Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Hverdagens lille terror

Boligsagen fra Helsingør er et bekymrende tegn på en farlig samfundsudvikling.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når beboere i en udlejningsejendom i Helsingør følger sig tvungent til at sove med en kommode til at spærre døren og et boldtræ ved sengen af frygt for en enkelt families helt uacceptable opførsel, er der selvfølgelig noget rivende galt. Fredsommelige, velfungerende lejere skal ikke føle sig truede; de skal heller ikke genhuses eller tvinges ud i en situation, hvor de mere eller mindre frivilligt lader sig flytte. Det er den aggressive familie, der skal ud. Spørgsmålet er desværre: Hvordan og hvorhen? En lejelov, der er tænkt som en beskyttelse af den enkeltes ret, gør det svært, næsten umuligt, at sætte folk på gaden. Og det hjælper næppe stort at flytte familien til en anden boligblok, hvor den kan fortsætte sin terroriseren blot mod nye mål. Hele affæren skriger på en social og psykiatrisk indsats – og at familien meget direkte får at vide, hvordan man gebærder sig.

Dansk Folkeparti har som vanligt straks været ude med krav om at få ændret lovgivningen, så problemfamilier hurtigt kan smides ud fra lejeboliger. Det er udmærket at kigge på love og regler; men man skal passe vældigt på at lade en enkelt sag udvikle sig til en lovændring, der så viser sig at få utilsigtede eller uoverskuelige virkninger. Grundlæggende ønsker vi at leve i et retssamfund og i et samfund, der har både fysisk og mentalt rum til alle – så længe alle respekterer de samfundsmæssige adfærdsregler og loven. Netop loven skal sikre, at folk ikke behandles tilfældigt, og at den enkeltes basale rettigheder respekteres. Derfor skal man være uhyre forsigtig med at pille ved lovgivningen, blot fordi enkelte ikke overholder reglerne.

Det store problem er, at vi i stigende grad ser tilfælde, hvor det ikke er det enkelte individ, der trues af flertallet, men omvendt flertallet, der trues af enkelte individer. Det lidt gammeldags, men ganske dækkende udtryk »samfundssind« er blevet til en udpræget mangel på samfundssind. Den udvikling giver sig til kende, når småpiger i skolerne må finde sig i at blive kaldt luder af kammeraterne, når hjernedøde bandekrigere skyder løs i folkemængder, når vanvidsbilister bemægtiger sig gaderne med vildt hensynsløs kørsel, når folk skal styrke deres vaklende selvtillid med en kamphund, når cyklister drøner rundt i gågaderne, eller når demonstranter mener sig berettigede til at smadre andres ejendom for at opnå et politisk mål. I alle tilfælde er der et tandhjul, der er takket over, en mangel på anstændighed og personlig grænse for ordentlig opførsel. Man kan trække på smilebåndet, når landets vicestatsminister Lene Espersen (K) lancerer det som sit store politiske projekt, at unge skal rejse sig for ældre i busserne. Men hun har unægtelig fat i en pointe: Alt for mange nægter at overholde spillereglerne i samfundet.

Det er ikke nemt at lovgive om. Vi befinder os på grænsen mellem den enkeltes ret og fællesskabets ret. Ingen ønsker et samfund med detaljerede regler for borgernes færden og langvarig fængselsstraf for at smide papir på gaden. Men der er en åbenbar ubalance, hvor fællesskabet kommer til kort, og individet tiltvinger sig ret på sine private præmisser, mens fællesskabet blot magtesløst må se til.