Dette er en kommentar. Den udtrykker skribentens holdning.

Danmarks-kanon – en symbolpolitisk juleleg

»Lad os for Guds skyld lade være med at forfalde til den pinlige provinsialisme, der fremhæver universelle værdier som ligestilling, demokrati og menneskerettigheder som særligt danske. Det er de ikke.«

09DEBMarstrand-143039.jpg
   Fold sammen
Læs mere

Kulturministeren har søsat projekt »Danmarkskanon«. Kulturarven må sættes i system: Danske traditioner, begivenheder og værdier skal på listen. På sin facebookside skrev kulturministeren bl.a.:

»Vi skal være mere tydelige, når det gælder vore værdier og det, »der er uforeneligt med livet her«. Vi skal ikke trække os tilbage, blot fordi der kommer nogle med en anden ballast. Det gælder også den kristne kultur. De fleste muslimer lader gladeligt deres børn gå til kristendomsundervisning, julegudstjeneste og salmesang. De har intet imod, at Danmark er et kristent land. Det er ateisterne, de ikke forstår!«

Det virker uskyldigt, men det er det ikke. Man forstår, at dette gennemgående »vi« er ekskluderende. Andetsteds har ministeren udtalt, at kanon skal udgøre et værn mod religiøs og kulturel splittelse, radikalisering og terror. På Danmarkskanons hjemmeside kan man læse, at den danske kulturarvskanon skal rumme:

»Det, vi er rundet af, og de værdimønstre og traditioner, vi enten bevidst eller ubevidst optager, opdrager vores børn efter og tror på. Det er traditioner som for eksempel højskolebevægelsen, vores festivalkultur, sangtraditioner og vores tillidskultur.«

Fællesskabsopbyggende juleleg

Projektet søsættes til lyden af højskolesang, men det er ikke en hygge-quiz fra Visit Denmarks website. Majoriteten skal samles, minoriteten opdrages.

Det turde ellers være en oldgammel sandhed, at aktiv og levende udveksling med andre kulturer er det, der skaber civilisation. Interessen for bevarelse af kulturarven er rykket ud af de etnografiske samlinger og ind på den politiske arena.

Når man vender det blinde øje til verden og fremtiden for at værne om en enhedskultur, der burde være i stand til at vise sit eget værd gennem levet liv, får man symbolpolitik for fulde gardiner pakket ind som fællesskabsopbyggende juleleg.

Tillidskulturen

Lad os dog i stedet skabe levende, inkluderende og lidt mere nysgerrige fællesskaber.

Og lad os for Guds skyld lade være med at forfalde til den pinlige provinsialisme, der fremhæver universelle værdier som ligestilling, demokrati og menneskerettigheder som særligt danske. Det er de ikke. De deles af mennesker verden over, nogle af dem der kommer hertil i disse år har kæmpet med livet som indsats for netop det.

Bestræbelsen på at gøre det universelle til særlig dansk klinger hult i en tid, hvor vores integrationsminister er stolt af at vedtage love, der går »til kanten af konventionerne«, og Danmark har et stort antal sager ved Menneskerettighedsdomstolen. Hvor universiteter og kunstneriske uddannelser forbløder, antallet af hjemløse stiger, psykiatrien skamferes, familier kastes ud i fattigdom. Idealet om, at de stærkeste skuldre skal bære mest, undergraves samtidig med, at det er blevet legalt at give flygtninge og indvandrere skylden for det hele.

Vil vi modvirke marginalisering, må vi aktivt bekæmpe fordomme og diskrimination og fordummelse. Et godt sted at begynde ville være at undlade at fremhæve tillidskulturen som et magisk dansk fænomen og i stedet gøre det, man rent faktisk ved virker:

Forskningen viser nemlig, at den bedste garant for tillid er høj grad af socio-økonomisk lighed. Og at netop ligheden svinder i vores samfund, kan hornmusik og højtbelagt smørrebrød muligvis sløre, men ikke ændre.

Når skaden er sket, kan »vi« derimod med den nye kanon i hånden slå »dem« i hovedet med, at det er deres skyld.