandt er så hamrende god til at skabe.

På titelnummeret, der folder sig ud fra dubbet vuggevise til en indfølt power-ballade á la Minds, bringer solkonge-motivet rige associationer til både Simon Spies og mytologiske væsener, mens omkvædet på den medrivende »Ung Kniv« blot bruger fire ord (»Ung kniv / helt skarp«) - til at skabe flere overlappende betydningslag af både konkret og metaforisk karakter. Uhyre effektiv sangskrivning må man sige.

The Minds Of 99 lyder i det hele taget som et band med selvtilliden i top på de her fem numre. Der bliver spillet og sunget med stor autoritet og musikalsk overskud, og den slags smitter altså. Så afgjort et landets bedste bands i disse år. Og nu altså også noget nær profetiske.

The Minds Of 99
»Solkongen (Del 1)«
★★★★★☆

No3