Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Frederiksens fedtspil

»Socialdemokraterne fører passiv velfærdspolitik i en synkende økonomi.«

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Om kort tid ventes regeringen at offentliggøre en omfattende reformpakke med en række tiltag, som tilsammen skal styrke økonomien og sætte retningen frem mod 2025. En af brikkerne i det store puslespil, som regeringen vil forsøge at samle, er skattelettelser. Venstre gik som bekendt til valg på at sænke skatten i bunden for at sikre, at det altid kan betale sig at arbejde. Regeringen ønsker også lettelser i toppen, hvor effekten ligeledes vil være et øget arbejdsudbud.

Forud for efterårets forhandlingsforløb har partierne meget naturligt positioneret sig i forhold til de forventede udspil fra regeringen. Dansk Folkeparti har ikke overraskende opstillet krav om flere udlændingepolitiske stramninger, mens Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti markerer kravene om skattelettelser og lettelser i boligbeskatningen. Det er altsammen udmærket og forventeligt.

Men meldingen fra Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, i dag med et nærmest kategorisk nej til skattelettelser, er skuffende. Frederiksens svar på adskillige års fravær af vækst er et nej til både skattelettelser og til for eksempel en pensionsreform, der også ville give økonomien et skub fremad. Frederiksen mener, at efterårets politiske forhandlinger skal handle om »hvordan vi skal bruge pengene«.

Hvilke penge? Det såkaldte råderum i dansk økonomi skrumper, hvis ikke produktiviteten sættes i vejret. Mette Frederiksens forslag til at bringe økonomien ud af sumpen er nogle tågede forslag om at uddanne flere faglærte. Hvor skulle de mon komme fra i en tid, hvor rekordmange unge vælger videregående uddannelser? Den manuelle arbejdskraft, der holder Danmark kørende, kommer i stort omfang fra Østeuropa – blandt andet fordi det ikke kan betale sig for danske lønmodtagere at udføre lavtlønsjob. Men Mette Frederiksens vej fremad er åbenbart blot mere af den medicin, der gennem de senere år har vist sig ganske utilstrækkelig.

Listen over udestående økonomiske udfordringer omfatter mange andre spørgsmål end skattelettelser. På skatteområdet skal der findes løsninger på ejendomsskatten og på den manglende inddrivelse af gæld til det offentlige. Der skal findes en anden måde at opkræve skat på end gennem PSO-afgiften på elektricitet, der hidtil har finansieret urentable vindmøller. Dertil kommer de ukendte konsekvenser af det britiske farvel til EU.

Skal Socialdemokraterne medvirke til løsninger, skal partiet naturligvis også have indflydelse på den samlede økonomi. Men Mette Frederiksen har tilsyneladende ambitioner om samtidig at splitte de blå partier. Liberal Alliances og de Konservatives ønsker om topskattelettelser skal ignoreres, mens Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne fører passiv velfærdspolitik i en synkende økonomi.

Hvis Mette Frederiksen har en reel plan om at genoprette væksten i Danmark, bør hun fremlægge den. Fedtspilleriet kan Folketingets største parti ikke spise vælgerne af med.