Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Efterlysning: Hvor er Mette Frederiksen?

»Socialdemokraterne, det hæderkronede gamle arbejderparti, er gået i dvale og ser desværre ud til at være ved at gentage fortidens fejltagelser.«

Mette Frederiksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: © Uffe Weng

Forvandlingspartiet kunne man kalde det, eller forsvindingspartiet måske. Er der overhovedet nogen hjemme i toppen af den røde lejr?

Socialdemokraterne, det hæderkronede gamle arbejderparti, er gået i dvale og ser desværre ud til at være ved at gentage fortidens fejltagelser. Når man er i regering, er man ét parti, og når man er i opposition et helt andet. Eller også er man ét parti med Mette Frederiksen som formand og et helt andet med Helle Thorning-Schmidt. Det er ikke til at sige, men man må konstatere, at der er langt fra den reform-amok kurs, som den tidligere formand gerne ville stå for, til den politiske hængekøje, som den nuværende har lagt sig til rette i.

Siden regeringen præsenterede sin økonomiske helhedsplan frem til 2025, har Socialdemokraterne mest sagt nej, nej og nej. Nej til skattereform med lettelser i toppen, nej til SU-reform og nej til at hæve pensionsalderen, og vi har sikkert ikke hørt det sidste nej fra den kant.

Allerede inden forhandlingerne om den ambitiøse plan for alvor er gået i gang, har Socialdemokraterne derimod kastet sig ud i en konfrontatorisk kampagne, hvor 2025-planen beskrives som en »champagne-reform« for direktører. Er det virkelig den stil, man ønsker at køre?

Socialdemokraterne har valgt de lette løsninger og tangerer tidligere tiders golde oppositionspolitik. Derfor er det værd at minde om, hvordan det gik, sidst Socialdemokraterne var uden for regeringsbænkene.

Støttepartiet de Radikale indgik store økonomiske aftaler med VK-regeringen om genopretning, efterløn og dagpenge. Reformer som SRSF-regeringen med Helle Thorning-Schmidt som statsminister blev nødt til at inkorporere i sit program og selv gennemføre i Folketinget.

Står det til den radikale leder, Morten Østergaard, er partiet klar til at gentage succesen. Men er Mette Frederiksen klar til en gentagelse af ydmygelserne fra regeringsforhandlingerne i Det Sorte Tårn i 2011?

Når man lytter til Socialdemokraterne er der næsten ingen grænser for, hvor usympatisk og asocial, de mener, at regeringens helhedsplan er. Det er som om, at de har glemt, at den skattereform, som de selv gennemførte i 2012, da Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen beskyldte dem for at »pisse på vælgerne«, havde nøjagtig den samme profil. Man lettede topskatten, forhøjede beskæftigelsesfradraget og mindskede den årlige regulering af overførselsindkomsterne. Det er svært at finde andet ord for det toneleje, som Socialdemokraterne i dag er ved at skrue sig op i, end hykleri.

Med nedskydningen af helhedsplanen kunne man forvente, at Socialdemokraterne så havde deres egne forslag, som de ville lancere, og at grunden til den hårde kurs var, at man selv havde så mange gode varer på hylderne, som man kunne overtrumfe regeringen med. Men det er ikke tilfældet. Socialdemokraterne har end ikke villet præsentere sit eget forslag til finanslov for næste år, hvilket ellers har været en tradition, når partiet har været i opposition. Det er for slapt og en omgang uværdigt lurepasseri fra et parti, som gerne vil have regeringsmagten. Mette Frederiksen er forsvundet fra den politiske dagsorden. Hvor er hun?