Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Vi må arbejde mere eller få flere i arbejde

Foto: Steffen Ortmann

Danskerne har ikke en førstefødselsret til at opretholde en af de højeste levestandarder i verden. Det bliver man ellers forledt til at tro, hvis man lytter til de stemmer, som ikke vil ændre på fordelingen mellem forsørgere og forsørgede i dagens Danmark. Og ikke vil ændre på fordelingen af, hvor meget det arbejdende folk skal betale til forsørgelse af dem, der ikke er i arbejde. Det er, som om der falder manna og overførselsindkomster ned fra himlen.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

På et tidspunkt, hvor vi skulle høste frugterne af et opsving, er realiteten, at vi falder tilbage i sammenligning med verden omkring os. Den officielle ledighed er så lav, at det ikke er muligt at fyre ret meget mere op under kedlerne samtidig med, at en stor del af den arbejdsduelige befolkning står uden for arbejdsmarkedet. Det opfattes efterhånden som en fastlåst kendsgerning, at fordi vi er født som danskere, eller har opnået ophold her i landet, så må en meget stor del af befolkningen helt lade være med at arbejde.

Misforholdet understreges desværre også af, at den meget omtalte skattereform foreløbig er faldet til jorden. Det kan virke uskyldigt. Hvad betyder nogle tusinde kroner mere eller mindre i skat? Og hvad betyder et par procentpoint lavere vækst end for eksempel svenskere og tyskere i løbet af nogle år?

En hel del, faktisk. Resten af verden er også ved at indhente og måske overhale os. Vores købekraft vil langsomt, men sikkert blive udhulet. At læne sig tilbage i sofaen og tro, at vi kan fortsætte med at leve fedt af fortidens fremskridt, er en fattigdomsfælde. Vrangforestillingen om gratis velfærd overgås stort set kun af fortællingen om, at lavere skatter automatisk betyder færre penge til velfærd.

Virkeligheden er, at vi skal arbejde klogt og hårdt for at bevare velstanden. Hvis vi år efter år sakker bagud, vil fremtidige generationer blive ramt hårdt. Hvis vi lader antallet af danskere på offentlig forsørgelse vokse sig større, bliver vi alle sammen ikke rigere, men fattigere.

Beskæftigelsen er steget markant de senere år, men vi får ikke ordentligt udbytte af opsvinget, hvis vi ikke får ryddet op i egen butik i tide. Vi får ikke aktiveret arbejdsduelige danskere og immigranter, hvis vi ikke giver dem både gode grunde til selv at tage fat og færre incitamenter til at lade sig forsørge.

Konsekvenserne tegnes for eksempel op af erhvervsledere, som til Berlingske Business klart siger, at uden reformer af skat og arbejdsudbud vil der i endnu højere grad end nu være brug for udenlandsk arbejdskraft. Vi har også brug for impulserne udefra. Det ville bare batte mere i balancen mellem offentlig og privat økonomi, hvis flere danskere og flere indvandrere og flygtninge kom i arbejde. Derfor er det beskæmmende, at et blåt politisk flertal ikke kan blive enige om gennemgribende at flytte punktet for, hvornår det kan betale sig at arbejde (mere).

Det burde ellers være en klar mission for alle ansvarlige aktører at sørge for, at vi også i fremtiden har råd. Motivet til at bevare velfærden burde endda være størst hos dem, der modtager eller advokerer for at fordele flere penge.