Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Danskheden bør være efterstræbelsesværdig

Måske kunne man få mere ud af en debat om danskheden, som ikke alene fokuserer på mangler og ufuldkommenheder hos den ene eller den anden befolkningsgruppe.

Når spørgsmålet om danskheden netop nu igen raser i debatten, sker det imidlertid med alt andet end et positivt udgangspunkt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe

Danskheden er sat til debat. Igen. Det er sådan set hverken nyt, uinteressant eller forkert. Spørgsmålet om nationalstaten og det enkelte menneskes identitet i en globaliseret verden er ikke ligegyldigt. Det er vigtigt. Sidste år lancerede kulturminister Bertel Haarder således projekt Danmarkskanon – netop for det samme. Man kan altid diskutere, hvilken forskel et sådant projekt reelt vil gøre på længere sigt – husk blot på den kranke skæbne, tidl. fødevareminister Dan Jørgensens kåring af en nationalret fik. Men dybest set er initiativet sympatisk. For det handler om at definere danskheden positivt. Finde de bestanddele af nationalfølelsen, som betyder mest for danskerne. Gerne til fælles inspiration og til brug for gensidig dannelse i forhold til et begreb, som kan være svært definerbart. Men som er alt andet end ligegyldigt.

Når spørgsmålet om danskheden netop nu igen raser i debatten, sker det imidlertid med alt andet end et positivt udgangspunkt. I stedet er det over de seneste uger lykkedes for politikere som Martin Henriksen og Marie Krarup fra Dansk Folkeparti at få en debat til at rulle, som i højere grad har handlet om, hvad danskheden ikke er. Og hvilke betingelser man – også som f.eks. indvandret borger i Danmark – må og skal opfylde for at gøre sig fortjent til at kunne kalde sig dansk.

This template (BMExternalArticleBundle:Content\ExternalArticle:Embedded/small.html.twig) should be overridden!

En sådan diskussion bliver ofte eksplosiv, når den bliver meget konkret. Det var i den forbindelse et selvmål af dimensioner, da flere politikere udtrykte tvivl om, hvorvidt en elevrådsformand fra Langkaer Gymnasium, en ung mand der er født og opvokset i Danmark med en dansk mor og en iransk far, reelt er dansk. Undskyldningerne bagefter om, at de jo ikke kendte ham godt personligt, og derfor ikke kunne bedømme hans eventuelle danskhed, var mildest talt også uskønne at overvære. Selvmålet og den ekskluderende debat om danskhedens grænser er så meget desto mere ærgerlig som at folk som Krarup og Henriksen undervejs bestemt har haft nogle pointer; der findes områder i Danmark, hvor det liv, der leves, og den kultur, der dominerer, næppe kan påstås at have nogen nær forbindelse med noget, ret mange ville betegne som dansk.

Det gælder ikke mindst i ghettosamfund, hvor der måske i nogle sammenhænge er parallelle juridiske strukturer, hvor man af kulturelle og religiøse årsager lukker sig om sig selv, hvor mange slet ikke taler det danske sprog, er en del af arbejdsmarkedet eller på nogen måde er integreret eller assimileret i forhold til det land, man er kommet til. Naturligvis spiller islam og en mellemøstlig kulturbaggrund, importeret til Danmark via indvandringen gennem de seneste 50-60 år, en afgørende rolle for dét problem, som man gør klogt i ikke at lukke øjnene for.

Men måske kunne man få mere ud af en debat om danskheden, som ikke alene fokuserer på mangler og ufuldkommenheder hos den ene eller den anden befolkningsgruppe. Den debat bliver let temmelig iltfattig og indsnævrer i modsætning til Haarders Danmarkskanon potentielt begrebet, så det bliver ét som selv vi kernedanske kan bruge til at slå hinanden oven i hovedet med. Det ville være befriende i stedet at forsøge at definere danskheden på en måde, så den bliver attraktiv og efterstræbelsesværdig, også for mennesker, der er kommet hertil. Noget man får lyst til at blive en del af og melde sig under de rødhvide faner hos.