Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Ansvaret skal placeres

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er nemt at være bagklog, og i bakspejlet står det altid mere klart, hvad man skulle have gjort. Men når det er sagt, så vidner striben af fejl og manglende ansvar omkring terrorangrebet i februar om, at dansk politi og efterretningsvæsen langt fra har været tilstrækkeligt forberedt på et angreb af den karakter, som ramte Krudttønden og Synagogen i København. Det fremgår desværre med alt for stor tydelighed af den redegørelse fra Rigspolitiet, som blev offentliggjort onsdag aften.

Særligt har beskyttelsen af det jødiske samfund svigtet. Fire timer tog det før bevæbnet politi dukkede op foran synagogen i København og lykkeligvis var med til at afværge en katastrofe af de helt store i forbindelse med en ungdomsfest inden for. Det er naturligvis kritisabelt og ansvaret tilfalder især PET. Men hvad der direkte rammer den siddende regering og skiftende socialdemokratiske justitsministre er, at det jødiske samfund adskillige gange har gjort opmærksom på, at sikkerhedsniveauet ikke var tilstrækkeligt. Man har igen og igen henvendt sig, fordi man ikke følte sig trygge ved niveauet af sikkerhed, Uden at nogen tilsyneladende har taget det alvorligt.

Det skulle regeringen naturligvis have reageret langt tidligere og mere håndfast på, ikke mindst i lyset af terrorangrebet i Paris, som netop havde et jødisk supermarked som et af målene. Det er uforståeligt at regeringen ikke har sørget for i samarbejde med PET at forhøje sikkerheden i lyset af de trusler, der generelt har været mod Danmark og specifikt mod danske jøder. I tiden før terrorangrebet var der adskillige eksempler på, at danske jøder var mål for islamistiske kræfter i Danmark. Blot få måneder tidligere var maskerede hærværksmænd brudt ind bag hegnet om den jødiske Carolineskolen og skrevet antijødiske slagord på murene.

At der selv i dag efter angrebet og efter hele debatten og kritikken af den manglende sikkerhed ikke er etableret en mere permanent bevogtning af synagogen, som kan skabe tryghed, er yderligere et udtryk for, at regeringen og myndighederne ikke har taget sagen tilstrækkeligt alvorligt. Derfor er der behov for at komme til bunds i, hvad der gik galt og hvem der gjorde hvad, hvornår. Ikke bare omkring beskyttelsen af det jødiske samfund og de fejl og mangler, som redegørelsen peger på, men også i spørgsmålet om, hvordan terroristen Omar El-Hussein kunne gå under radaren trods advarsler fra det fængsel, han havde siddet i kort for sit terrorangreb.

At chefen for Politiets Efterretningstjeneste måtte gå efter at have misinformeret regeringens top er soleklart. Men det er vigtigt at undersøge, om der også er et politisk ansvar at placere. Stats- og justitsminsiteren skal ikke slippe af sted med at tørre det hele af på en topembedsmand.

Redegørelsen rokker ikke ved, at der fortsat er grund til at rose politiet for indsatsen i de timer, hvor angrebet stod på. Der var mange ting, der fungerede, og den enkelte betjent udrettede en heltemodig indsats og satte sit eget liv på spil. Og efterretningstjenesterne har i årene afværget og opklaret adskillige planlagte terrorangreb mod Danmark. Men det ændrer ikke ved, at vi i Danmark i næste 10 år har været et højt prioriteret mål for islamistisk terror og at beredskabet til at afværge og nedkæmpe den skal være i top. Det var den ikke den 14. februar. Og det skal der rettes op på hurtigst muligt.