Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Hvordan ser Mette Frederiksens Danmark ud?

Mette Frederiksens politiske rejse går fra det røde Aalborg og den socialdemokratiske venstrefløj.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Når blå blok ligger i indre splid, så gavner det oppositionen. Og i meningsmålingernes forbundne kar tegner der sig nu et rødt flertal, selv om blokkene knap halvandet år efter valget stadig står ret tæt. Men spørger man vælgerne, hvem de helst vil have som statsminister, så peger langt de fleste på Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen med Lars Løkke Rasmussen på anden- og Kristian Thulesen Dahl på tredjepladsen. Så der er god grund til at stille skarpt på, hvem hun er – Socialdemokratiets formand. Og hvad det er for et Danmark, hun drømmer om? Det får man nogle pejlemærker på i en ny portrætbog.

I bogen kalder den socialdemokratiske formand sig for »ideologisk socialdemokrat.« Hun vil gøre Socialdemokratiet stort som i gamle dage, holde fast i en stram udlændingepolitik og føre en ansvarlig økonomisk politik med fokus på velfærd og de svageste. Hun vil samarbejde med den borgerlige blok og ikke basere sig på den yderste venstrefløj, og så lægger hun luft til de gamle venner i Det Radikale Venstre.

Set fra et borgerligt synspunkt lyder det jo besnærende. Men hvis man skal tage Socialdemokraterne alvorligt som alternativ til den siddende regering, er der brug for, at Mette Frederiksen bliver langt mere konkret. Partiet har desværre lagt sig til rette i en hængekøje, hvor status quo ser ud til at være det vigtigste adelsmærke, og økonomiske reformer, der kan skabe et større økonomisk råderum, er af det onde. End ikke et selvstændigt forslag til næste års finanslov har partiet kunnet præsentere. Mette Frederiksens kurs står i skærende kontrast til den »reform-amok« linje, som hendes forgænger brystede sig af.

Mette Frederiksens politiske rejse går fra det røde Aalborg og den socialdemokratiske venstrefløj, hvor hun som skinger agitator med Svend Auken hyldede det multikulturelle samfund og mente, at det var umoralsk og ekstremt, når andre ville stramme udlændingeloven og begrænse indvandringen. Også på områder som ligestilling og socialpolitik har hun argumenteret hårdnakket for holdninger, som man i dag skal helt til Enhedslisten for at finde rester af.

Så skal vi stole på, at Mette Frederiksen er blevet klogere, og at mødet med virkeligheden i de to ministerier, hun har stået i spidsen for, har formet hendes holdninger i mere realistisk retning? Eller kryber socialismens spøgelse frem, når hun først sidder på magten?

Hvis hun med »ideologisk socialdemokrat« mener, at der er vigtigt tankegods at hente i arbejderbevægelsens støvede idehistorie, at den økonomiske politik skal inspireres af Anker Jørgensens, og at fagbevægelsen igen skal have vetoret over politiske beslutninger, så vil Socialdemokraterne hurtigt kunne køre Danmark i sænk.

Når et flertal i dag synes at pege på Mette Frederiksen og en rød regering, er det mest af alt et udtryk for, at de fravælger Lars Løkke Rasmussen og hans smalle regering, og at den splittelse, som den blå blok har været mestre i at udstille siden valget, har svært ved at tiltrække nye vælgere. Socialdemokraterne har det seneste halve år mest været kendt for alt det, som partiet ikke vil eller ønsker at rulle tilbage. Og det holder ikke. Vælgerne har krav på at vide, hvordan Mette Frederiksens Danmark ser ud.