Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Tiltrængt opgør med en nassekultur

»Beskæftigelsesministerens skærpede kurs mod bevidst socialt snyd er tiltrængt.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Kan man få befolkningen og et politisk flertal til at tage opgøret med en kultur, hvor snyd med sociale ydelser og et liv på kontanthjælp er blevet acceptabelt? Det spørgsmål er endnu engang blevet aktuelt. Anledningen er beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsens (V) ambition om at opstille enklere regler for at sanktionere borgere, der bevidst snyder sig til sociale ydelser, eller som ikke møder til pålagte aktiviteter.

Lige siden velfærdssamfundets start har det været en politisk opgave at holde balancen mellem menneskers behov for hjælp og den arbejdende befolknings villighed til at give den. I takt med stigende velstand er niveauet for hjælpen til de »værdigt trængende« steget, mens barren for, hvornår man kan opnå andres hjælp, er sænket.

Resultatet har været forbløffende. I en tid, hvor teknologi har reduceret den fysiske nedslidning, og mens medicinske fremskridt har vundet frem, voksede antallet af mennesker, der skulle forsørges af andre, til svimlende 800.000 personer i den arbejdsdygtige alder. Den kontanthjælp, der var tænkt som samfundets kortvarige hjælp til borgeren, når en social begivenhed ramte, udviklede sig til borgerløn. 150.000 mennesker er parkeret på kontanthjælp, i nogle tilfælde i årtier. Sidste år nåede antallet, der havde modtaget kontanthjælp uafbrudt i mindst fire år, en rekord på knap 36.000 personer.

Beskæftigelsesministerens skærpede kurs mod bevidst socialt snyd er tiltrængt. Det er i dag svært for de kommunale sagsbehandlere at navigere blandt indviklede regler for, hvorledes man sanktionerer forskellige typer af brud på reglerne. Før sommerferien viste en opgørelse fra Børne- og Socialministeriet således, at der var fejl i 37 procent af de kommunale afgørelser på socialområdet.

Men den store opgave er en anden. Opgøret med kontanthjælpskulturen kræver politisk villighed til at tage pengene fra folk, der kan, men ikke vil forsørge sig selv. Der er job i landbrug, i hotel- og restaurationsområdet og i andre ufaglærte erhverv, hvor det i dag er østeuropæere, der udfører arbejdet. De job skal man tage, når man kan.

Det positive er, at strammere krav til modtagerne af kontanthjælp virker. Troels Lund Poulsen var selv ude med budskabet om effekten af 225-timers reglen, kontanthjælpsloft og integrationsydelse, der har medvirket til betydelig større beskæftigelse blandt indvandrere. Kommunerne har omsider gjort en indsats, herunder taget sig sammen til at erklære indvandrere for jobparat, også når de ikke taler dansk. Hver fjerde er nu i arbejde – hvilket efterlader spørgsmålet, hvad de øvrige tre fjerdedele mon laver? Og hvorfor får hovedparten af de kvindelige indvandrere stadig lov til at forblive under radaren, bag rullegardinerne derhjemme?

Læs også: Pernille Vermund: 225-timers-reglen bryder ikke nasse-syndromet

Regeringen er heldigvis ikke blind for opgaven. Troels Lund Poulsen satte i foråret som mål at halvere antallet af »jobparate« kontanthjælpsmodtagere i løbet af tre år. Det er mennesker, der er klar til at arbejde i morgen. Så hvorfor vente? Opgøret med nassekultur burde stå øverst på dagsordenen.