Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Leder: Fogh har gjort en forskel

Danmark er forandret siden 2001, men Fogh forlader landet på et vanskeligt tidspunkt.

En statsministers plads i historien bestemmes især af, hvor meget det samfund, der afleveres er forandret i forhold til det, han eller hun i sin tid overtog ledelsen af.

Målt på denne skala er det en markant statsminister Anders Fogh Rasmussen, der efter et grotesk drama med Tyrkiet i centrum afgiver posten for at blive NATOs generalsekretær - en opgave Fogh er mere end kvalificeret til at løfte på stærk vis.

Fogh førte Danmark ud i to krige som led i en aktivistisk udenrigspolitik tæt bundet sammen med USA. Han gennemlevede den absurde Muhammedkrise og kom ud på den anden side med nationens respekt i behold, selv om Tyrkiet på meget kritisabel vis forsøgte at tage NATO som gidsel blandt andet på grund af dén sag.

Fogh-regeringens skattestop betød, at danskerne for første gang i årtier kunne stole på, at med den siddende regering ved magten ville skatterne ikke stige. Sammen med Dansk Folkeparti gennemførtes en udlændingepolitik, som gjorde op med 30 års bevidstløs import af sociale migranter.

Fogh stod som EU-formand i spidsen for forhandlingen af EU-udvidelsen, der helede såret ned gennem Europa skabt under Den Kolde Krig. På den hjemlige front blev Danmark syet sammen på en ny måde i den mest omfattende reform af det kommunale landskab i årtier, og alt blev gjort med den styrke, han havde skabt sig i kraft af, at Venstre under Fogh blev Danmarks største parti.

Styrken blev også brugt til at sætte nye politiske hegnspæle op. Forgængeren Poul Nyrup Rasmussen erklæerede, at Dansk Folkeparti aldrig blev stuerent. Fogh så derimod DF som en stabil samarbejdspartner, og han så rigtigt, kan det konstateres efter tre valg, hvor VKO-aksen blev blåstemplet af vælgerkorpset.

Alliancen med Dansk Folkeparti har dog også båret den største begrænsning i sig for Fogh, eftersom DF ikke er noget offensivt reformparti. Men sagen er jo, at de små, målbevidste skridt i kontraktpolitikken passede strategen Fogh fint. Det var netop det grundlæggende valg at kombinere en markant værdipolitisk kurs med troværdighed omkring en stabil velfærdsstat, der bragte den gamle minimalstatsmand til magten i 2001, og det er ikke mindst fastholdelsen af denne strategi som gør, at Fogh kan vinke farvel efter at have rykket det danske samfund et længere stykke i borgerlig retning end nogen anden statsminister har formået det i de seneste hundrede år.

Men Fogh takker også af på et vanskeligt tidspunkt. Han forlader landet midt i en økonomisk krise, der truer med at fjerne fokus fra vækst og værdiskabelse til fordel for en traditionel S-SF-båret fordelingspolitik.

Efterfølgeren Lars Løkke Rasmussen kommer på en hård opgave; kombinationen af et samfund med negativ økonomisk vækst, stigende arbejdsløshed og en skrammet troværdighed efter bilagssagerne i fjor er ikke nogen ønskestart for Løkke. Men han er en dygtig politiker, og der findes ingen mere oplagt til at løfte arven fra Anders Fogh Rasmussen, som muligvis går på et skidt tidspunkt, men alt i alt med et eftermæle som en af de statsministre, der gjorde en forskel. Det må være det, der til syvende og sidst tæller i historiens store bog.