Thomas Larsen: Blå Bjarne gider ikke de Radikale

I skyggen af duellen mellem statsminister Lars Løkke Rasmussen og LA-leder Anders Samuelsen truer et lige så alvorligt brud mellem Socialdemokraterne og de Radikale. Et langt og historisk parløb er ved at køre af sporet

Thomas Larsen, politisk redaktør og politisk kommentator på Berlingske. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

På Christiansborg leder politikere, iagttagere og journalister efter de mindste tegn, der kan vise, om opgøret mellem Lars Løkke Rasmussen og Anders Samuelsen ender i et brud – eller om det i 11. time vil lykkes for dem at skabe et kompromis.

Udfaldet af duellen – hvor LA-lederen fortsat står stejlt på, at han vil have lettet topskatten med minimum fem procentpoint – vil afgøre, om danskerne snart skal til valg og vil farve samarbejdet i blå blok i lang tid fremover.

Bag styrkeprøven gemmer sig imidlertid et mindst lige så skelsættende opgør i rød blok, hvor S-formand Mette Frederiksen lægger stadigt større afstand til Morten Østergaard og de øvrige radikale politikere.

Det er langt fra første gang, at S og R er på kollision. Det har de to partier været utallige gange før. Faktisk har Svend Aukens berømte mundheld om Venstre og de Konservative, der har et had-kærligheds-forhold uden kærlighed, med lige så stor ret kunnet bruges om S og R.

Alligevel har partierne som oftest arbejdet sammen og dannet regeringer gennem historien. For som Mogens Lykketoft engang sagde, kan det være meget besværligt med de Radikale. Men uden går det ikke.

Derfor kan det heller ikke afvises, at S og R finder sammen efter et kommende valg, hvis det viser sig, at rød lejr kan mønstre et flertal. Begge partier er kendt for at være målrettede og fleksible, når regeringsmagten er inden for rækkevidde. Alligevel synes uenigheden denne gang at have vokset sig større end længe.

Mest iøjnefaldende er det, at den nye S-ledelse med Mette Frederiksen, Henrik Sass Larsen og Nicolai Wammen for første gang har indledt en reel afsøgning af, om Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti vil kunne lave politik sammen.

Uden for offentlighedens kendskab har der været holdt møder mellem partiledelserne – hvilket ville have været uhørt for få år siden – og over for flere medier har Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl udpeget de punkter i den økonomiske politik, velfærdspolitikken samt udlændinge- og asylpolitikken, hvor S og DF ligger tæt på hinanden.

At der kan være tale om et afgørende skifte, har de Radikale blik for. Derfor var det heller ikke tilfældigt, at Morten Østergaard i ugens løb stillede op til et interview i Berlingske, hvor han angreb Socialdemokratiets økonomiske planer frem mod 2025. Ifølge den radikale leder er S-planen – med navnet »Stol på Danmark« – uegnet til at regere efter.

»Når jeg kigger på, hvad der kan bære den økonomiske politik for en ny regering, mener jeg ikke, at Socialdemokraternes plan er egnet,« lød det Morten Østergaard, som fejede S-ledelsens politik af bordet.

Hvis de aktuelle forhandlinger om regeringens 2025-plan ender med et valg, vil scenen derfor være sat for et nyt opgør om en kommende S-regerings økonomisk strategi. Præcis som det var tilfældet i 2011, da den daværende S-formand, Helle Thorning-Schmidt, tabte magtkampen med den radikale leder, Margrethe Vestager.

Et nyt slag mellem de to partier vil også omhandle udlændinge- og asylpolitik, hvor afstanden mellem dem er mindst lige så stor. Til de Radikales frustration har S-ledelsen stemt for stort set alle regeringens stramninger, og de Radikale kræver, at flere af disse stramninger skal rulles tilbage ved et regeringsskifte.

Konflikten om udlændingepolitikken er heller ikke ny – den udfoldede sig også forud for valget i 2011. Det nye er, at S-ledelsen denne gang gør det klart, at den ikke vil ændre kurs, og at den er begyndt at lede efter nye samarbejdspartnere.

I interviews har Mette Frederiksen pointeret, at hvis hun kan danne regering efter næste valg, vil hun samarbejde over midten, så hun ikke bliver afhængig af de Radikale, SF, Alternativet og Enhedslisten.

I den forbindelse vil det være af vital betydning for Socialdemokratiet, hvis det lykkes at skabe en form for alliance med DF, som især Henrik Sass Larsen har gjort sig til talsmand for. Som sagt: Tidligere ville et makkerskab mellem S og DF have været utænkeligt, men det interessante er, at de delegerede ved den socialdemokratiske kongres forleden rent faktisk bakkede op. Det er også bemærkelsesværdigt, at en ny generation af S-politikere vil tættere på Dansk Folkeparti.

I forbindelse med kongressen bragte Information en reportage skrevet af en journalist, der tidligere havde været medlem af den socialdemokratiske ungdomsorganisation, DSU. Nu opsøgte hun sine gamle kammerater for at forstå, hvorfor de søgte mod DF.

Indtil for få år siden var DF den forhadte modstander, og DSUerne udfoldede store bestræbelser på at lave smædekampagner mod Pia Kjærsgaard & Co. Men sådan er det ikke mere. Flere unge socialdemokrater føler sig i dag mere beslægtede med Kristian Thulesen Dahl end med Morten Østergaard.

