Stakkels Mette Frederiksen

ANALYSE

Foto: Linda Kastrup. Thomas Larsen, politisk redaktør og politisk kommentator på Berlingske.
Læs mere
Fold sammen

Der er udsigt til et tæt opgør om Statsministeriet, hvis Anders Samuelsen gør alvor af sin trussel om at vælte regeringen, såfremt Liberal Alliance ikke får opfyldt kravet om en lettelse af topskatten med minimum fem procentpoint.

Et blik på målingerne viser, at alt kan alt ske i en valgkamp. Men set fra S-formand Mette Frederiksens perspektiv vil det ikke være så ringe, hvis valget bliver udskrevet som følge af et sammenbrud i blå blok. Mette Frederiksen vil heller ikke være ked af at bruge valgkampen til at advare mod de mere upopulære tiltag i Lars Løkke Rasmussens helhedsplan.

Lykkes det for Mette Frederiksen at vinde valget, vil jublen være øredøvende i S. Men ironien er, at festen kan vise sig at blive meget kort – også selv om flere faktorer vil gøre det nemmere for hende at regere.

For det første skal hun ikke tiltræde midt i en dyb økonomisk krise, og for det andet er S-holdets kvalifikationer stær­kere end sidst, hvor et nyt og grønt hold begik utallige fejl som en følge af, at de ikke havde prøvet at regere. Sådan bliver det ikke næste gang. Frederiksen har stået i spidsen for vigtige ministerier, og hun vil kunne udnævne partifæller med ministererfaring.

I modsætning til 2011 vil hun heller ikke skulle indlede tiden som regeringschef med at skulle slagte en lang række løfter, og hun bliver heller ikke nødt til at makulere en uholdbar masterplan, sådan som Helle Thorning-Schmidt gjorde det.

At Mette Frederiksen gerne vil undgå fejlene fra 2011, er forståeligt og prisværdigt. Men hendes modtræk er blevet ekstremt taktiske og kalkulerede. I ugens løb blev S-ledelsen således fortjent udstillet for sit hykleri, da partiet ville køre kampagne mod Løkkes forslag til en skattereform for både lavt- og højtlønnede danskere.

»Tillykke til direktøren,« lød det fra Socialdemokraterne, der beskrev, hvordan direktøren ville få 30.000 kroner om året som følge af »Løkkes champagne-reform – betalt af dårligere velfærd, lavere SU og højere pensionsalder.« Flere S-ordførere angreb i samme moment Løkke for at ville tage penge fra de svage for at bruge dem på skattelettelser til de rige. Men som Berlingske dokumenterede, gjorde Socialdemokraterne det samme, da de var i regering.

Men én ting er hykleriet. Et andet problem er, at S afholder sig fra at lancere større udspil, hvilket selvsagt gør det svært for vælgerne at foretage et kvalificeret valg. Da finanslovsdebatten i ugens løb udfoldede sig i Folketinget, gik S-ordfører Benny Engelbrecht på talerstolen uden et socialdemokratisk finanslovsforslag og uden et socialdemokratisk modsvar til regeringens 2025-plan. Han talte kun om »tre grundlæggende prioriteter«, som går ud på, at Danmark skal være dygtigere, rigere og mere retfærdigt i 2025 – og så har man godt nok ikke sagt for meget.

Ifølge partiet vil man kunne gennemføre disse »prioriteter«, hvis blot man lader være med at bruge penge på skattelettelser. »Hvis vi fravælger dyre personskattelettelser – særligt lettelser af topskatten – forsvinder behovet for regeringens forslag om at skære ned i SUen og hæve pensionsalderen,« lød det.

Når S-ledelsen agerer så defensivt og tilbageholdende, er det ikke tilfældigt. Man ved kun alt for godt, at det er forbundet med risici at fremlægge planer, som medier og eksperter vil bore i. Belært af erfaringen ved man også, at planer og løfter let kan skabe forventninger, som man risikerer at måtte skuffe efter et valg. Og endelig er man bevidst om, at mere præcise planer hurtigt vil udløse stridigheder i rød lejr, for både i den økonomiske politik og i udlændinge- og asylpolitikken er der uhyggelig langt fra S til de Radikale, SF, Enhedslisten og Alternativet.

Måske vil det om få måneder lykkes for Mette Frederiksen at komme over dørtrinnet til Statsministeriet, men præcis som Løkke kan hun få svært ved at blive hængende, hvis ikke hun kan styre et dysfunktionelt parlamentarisk bagland. Det er kort sagt ikke udtryk for styrke, men svaghed, at hun ikke fremlægger mere konkret politik. Hun forsøger at flyve under radaren.

Thomas Larsen er politisk kommentator