Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Fagbevægelsens dobbelte problem

Målbevidst kurs mod storkonflikt er også et angreb på den danske model

Vi er på kanten af et 2008, som meget vel kan blive præget af storstrejke på det offentlige arbejdsmarked. Ganske vist er forhandlingerne mellem fagbevægelsen og de offentlige arbejdsgivere dårligt kommet i gang endnu, men alt tyder på en konflikt. Vi har nemlig fagbevægelsens ord for, at det bevæger sig den vej. Nu er muligheden for en konflikt jo en indbygget konsekvens af den danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere aftaler løn- og arbejdsforhold inden for en given overenskomstperiode. Men i denne ombæring, i forbindelse med de forestående offentlige overenskomstforhandlinger, har lønkravene ikke alene været historisk markante fra fagbevægelsens side. Øjensynligt styrer især FOAs Dennis Kristensen og Dansk Sygeplejeråds Connie Kruckow målbevidst mod at fremkalde en konflikt. Således har Dansk Sygeplejeråd allerede for længst – og altså inden overenskomstforhandlingerne egentlig er kommet i gang – varslet strejke for 50.000 sygeplejersker. Og nu slutter FOA sig til med et meget tidligt konfliktvarsel målrettet de ansatte i ældreplejen. Det er altså landets ældre, der skal betale prisen for de offentligt ansattes helt urealistiske lønkrav, hvis det kommer til en konflikt. Hvad det tilsyneladende gør uanset hvad. Normalt er rationalet bag et konfliktvarsel ellers at sikre fremdrift i en forhandling. Men ikke denne gang. FOA og en række andre faglige organisationer satser helt åbenlyst på at fremprovokere et sammenbrud, som vil afstedkomme en konflikt og et efterfølgende politisk indgreb. Årsagen hertil er enkel: Det lykkedes nemlig ikke at få de politiske partier på Christiansborg til at undergrave den danske aftalemodel her før jul ved politisk at øremærke særlige lønpuljer til bestemte faggrupper. Så nu er den eneste vej frem at skabe en situation, hvor lønspørgsmålet lander på politikernes bord igen. I det håb, at især DF og Socialdemokraterne i en sådan situation vil bøje sig for presset og tilgodese særligt sosu-assistenterne og sygeplejerskerne med markante lønstigninger, som man ingen illusioner har om at få ad forhandlingens vej. Med en sådan taktik lagt for dagen bliver de regulære overenskomstforhandlinger jo egentlig blot en irriterende parentes, som skal overstås. Hvilket de tidlige konfliktvarsler er et vidnesbyrd om. Men samtidig skaber det en situation, hvor det er relevant at spørge, hvorfor arbejdsmarkedets parter så overhovedet skal forhandle? Dermed er den danske model godt på vej til at blive demonteret af en fagbevægelse, som man ellers skulle tro havde en oprigtig interesse i dette velfungerende aftalesystems bevarelse. Men åbenbart er intet for stort til at blive ofret i kampen for en markant lønstigning her og nu til store grupper af offentligt ansatte. Både den danske samfundsøkonomi og den danske aftalemodel kan smuldre undervejs. Det vil være en imponerende præstation af en fagbevægelse, som ellers med nogen ret har påberåbt sig ansvarligheden som en kerneværdi i de seneste par årtier, men som nu har påført sig selv et dobbelt problem.