En af de unge fremstormende politikere i artiklen er Kaare Dybvad, tidligere DSU-formand i Holbæk og nuværende folketingsmedlem. Han fortæller til Information, at han tog sine holdninger op til revision, da han flyttede ind i en Nørrebro-ghetto. »Jeg var til et beboermøde, hvor de krævede, at min kæreste og jeg skulle sidde i forskellige sider af lokalet, fordi mænd og kvinder ikke måtte sidde sammen. Der tænkte jeg, at der er nogle værdier, vi ikke må gå på kompromis med,« lød hans forklaring.

Ifølge flere af de unge socialdemokrater er det afgørende for velfærdssamfundets beståen, at borgerne føler en grundlæggende solidaritet med hinanden, og det forudsætter igen en vis form for kulturel homogenitet, hvor man deler de samme grundlæggende værdier.

Over for Information gør DSUeren, Frederik Vad Nielsen, det klart, at tilrejsende i højere gad skal integrere sig i det samfund, de er kommet til, og han er erklærer sig parat til en hårdere kurs mod dem, der vender ryggen til Danmark. »Vi skal også slå ned på religiøse fri- og privatskoler, som åbenlyst praktiserer et andet værdisæt end det, vi står for. Jeg går for eksempel ikke ind for kønsopdelt svømmeundervisning. Jeg synes, at det er et problem, hvis mennesker med en anden kulturel baggrund bliver fritaget for religionsundervisning i folkeskoler og på gymnasier, og at vi accepterer, at piger ikke må komme med på lejrture i folkeskolen.«

Frederik Vad Nielsen konstaterer med glæde, at kursen i DSU er lagt om i forhold til tidligere. »Tiden, hvor de rene slappere dominerer DSU, er heldigvis slut.« På journalistens spørgsmål om, hvad der karakteriserer de rene slappere, lyder svaret: »Det er dem, der kommer med floskler og ikke forholder sig til virkeligheden. Det er dem, der har en verdensfjern retorik, når det kommer til flygtninge.«

Et andet medlem af DSU, Morgan Krüger, er tæt på at udråbe en dødsdom over Socialdemokratiets tidligere politik. »Vi har ført en liberal udlændingepolitik op gennem 90erne, der slog helt fejl,« konstaterer han i Information.

 

Flere af budskaberne fra de unge socialdemokrater kan genkendes i den nye bog, »Til Blå Bjarne«, skrevet af Rasmus Stoklund Holm-Nielsen. Han er socialdemokratisk folketingskandidat i Halsnæs- og Frederikssundskredsen og erhvervspolitisk chef i Dansk Metal, der er et særligt magtcenter i den socialdemokratiske bevægelse.

Når bogen er dedikeret til »Blå Bjarne«, skyldes det, at denne fiktive hovedperson igen og igen er blevet brugt til at tegne et billede af de privatansatte og faglærte mænd i blåt Kansas-arbejdstøj, der siden 2001 har stemt på Venstre og Dansk Folkeparti i stedet for Socialdemokratiet, bl.a. fordi skiftende top-socialdemokrater ikke har taget Blå Bjarnes bekymringer over globalisering og indvandring tilstrækkeligt alvorligt.

Stoklund ser i høj grad de Radikale og Alternativet som repræsentanter for en kreativ og elitær overklasse, der har glemt at tænke på produktionsarbejdspladser og har haft et alt for rosenrødt syn på indvandringen – hvilket en del socialdemokrater i dag ser Zenia Stampe som den tydeligste eksponent for.

I forbindelse med udgivelsen kort før S-kongressen gjorde han sig i et interview i Politiken til talsmand for en udlændingepolitik, der skal forblive stram. »Vi må holde fast og sikre, at der bliver ført en enormt stram udlændingepolitik over for især indvandrere fra muslimske lande. Jeg kan godt unde folk at komme til Danmark, men de penge, vi bruger nu, og de penge, vi kommer til at bruge, fordi vi har været elendige til at integrere tilflyttere, kunne vi have brugt langt mere sympatisk, hvis vi havde brugt dem i flygtningelejre.«

En stram udlændingepolitik, der kan være med til at bevare sammenhængskraften, er ifølge Stoklund en forudsætning for, at »Blå Bjarne« fremover vil have lyst til at betale halvdelen af sin indtægt til Skat. Eller som forfatteren formulerede det over for avisen: »Det vil han jo kun, hvis Folketinget ikke bruger pengene på alle mulige mellemfolkelige solidaritetsprojekter, der går ud på at invitere folk hertil, som vi historisk set ikke har været i stand til at integrere.«

I forbindelse med S-kongressen kom også S-borgmester i Herlev, Thomas Gyldal Petersen, på banen. Og i Kristeligt Dagblad lød han næsten som et ekko af sine unge partifæller. Han advarede om, at hvis S alene lægger sin skæbne i hænderne på De Radikale, vil det gøre udlændingepolitikken for slap i forhold til, hvad Danmark kan tåle i en globaliseret verden.

»Mange af de folk, der har travlt med at kritisere Socialdemokraternes mulige samarbejde med DF i de her dage, glemmer, hvad alternativet er. Er det bedre for Danmark at overlade Socialdemokraterne i kløerne på en Morten Østergaard eller en Uffe Elbæk?« lød det retorisk fra borgmesteren.

Det er den slags udtalelser, der illustrerer, at det oversete slagsmål mellem S og R måske ikke bare er endnu et skænderi i et langt og hårdprøvet ægteskab. Men derimod optakten til et mere grundlæggende opbrud.