Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Vi lever i en mistænkeliggørelsens kultur

Hvis vi ønsker et demokratisk samfund, der bygger på ligeberettigelse samt forståelse og respekt for hinandens forskelligheder, er vi godt i gang med at underminere det med den mistænkeliggørelsens kultur, der synes at være gået os i blodet.

Sangerinden Medina blev kritiseret, da hun stiftede organisationen Mevasion, der bl.a. skal oplyse unge om flygtninges situation i flygtningelejrene. Det er udtryk for en mistro, som er skadelig for den danske sammenhængskraft, mener lektor i religionsfilosofi Lars Albinus. Foto: Jeppe Bjørn Vejlø Fold sammen
Læs mere

Der breder sig en mistænkeliggørelse i vores samfund, som ikke blot er til skade for nationens højt besungne sammenhængskraft, men som lige så stille kan udvikle sig til den rene dæmonisering, hvis vi ikke tager os i agt.

For det første lever vi et overvågningssamfund, hvor tilliden til, at den enkelte udfører sit arbejde efter bedste evne, erstattes af en kontrol med målbar indsats, og hvor den arbejdsløse nærmest pr. automatik betragtes som en person, der ikke vil yde sit til samfundsfællesskabets bedste. Men hvad er det egentlig for et samfundsfællesskab, der her er tale om? Hvem bryder sig f.eks. om at være i et selskab, hvor alle nærer mistanke til hinanden?

Mistænkeliggørelsen giver sig også mange andre udslag i den almindelige debat, for ikke at sige på de sociale medier. Et typisk og aktuelt eksempel er den respons, det har vakt, at sangeren Medina i samarbejde med Folkekirkens Nødhjælp har søsat organisationen Mevasion, der bl.a. skal oplyse unge om flygtninges situation i flygtningelejrene.

Berlingskes blogger Eva Agnete Selsing håner uden videre Medina for en naiv godgørenhed, der mere handler om »at se godt ud« end at gøre godt (15. maj 2016). Selsing er formentlig ikke selv klar over, hvor meget markedslogikken her har inficeret den menneskeopfattelse, som skinner gennem hendes udtalelse. Hvis man er stjerne og kan tjene penge på at gøre noget for andre, er det altså pr. definition udelukket, at ens motiver er andet end økonomiske eller selvpromoverende. Det er langt mere sandsynligt i netop Medinas tilfælde, at det er hendes eget møde med flygtninge på Kos og senere en flygtningelejr i Uganda, samt faderens erfaringer som flygtning, der gør, at hun har nemmere ved at sætte sig i de syriske flygtninges sted. Denne mere velvillige udlægning af hendes motiver tages dog ikke i betragtning.

I øvrigt er det for mig at se fuldstændig uvedkommende, om vi i en given sag handler ud fra det ene eller det andet motiv, så længe sagens formål kan begrundes rent sagligt. Nu synger Selsing imidlertid med i koret om, at vi først og fremmest er forpligtede til at beskytte vores land mod den vold og kriminalitet, indvandringen fører med sig. Det er jo det opportune synspunkt, for mistænkeliggørelse af andre kan være med til at fjerne fokus fra én selv.

Det er desværre forventeligt, at det kultursammenstød, som flygtningesituationen indebærer i et land som Danmark, vil afføde kriminelle miljøer, og selvfølgelig skal det danske retssystem sætte hårdt ind over for dette, men det berettiger ikke til den generelle mistænkeliggørelse, som er blevet gradvis mere almindelig. I stedet skulle man gøre alt for, at folk med fremmed baggrund ikke kommer til at føle sig som andenrangsborgere. Jo mere man møder folk med mistro, desto mere vil de handle i overensstemmelse hermed.

Jo mere man kontrollerer folks arbejdsindsats, desto mindre er de villige til at foretage sig af sig selv. Jo mere man fokuserer på pligten, desto mindre stimulerer man det naturlige engagement. Jo mere man nedvurderer folk, der har svært ved at begå sig på arbejdsmarkedet, desto flere arbejdsløse skaber man, og jo flere asylansøgere, man mistænker for at være »bekvemmelighedsflygtninge«, deto flere mistroiske borgere af anden etnisk herkomst får vi. Jeg opfordrer ikke til naivitet, men at man i stedet for at hytte sine egne fordomme rent faktisk forholder sig til de mennesker, man har med at gøre.

Som jeg ser det, kan der faktisk trækkes en linje mellem den mistro, som rettes mod borgere på offentlig støtte, uanset om de er pæredanske eller blot nydanske, og mistroen til folks motiver, f.eks. »venligboernes«, når de forsøger at hjælpe. Og hvis jeg selv skulle synge med i mistankens kor, for den smitter nemlig, så kunne jeg fristes til at tro, at denne småborgerlige forargelse over folks »selvgode og misforståede godgørenhed« samtidig, men måske ubevidst, tjener til at retfærdiggøre en afvisende holdning over for folk i nød. Om et sådant motiv skulle være til stede eller ej er dog ikke afgørende. Folk må mene, hvad de vil, så længe det er sagen, det kommer an på.

Spørgsmålet er i sidste ende, hvad det er for et samfund, vi gerne vil have, og som vi i mange sammenhænge har rost os selv for? Hvis det er et demokratisk samfund, der bygger på ligeberettigelse samt forståelse og respekt for hinandens forskelligheder, er vi allerede selv godt i gang med at underminere det med den mistænkeliggørelsens kultur, der synes at være gået os i blodet. Nu skal jeg være den sidste til at påstå, at vort samfund rent økonomisk rummer uudtømmelige ressourcer, der gør, at vi bare kan bruge løs af offentlige midler eller modtage lige så mange flygtninge, det skal være.

Det er politikernes ikke altid lige taknemmelige opgave at sørge for samfundshusholdningen, men uanset hvilke beslutninger, man finder det nødvendigt at tage i den forbindelse, er der ingen undskyldning for at retfærdiggøre en politik gennem mistænkeliggørelse af andre mennesker (det burde historien have lært os). Vi skal ikke være naive, men hvis man ikke udviser respekt over for andre, er det netop naivt at forvente deres respekt og loyalitet til gengæld.

I vores kultur, hvor sociale medier skaber et utal af kontaktflader og meningstilkendegivelser, kunne det godt se ud, som om vi på bedste demokratiske vis hylder den enkeltes ret til at give sin mening til kende i et velfungerende offentligt rum. Men ytrings- og handlefrihed inden for lovgivningens rammer har kun værdi, hvis man forholder sig sagligt til de problemstillinger, det drejer sig om.

Ytringsfrihed handler om et samfund, hvor vi ideelt set behandler andre, som vi gerne selv vil behandles, nemlig med respekt og tillid. Måske lader det sig aldrig realisere, men det berettiger os ikke til at lade hånt om selve bestræbelsen, og hvem ved, måske kan den gøre en forskel. Et af de første skridt på vejen må være at aflægge os mistænkeliggørelsens dårlige vane, som længe, men i stigende grad, har inficeret det offentlige rum.