Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

København har alt for mange penge

Foto: Bax Lindhardt. Et stort antal mennesker af ikke-vestlig baggrund har været på kontanthjælp i en årrække. Her flygtningen på motorvej i efteråret 2015.
Læs mere
Fold sammen

København har så mange penge, at byen kan tillade sig at forære dem bort til borgere, som ikke har udført én dags arbejde i mere end ti år. Byen ser reelt gennem fingre med, at borgere etablerer sig permanent på kontanthjælp, og resultatet er blandt andet, som det fremgik af Berlingske tirsdag, at i København er 1.520 kontanthjælpsmodtagere gift med en anden kontanthjælpsmodtager. Otte af ti modtagere har anden etnisk baggrund end dansk.

Problemet med borgere, der med held har gjort kontanthjælp til en levevej, er betydeligt i alle større danske byer, men København sætter rekord i slatten forvaltning af borgernes penge, også når man tager højde for befolkningens sammensætning med relativt flere belastede borgere.

Hvis medlemmerne af Borgerrepræsentationen skulle være i tvivl om forholdene, bør de læse en undersøgelse fra oktober 2016, som viser, at København havde »markant« flere borgere end andre kommuner, der har modtaget kontanthjælp i mere end ti år. Intet andet sted i landet er man i nærheden af Københavns niveau. Og svaret fra København? Jo, det er noget vi kigger på, siger den radikale beskæftigelsesborgmester, Anna Mee Allerslev. Man har indgået en politisk aftale om at »hjælpe præcis denne her gruppe helhedsorienteret og virksomhedsrettet«, lød det opmuntrende fra borgmesteren.

I 2015 viste en undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, at 25.000 personer i hele landet havde tilbragt ti år eller mere på kontanthjælp inden for de foregående 15 år. Senest har man så undersøgelsen, der viser, at hovedparten af ægtepar på kontanthjælp er indvandrere. Der er en grund til, at Danmark indtager en plads i top ti på US News and World Reports liste over lande, der er populære blandt migranter.

Egentlig kan man ikke bebrejde belastede borgere eller mennesker, der lever i en kontanthjælpskultur, at de lader sig forsørge, når nu nogen er villig til at betale. Kritikken skal rettes mod politikere og sagsbehandlere, som har ladet kontanthjælp skifte karakter fra midlertidig hjælp til livslang borgerløn. Fingeren må pege på politikere og sagsbehandlere, der slipper af sted med den nemme løsning – at udbetale andre folks penge i al evighed – i stedet for at afklare, om borgeren kan arbejde. Alternativt skal der gives eksempelvis pension, revalidering eller fleksjob.

Den siddende regering har taget forskellige initiativer, heriblandt 225-timers reglen og kontanthjælpsloftet, der skal presse kontanthjælpsborgere til at tage småjobs. Men selv om nogle er flyttet nærmere arbejdsmarkedet, er det endnu ikke noget, der for alvor kan ses på statistikkerne.

Den gældende lov om »aktiv socialpolitik« burde have en ekstra paragraf. Den skulle sætte en grænse for kontanthjælpens maksimale varighed. Hvad konsekvensen skulle være, hvis ikke en kommune afklarer en borgers forhold til tiden, må overvejes. Men en fristende mulighed kunne jo være at lade det få økonomiske følger for kommunerne. Det ville nok sætte fart i sagsbehandlingen.