Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Det egyptiske demokrati

Det vides endnu ikke, om Egyptens præsident, Hosni Mubarak, giver op og flygter til udlandet, eller om han i et sidste desperat forsøg forsøger at knuse opstanden og bliver i landet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Men hvis han er i stand til at træffe en logisk beslutning, så indser han, at hans 30 år på posten som statsoverhoved er ovre, og at han gør både sig selv, sit land og sit folk en tjeneste ved at forsvinde.

Egypterne vil have forandring. Og hvis denne forandring skal have en chance for at blive demokratisk, så skal egypterne ikke ud i en langvarig uro, der kan få de forkerte kræfter til at tro, at de skal overtage diktaturet. Især islamisterne kan i denne brogede situation tro, at de skal erstatte Mubarak og lave et regime som i Iran. Det vil være en tragedie for egypterne og intet mindre end en katastrofe for alle andre. Ingen har brug for endnu et diktatur med et formørket syn på omverdenen som det religiøse styre i Iran eller som Hamas i Gaza eller Hezbollah i Libanon. Den arabiske verden har brug for demokratier, således at denne region endelig kan slippe ud af håbløshedens og fattigdommens hængedynd.

Så vidt vi har set demonstranternes råb indtil nu, så ønsker de det samme. Befrielse fra et korrupt regime, som gennemfører valg, der er en farce, og med en præsident der var godt i gang med at sikre sin søn, Gamal, magten, når faderen en dag ikke kunne længere. Den sidste mistanke om evigt Mubarak-styre var blandt andet en medvirkende faktor til, at egypterne så organiseret rejste sig og protesterede. Også inspireret af situationen i Tunesien.

Vi må derfor håbe, at Mubarak gør det let for sig selv og for Egypten ved at pakke kufferten og forlade landet. Derefter må der opbygges demokratiske institutioner så hurtigt, det kan lade sig gøre, og få gennemført frie valg og et præsidentvalg. Militæret vil her komme til at spille en rolle gennem deres position i landet. Man må håbe, at også generalerne kender deres besøgelsestid og sikrer en fredelig overgang til demokratiet og ikke klamrer sig til magten. Der er demokratiske bevægelser i Egypten. Vi har set dem flere gange. Men hver gang er de blevet knust i deres forsøg på at få gennemført reformer. Det er disse kræfter, der skal støttes. For det er dem, der kan sikre, at vi ikke ser starten på en katastrofe i den arabiske verden.

Hvis det lykkes, så vil den arabiske verden få et af de mest betydningsfulde lande i regionen at se op til. Det kan kun styrke demokratiet andre steder også blandt andet i Irak, som er på vej og i Tunesien, hvor vi også ser starten på en fri og fredelig udvikling. Og måske kan det inspirere befolkningerne i en lang række andre arabiske lande til at reformere de politiske systemer. Mellemøsten trænger om nogen region til en reformbevægelse, og verden vil se meget anderledes ud, hvis den arabiske verden kaster tyranerne på porten og bidrager til klodens almindelige udvikling.