Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Regningen i børneværelset

For første gang i omkring 200 år kan vi stå i den situation, at den kommende generation af voksne ikke bliver rigere end deres forældre.

Under overfladen er dansk økonomi i en sindsoprivende dramatisk situation, som det er tvingende nødvendigt, at vi gør noget ved. Ellers vil vi overlade en historisk regning til vores børn. Det er såmænd »blot« det pres, der ligger på statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Folketingets partier, når de formentlig i næste uge tager hul på forhandlingerne om den såkaldte 2025-plan om Danmarks økonomiske fremtid. Udfordringen er enorm, og den bliver vanskeliggjort af, at krisen tilsyneladende er drevet over. Stormen er jo løjet af efter finanskrisen, så hvorfor udfordre vælgerne med alt for håndfaste reformer?

De fleste danskere oplever nemlig, at deres private økonomi er god og stabil. Der er faldet ro over både arbejdsmarkedet og boligmarkedet efter de voldsomme kriseår fra 2008 til 2011. Arbejdsløsheden er relativt lav, og beskæftigelsen er de seneste tre år steget med over 100.000 personer. Overskuddet på handel med udlandet vil igen i år lande et stykke over 100 milliarder kroner i vores favør. Der er styr på de offentlige finanser, og Danmark er et af blot otte lande i verden, som får topkarakter i kreditværdighed: Der er praktisk talt ingen risiko ved at låne penge til den danske stat. Så solid ser økonomien ud på overfladen. Alt synes ro om bord. Men det er kun den halve historie.

For første gang i omkring 200 år kan vi stå i den situation, at den kommende generation af voksne ikke bliver rigere end deres forældre. I to århundreder – stort set siden landboreformerne og industrialiseringen – vil vores børn ikke høste frugterne af samfundets generelle fremgang i form af stigende velstand generation for generation. Danmark hænger fast i en langvarig vækstkrise. I nu ti år har væksten været underdrejet. Som samfund er vi stadig en lille smule fattigere end i 2006, og der er ikke udsigt til, at vi kommer ud af suppedasen lige med det samme. Privatforbruget vil ikke for alvor tage fart, blandt andet fordi danskerne afdrager på (bolig)gælden fra 00erne. Det rammer blandt andet industrien, som trods stigende eksport stadig ikke er nået op på før-krise-niveauet. I de samme ti år er velstanden vokset med mere end ti procent i lande som Sverige og Norge. Den økonomiske samarbejdsorganisation OECD peger på Danmark som et af de lande i verden med den største vækstudfordring. Hvis der ikke bliver taget probate midler i brug, kommer vi altså til at aflevere et økonomisk Danmark til næste generation, som er i en ringere forfatning end det land, vi voksne i nutiden selv overtog.

Vi må altså forvente af regeringen og et ansvarligt flertal i Folketinget, at de tør tage fat om de udfordringer, der stadig eksisterer efter mange tidligere reformer. Det gælder at sikre den fornødne, kvalificerede arbejdskraft. Det gælder at sikre gennemgribende reformer af den offentlige sektor. Det gælder at sikre en bedre balance mellem privat og offentlig forsørgelse. Det gælder at sikre integration af nye borgere med en bedre balance mellem pligter og rettigheder. Og det gælder at sikre en bedre balance mellem velfærdsstatens sikkerhedsnet og incitamenter til at ville og kunne klare sig selv. Uden en justering af kursen vil dansk økonomi i generationer fremover blive påvirket af nutidens manglende handlekraft.